Det er min skyldt, at det gik så galt

Brevet er anonymiseret af brevkasseredaktionen

Kære læser(e)

Først og fremmest skal det siges, at jeg er udeboende og var det allerede på det tidspunkt, hvor tingene skete. Jeg var 17 og har tilfældigvis mødt en fyr, og nu ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal forholde mig til de ting, der skete ugerne efter. På det tidspunkt var han omkring 16 år ældre end jeg, og jeg fyldte 18 allerede et par uger efter.

Grundet psykiske udfordringer og personlighedsforstyrrelser (diagnosticeret) har jeg svært ved at sige nej, og kan ikke vise hvad der foregår inde i mig. Jeg kan hverken udtrykke eller kommunikere mine følelser, og plejer at handle lige som andre genre vil have det, da jeg pga. trauma ikke tør være mig (jeg blevet mobbet i næsten 10 år, da jeg altid har været “anderledes” og på et tidspunkt startede jeg med at reagere og agere, som andre ville have mig til).

Og sådan skete det, at han fik mig overtalt til at mødes og samleje. Først turde jeg godt at sige nej, men da han ikke gav slip og var skuffet, endte jeg med at sige ja – selvom jeg ville det modsætte. Jeg har altid skuffet andre, især mine forældre, og det har fremkaldt noget inde i mig, som fik mig til at sige ja i sidste ende. Vi mødtes efterfølgende et par flere gange, da jeg ikke turde at afvise ham (eller ikke kunne, da jeg virkelig ikke kan sige nej til nogen, der egentlig er sød ved mig), og så skete det igen og igen, og med hver eneste gang fik jeg det værre. Han kunne dog ikke lagde mærke til at jeg egentlig ikke gad at mødes med ham, da jeg grundet de her psykiske forstyrrelser har svært ved at være ærlig omkring sådan nogle ting og så lod jeg som om jeg kunne lide det.

Fyren er ikke den klogeste og han var ivrig til at misforstå alting, og det endte med en stor skænderi, hvorefter jeg åbnede endelig op omkring mine psykiske sygdomme, men jeg kunne ikke nå at sige, at jeg ikke ville mødes igen, selvom det var det perfekte øjeblik. Jeg føler dog, at det er min skyldt, at det her skete, da jeg altid gav samtykke og ikke gav ham chancen for at lægge mærke til det. Han plejede altid at komme på besøg, selvom jeg sagde at jeg ikke har tid til det og han gav ikke slip.

Jeg kusker ikke rigtig, hvordan det foregik, da jeg var i en choktilstand og havde angstanfald, men den ene dag tvang han mig næsten til at få børn med ham, da han ønsker at stifte familie, som er det allersidste jeg vil. (Husk, at jeg var lige fyldt 18 på dette tidspunkt).

Jeg panikkede og turde faktisk at sige nej i min angst, men han ignorerede det fuldstændig og sagde ting som “Jo, det skal vi”. Han sagde noget med “at det skulle ske senest indenfor de næste to år”, og da blev jeg rastende. Fyren endte med at sige, det var kun for sjov, men det var det ikke. Det var ikke for første gang, han forsøgte at få mig nogenlunde overtalt til det, og han viste godt nok, at det ikke var sjovt for mig.

Nogle uger efter lagde han endelig mærke til, at det ikke fungerer med os, og jeg har aldrig haft det så godt. Det varede dog ikke længe, da han begyndte at dukke op foran min dør eller sende SMS’er. Han spørger tit om vi ikke kan mødes, og selvom jeg nu tør sige nej, da der ikke er nogle “forpligtelser” længere, bliver han ved med at.

Det værste er, at han har en ven der bor i nærheden, hvilket gør, at jeg føler mig utryk og utilpas i mit eget hjem. Han søger alle mulige argumenter frem, hvorfor vi skulle ses (fx at han har en gave) eller at jeg skal hjælpe ham med noget

Ja, jeg kunne selvfølgelig blokere ham, men det er “tryggest”, hvis han hellere skriver end hvis han kommer forbi/venter på mig på min hjemvej, når jeg kommer fra arbejde om aftenen kl. 19, som han har gjort det tidligere. (Jeg går til fods og vælger forskellige ruter, nogle gange gennem skoven, da jeg ikke har råd til at tage bussen og han kunne jo vente på stoppestedet.)

Jeg føler mig uendelig dum og svag og ikke mindst skyldig, derfor turde jeg ikke at betro mig til nogen eller søge hjælp. For det er jo min egen skyldt, at jeg sidder i den her situation. Dog kan jeg ikke længere holde det hemmeligt og bliver nødt til at betro mig til en neutral person, selvom jeg tænker, at der bliver set ned til mig, for det er jo min egen skyldt.

Jeg kan hverken politianmelde ham, da ham ikke gjorde noget ulovligt (jeg gav jo samtykke, ikke ? ), og der ikke findes nogen “beviser”. Men jeg kan hellere ikke blokere og undgå ham, da jeg ved, at han ville vente på mig på vejen hjem, da jeg bestemt ikke åbner døren for ham.

Hvad ville I råde mig til at gøre ? Hvis nogen vurderer, at det er fuldstændig min egen skyldt, hvordan skulle jeg helst forholde mig til situationen ? Hvordan skal jeg overholdet forholde mig til situaiton ? (Jeg ønsker ikke, at indrage mine forældre.)

Tak på forhånd og tusind tak, at I rent faktisk gad at læse min tekst.

Mvh