Hej kære pige, 13 år.
Hvor er det bare godt, at du skriver ind til os på BørneTelefonen.
For jeg sidder netop lige her for at lytte til dig, og jeg tager dit brev meget alvorligt. Jeg vil starte med at fortælle dig, at jeg sagtens kan forstå, at du ikke synes, at det er rart at være dig lige nu.
Det er ikke lovligt eller normalt, at din far holder i dig og rører dig på en måde, som er ubehagelig for dig. Du har ret til at sige fra, det er din krop. Det er så modigt og godt gået, at du har fortalt din far, at han skal stoppe.
At han tager din mobil fra dig, som løsning er slet ikke i orden. Børn skal omgås med voksne, som giver dem tryghed, kærlighed og omsorg. For mig lyder det som om, du føler dig utryg sammen med din far.
Der skal sættes en stopper for din fars adfærd. Alle børn har ret til at bo et sted, hvor de føler dig trygge, respekteret og glade. Og vigtigst af alt: Du har også retten til sådan et hjem. Du kan læse her, hvis vi vil vide mere om dine rettigheder.
Det er mit og andre voksnes ansvar at sørge for at hjælpe dig videre herfra. Jeg fornemmer ,at du allerede har forsøgt at snakke med en voksen om din situation? Hvem har du mon talt med? Det er en rigtig god ide, at snakke med en voksen. Det kan være en skolelærer, tante, venindes mor eller lignende. Har du mon én i dine tanker, som du føler dig tryg ved?
Du nævner også din mor i dit brev. Men det er lidt svært for mig, at tyde hvordan jeres forhold er. Måske kan du prøve at snakke med hende igen?
Selvom dine forældre er skilt, og du nu bor hos din far, så har din mor stadig et stort ansvar for dig. Hun skal passe på dig. Det vigtigste hun kan gøre i første omgang er at lytte til dig og tage dig alvorligt.
Måske kan du vise din mor dette brev og måske også mit svar? Både din mor og din far er velkomne til at ringe til vores ForældreTelefon. Her kan vi give dem konkrete råd til hvad de kan gøre for at støtte dig. Nummeret til ForældreTelefonen er: 35555557.
Du har medbestemmelse og ret til at ytre dig om, hvordan du har det, og hvor du helst vil bo. Det kan du gøre ved at kontakte Familieretshuset, som du måske allerede har snakket med ifm. med dine forældres skilsmisse. Du kan også ringe ind til den anonyme rådgivning i din kommune og fortælle om din situation. De kan hjælpe dig videre til din sagsbehandler. Du finder nummeret til den anonyme rådgivning på din kommunes hjemmeside.
Vi kan også tilbyde dig en bisidder fra BørneTelefonen, som kan hjælpe dig i forhold til din kontakt til kommunen eller Familieretshuset. En bisidder vil først og fremmest lytte til dig og din situation og tage med dig til møder. De kan også hjælpe med at dine behov og ønsker bliver hørt, når der skal træffes endelige beslutninger, som vedrører dig. Du kan læse mere om vores bisiddere her.
Husk at du også altid kan ringe til BørneTelefonen på nummer: 116111. Nogen gange kan det være rart at starte med at fortælle om sin situation til en voksen, som bare lytter, og som man ikke skal sidde ansigt-til-ansigt med.
Du ønskes alt det bedste fra BørneTelefonen og tro mig: Du har ret til at få det meget bedre end nu. Du er selv igang med at søge den rette hjælp ved at skrive ind til os. Det er bare så godt gået.
Kærlige hilsner fra BørneTelefonen.