Brev

Piercing. Hjælp

Hejsa

Jeg er lige fyldt 14, og det er nu lovligt at få lavet piercinger i ansigtet, MED forældre tilladelse.

Jeg har i 9 måneder gået og overvejet at få snakebite, hvilket er 2 piercinger under læben.

Hele min familie har lige siden jeg var 8, fortalt mig, at jeg aldrig skal få piercinger eller tatoveringer. Men det vil jeg nu.

Og jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det til min mor. Eller om jeg overhovedt skal sige det, og bare finde nogle der gør det uden forældre tilladelse.

Hun var heller ikke meget for at jeg fik regnbuefarve hår, men det har jeg nu. Men der gik også 3 år.

Og jeg venter ikke 3 år igen.
 
Jeg ønskr mig det her inderligt, og jeg betaler det hele selv. Men jeg ved bare ikke hvordan jeg skal sige det.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå at du er i tvivl om, hvordan du skal sige det til din mor og det vil jeg prøve at hjælpe dig med at finde ud af.Jeg tænker, at grunden til du synes det er svært at fortælle til din mor, måske er fordi du regner med, at hun siger nej? Og du måske regner med at hun ikke kan overtales til at sige ja? Du skriver, at din mor ikke var meget for at du fik regnbuefarvet hår, men det har du alligevel fået lov til, selvom hun ikke er meget for det.

Hvordan mon du fik sagt til hende at du gerne ville have regnbuefarvet hår? For så kunne du måske få sagt at du gerne vil have en piercing på den samme måde?

Hvis det er rigtig svært at få det sagt, kunne du måske også skrive det til hende? Så er det nogen gange nemmere at få sagt alt det man gerne vil og få lov til at argumentere for det man synes. Kunne det måske være en mulighed? Og vil du så være sammen med din mor mens hun læser det eller tror du, at hun lige skal have lidt tid til at tænke over det du har skrevet?

Jeg ved godt, at det kan være rigtig frustrerende og irriterende at ens forældre bestemmer mange ting indtil man er 18 år, og at de ikke altid kan forstå hvorfor det er vigtigt for én at f.eks. få en piercing. Jeg tænker på, hvorfor mon det er særlig vigtigt for dig at få en piercing? Og kunne det måske være en noget du kunne fortælle din mor, så hun bedre kan forstå hvorfor du gerne vil have en piercing? 

Som du skriver, så er det lovligt at blive piercet, hvis man har sine forældres tilladelse, og ens forældre kan egentlig bestemme om man må blive piercet helt ind til man er 18 år. Som du også skriver, så er der nogle steder, hvor de er ligeglade med om forældrene har givet tilladelse og du har overvejet at få lavet en piercing sådan et sted.

Hvis du får lavet en piercing i ansigtet vil din mor jo selvfølgelig se med det samme, at du har fået det lavet. En del forældre kunne nok godt finde på at forlange, at man tog den ud igen. Kunne din mor måske også finde på at sige det til dig? Jeg tænker, at det ville være rigtig ærgerligt for dig, at få lavet piercingen og så skulle tage den ud igen. På den måde ville pengene jo være spildte og dig og din mor ville måske også få en meget stor diskussion, fordi du havde fået piercingen lavet uden hendes tilladelse?

Jeg kan godt høre, at du har tænkt i rigtig lang tid over at du gerne vil have en piercing, men din mor har måske ikke tænkt på det før og derfor har hun måske også brug for lidt tid til lige at tænke over, hvad hun synes, når du først har fået fortalt hende om det? Jeg håber, at mit svar har givet dig nogle ideer til hvordan du kan få talt med din mor om, at du gerne vil have en piercing. Hvis du gerne vil tale mere om det eller gerne vil tale om noget andet, er du også altid velkommen til ringe til en rådgiver på BørneTelefonen 116 111.

Mange Hilsner BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat