Problemer jeg ikke kan styre mere

OBS Redigeret af BB

Kære børnebrevkasse
Hmm ved ikke rigtig hvor jeg skal starte. Jeg er en pige på de fjorten år, selvom jeg føler mig meget ældre end dem fra min klasse. Der er bare så meget. Jeg vil prøve at starte fra en ende af. Jeg er skilsmissebarn, har været det i snart fem år, og mine forældre har delt forældremyndighed. Jeg er tvunget til at være ved min far hver anden weekend, og resten af tiden ved min mor.

Jeg har en storebror og lillesøster. Min lillesøster er også ved min far mandag og tirsdag hvilket jeg hader. Jeg er der ikke jo så der er ingen til at passe på hende, og trøste hende hvis der skulle ske hende noget. Lige så længe jeg kan huske har min far altid været voldelig. Da jeg var mindre gik det mest udover min storebror, men han er atten nu så det er med årerne begyndt at gå mere og mere udover mig. Heldigvis sker det ikke så tit at det går udover min søster. Jeg hader at se det gå udover mine søskende og mine fætre. Men det gør stadig ondt når det går udover mig.

Han slår ikke altid. For det meste skubber han mig så jeg ryger ind i møbler. En gang blev han så sur på mig at han slog mit i maven, og så røg jeg ned i møbler bagefter. Jeg lå og hev efter vejret og da jeg ringede efter min mor så sagde hun at hun var til fest og ikke kunne komme. Hmm jeg tror også jeg bliver udsat for psykisk vold. Jeg bliver kaldt ting som hjernedød og kælling over ved min far. Jeg får af vide jeg ikke er en skid værd.

Det er ikke det eneste der sker over ved min far. Han kommer ind til mig nogen gange. Han har gjort det siden jeg var syv. Det første år skete det fra en gang hver anden måned til tre gange på en måned. Efter det år var der en pause på et halvt år. Men så begyndte det igen. Det er stadig det samme. Sidste gang skete det den 20. april. Det var om sent om eftermiddagen. Ingen andre end os to var hjemme. Normalt plejer det at ske om aften. Men ikke denne her gang. Han kom ind til mig. 

(…)

Efter en evighed trak han sig ud, og gik sin vej. Han efterlod mig der. Jeg følte mig så klam. Så ulækker. Jeg hader mig selv vær dag for at jeg ikke gør noget. Jeg gør ikke modstand på nogen måder. Jeg ligger der bare og gør som han siger. Jeg føler det er min egen skyld det sker for mig. Jeg kan jo bare gøre noget. Skrige, råbe, slå, gøre modstand. Alt andet end det jeg gør.

Mit forhold til min mor er rigtig dårligt. Hun ved ikke rigtig noget om alt det her. Kun at jeg er blevet slået og skubbet. Hun har set det ske, uden at gøre noget som helst. Jeg er ikke sikker på hun ved det stadig sker, for jeg fortæller hende det ikke længere. Jeg fortæller hende ikke noget som helst længere. Jeg hader hende for det. Hvorfor er det hun tvinger mig der over når hun ved han er voldelig? Hun har selv været udsat for det da hun boede sammen med ham, og nu tvinger hun mig til at tage der over. Jeg har spurgt hende flere gange om hvorfor. Hendes svar er at hun har brug for tid til at lade op, og så mener hun at han elsker mig.

Elsker mig? Så er elsker ikke et ord jeg vil bruge om nogen andre. Jeg har en veninde. Jeg har mødt hende over en hjemmeside for piger der har det svært. Hun er fem et halvt år ældre end mig. Jeg har aldrig mødt hende i virkeligheden, men hun er blevet som en storesøster for mig. Hun er den eneste der kender hele sandheden om mig. Hun er grunden til jeg stadig er i live.

Jeg kæmper med selvmordstanker og selvskade hver dag. Jeg har forsøgt selvmord en gang, men jeg er vist noteret for to. Jeg er måske noteret for to fordi jeg tidligere i år tog for mange piller for at komme igennem dagen. Jeg fortalte det til en, men mere skete der ikke lige. Det var ikke et selvmords forsøg. Min ’rigtige’ selvmords forsøg skete i februar. Min mor rev mit i håret, slog mit hoved ned i mit natbord og satte sig oven på mig. Det slog klik for mig. Der var aldrig mere nogen der skulle have lov at gøre det i mod mig igen, så jeg tog en overdosis piller.
 
Jeg lagde mig i sneen men nogen fandt mig. Min endelige plan var egentlig at hænge mig selv. Jeg hader mig selv hver dag for ikke at have gjort arbejdet færdigt. Jeg vil så gerne dø. Komme væk fra det her helvede. Jeg kan ikke mere, og jeg ønsker hver dag at et eller andet skal stoppe mit liv. Jeg får hjælp. Jeg går til noget der hedder DAT som skal hjælpe en med at lade vær med at begå selvmord og lade vær med at skade, men jeg føler ikke det hjælper og ingen lytter på mig når jeg fortæller det.

Som sagt er jeg også selvskadende. Jeg slår mine arme og hænder ind i vægge, vindueskamme og mod hårde genstande, og så skære jeg i mig selv. Min ene hånd og mine arme er fyldt med blå mærker. Nogen af dem har jeg selv påført, andre er min fars værk. Jeg skære også. Det er blevet dybere og dybere. Det gaber og bløder rigtig meget. Jeg er bange for mig selv.
 
Jeg høre også en stemme. Efter hånden er den ret velkendt, men det var ikke en jeg kendte i forvejen. Jeg har hørt den siden slutningen af november måned 2011. Den dræber mig langsomt inde fra. Det fortæller mig grimme ting. Ting som min far også fortæller mig. Ting jeg allerede ved. Som at det er min egen skyld. At jeg fortjener det og at jeg skal straffes. Den fortæller mig også jeg er en vandskabning der ikke fortjener lykke eller glæde.

Jeg tror på den. Hvorfor skulle den lyve for mig. Den er jo en del af mig. Tit er det stemmen der får mig til at skære og slå. Den giver mig også lyst til at begå selvmord. Der er to voksne jeg stoler på og har tillid til. Men jeg kan ikke fortælle dem alt det her. De ved noget af det, men ikke ret meget. De største hemmeligheder holder jeg for mig selv. Den ene er lære og den anden er præst. Det er begrænset hvad jeg kan fortælle min lære for jeg vil på ingen måder have blandet kommunen ind i det her. Det kommer der intet godt ud af.

Jeg er rædselsslagen for at folk ikke vil tro på mig hvis jeg fortæller dem alt det her. For hvorfor skulle de det? Jeg er hende den skøre og sindssyge pige man ikke kan stole og tro på. Puha. Det blev ret meget længere end jeg havde regnet med. Undskyld den her lange besked. Undskyld du/I skal læse det her igennem, jeg vidste bare ikke hvor jeg ellers skulle sende det hen.

Hilsen den sindssyge og skøre pige