Brev

Problemer løst… Næsten i hvert fald

Hej,
jeg er en pige på 14 år og jeg hader mig selv! Altså nej, jeg hader ikke rigtig mig selv, det er bare…
Gosh, det er indviklet! Min far døde, da jeg var otte, og siden har jeg ikke haft mulighed for kontakt med dem, da de åbenbart hader min mor. Jeg elsker min mor, vi har et usædvanligt tæt forhold, der er bare det, at jeg ikke har andre end hende. Hendes tætte familie gider jo heller ikke se os.

Jeg er gennem hele min skolegang blevet mobbet, altså lige bortset fra nogle få år og så nu. Måske skulle jeg bare starte med begyndelsen. Da jeg begyndte i nulte, var vi kun 5 piger, og kun én af dem gad lege med mig. Men hun ville jo også lege med de andre en gang imellem. Og når jeg sagde til lærene at ingen gad at lege med mig, sagde de bare: “Så leg med nogen andre!” Det var mest klasselæreren, hun var bare så ondskabsfuld!

Det gik lidt bedre i første, men så BAM! Så døde min far i april, og pludselig var alting tilbage til normal. I anden flyttede jeg skole. Det gik godt der til at starte med, men jeg blevvist rundt af de mindre populære piger, og da de populære piger spurgte om jeg ville med ind i “rummet” (De spurgte kun mig på trods af, at de kunne se, at jeg havde fire andre piger gående ved siden ad mig), svarede jeg at jeg faktisk ligevar sammen med nogen andre “men måske i morgen!”

I fjerde klasse begyndte ondskaben over alle ondskaber A, og i famte startede hendes medhjælper S. I sjette var vi kun tre upopulære veninder tilbage, og da de andre piger opdagede, at vi holdt sammen, slog de med A og S i spidsen, først ned på en af mine veninder, så mig og senere hørte jeg at den tredje også flygtede i hælene på os. Sådan havnede jeg på A—-. Dette gik meget bedre end forventet, da jeg åbenbart var populær (jeg afskyr det ord som pesten), og jeg fik min første bedste veninde i klassen nogensinde, men jeg havde pådraget mig en middel depression fra skole nr. 2, så det halve år er ikke noget, jeg savner.

Jeg gik til psykiatrisk afdeling på Kolding sygehus, men de blev ved med at give mig skylden for, hvordan jeg havde det, så jeg forsøgte at blive hjemme, når jeg kunne slippe af sted med det. Og det her soørgsmål får jeg tit, så jeg går lige til sagen: Jeg FIK medicin i et par måneder, men bivirkeningerne var så voldsomme, at jeg måtte stoppe med at få det. Skolen lukkede, da jeg begyndte i syvende, så alle måtte flytte ud på S—-. Da jeg havde depression, var der en fyr, der var virkelig forelsket i mig, som spurgte om jeg ville være kærester. Jeg kunne ikke sige nej på grund af min depression, og det fik ikke ligefrem mine negative følelser til at falde; jeg følte mig bare presset hele tiden.

Den første dag på S—- slog jeg op med ham, og han afslørede på facebook at jeg har depression. Jeg har ikke snakket til ham siden. Men pludselig ville ingen være sammen med mig længere. Jeg blev totalt frosset ud, bortset fra nogen gange hvor en gruppe allernådigst lod mig være en del af dem. Selv min bedste veninde dissede mig.

Nu var det sådan at min mor længe havde haft på fornemmelsen at jeg var et særligt begavet barn. Da jeg var lille, havde hun hørt min matematiklærer sige, at jeg var helt usædvanligt filosofisk. Og jeg var også den første i min klasse, der lærte at læse. Så jeg kom på prøve på M—— i O—–, og der går jeg altså nu.

Min depression var næsten væk, men så en dag var vi ovre ved min onkel, og min farmor, som vi var begyndt at se igen, kom kørende for at hente ham til sådan en familiefest, min halvsøster fra min fars side holdt. Pludselig kom min mor stomende ind fra sin gåtur med vores hund mens hun rasede: “Det er simpelthen for meget! Hun har taget L—- og M—– med!” L—- og M—– er mine kusiner, som jeg var utroligt tætte med, før min far døde.

Fra det tidspunkt begyndte min depression at komme tilbage. Jeg har det meget bedre nu, men folk larmer frygteligt i klassen og det er umuligt at koncentrere sig. Men det går op ad bakke. Puh! Detvar skønt at få det ud. Jeg behøver ikke noget langt råd og svar, det ville bare være rart at vide, at det ikke bare er blevet slettet. Men det var i hvert fald det.

K.H. V——-

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære V-------

Tusind tak for dit brev, hvor du meget flot beskriver alt det, du har været igennem. Jeg er glad for at læse, at det var skønt at få det ud... Måske det ligefrem hjalp lidt på følelsen af, at det går op ad bakke..? Det letter i hvert fald nogen gange at få lettet sit hjerte.

Du skriver, at du ikke har brug for et langt råd og svar, så jeg vil gøre det meget kort.

Jeg håber, at du vil lette dit hjerte til andre også, måske din mor, som du skriver, du har et dejligt forhold til, men det kan også være en anden voksen, du er tryg ved. Det virker som om, det hjælper dig at tale om det og få luft, så jeg tænker, at det må du endelig gøre noget mere.

Det er også altid en mulighed at ringe til BørneTelefonen eller logge på UngeChatten. Her kan du også få luft og måske bruge samtalen til rådgiveren til at blive lidt klogere på dine muligheder for at skabe forandringer i dit liv..?.

Jeg håber, du finder flere måder at få luft på, og at du får det rigtig godt på din nye skole... Jeg ved i hvert fald, at det har hjulpet mange børn med særlige forudsætninger (højt begavede børn) at komme på en skole, hvor de andre også har gode kognitive evner. Jeg ved, at en del, der bliver generet af larm i klassen har glæde af at bruge høreværn, når de skal arbejde koncentreret, så måske kunne du snakke med dine lærere om den mulighed..?

Med venlig hilsen
BørneBrevkassen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat