Kære du
Tusind tak for dit brev. Jeg er vildt imponeret over den måde, du kan fortælle om de tre personer på. Du er virkelig god til at forklare, hvordan det er med dem. Samtidig er du også skarp til at formulere, hvordan det påvirker dig, når de tre personer kommer.
Jeg vil gerne prøve at give dig nogle råd, som jeg håber, du kan bruge.
Allerførst vil jeg gerne sige, at jeg er meget enig med dig i, at det, som du selv foreslår, vil være en god idé med en psykolog eller en anden, du kan snakke godt med. Du skriver, at det måske skal være en anden form for hjælp. Det kan godt være, at det skal det, men jeg tænker det vigtigste er, at du finder en at sige det højt til. Hvis du får det sagt højt til en anden, så kan den person måske hjælpe dig med at finde ud af, hvem du ellers kan snakke med om det.
Jeg bliver nysgerrig efter, om det er første gang, du fortæller om de tre personer til nogen igennem brevet her? Hvis det er dét, så tænker jeg på, hvordan det mon har været for dig at skrive brevet? Måske føler du en form for lettelse? Jeg ved, at andre der har gået og tumlet alene med noget, kan føle en lettelse efter at have skrevet et brev og fået det "sagt" højt.
Jeg vil gerne prøve at give dig nogle ideer til, hvem du mon kunne snakke med. Jeg tænker, at det vil være vigtigt, at det er en voksen, du taler med. Voksne ved som regel mere om, hvordan man kan få hjælp. Jeg tænker på, om du har en lærer, som du har et godt forhold til? Det kan også være en lærer, du har haft tidligere men ikke har mere. Hvad med en voksen i din familie? Det kan måske være en af dine bedsteforældre eller en moster, faster eller onkel? Hvis du dyrker noget sport i fritiden, er der måske også nogle voksne der, som du kunne tale med? Er det mon nogen ideer, du kan bruge?
Tror du, der er nogle der har mærket, når en af de tre personer har overtaget eller prøver at overtage? Det lyder som om, person Tre er meget synlig – også for andre. Hvis du tænker, at der er nogle voksne, der har set det, så kunne du måske bruge det som en åbner til, at få sagt det højt. Du kunne måske sige noget i stil med: "Kan du huske den gang, jeg blev helt vild sur og bandede og sagde en masse grimme ting? Det kunne jeg godt tænke mig, at snakke med dig om. Kan jeg det?"
Du skriver, at du ikke ved, hvordan du kan få sagt til dine forældre, at du vil søge en psykolog. Jeg tænker på, om det måske også handler om, at du så synes, du er nødt til at fortælle dem om de tre personer? Jeg kan godt forstå, hvis du synes, det er svært. Måske vil dine forældre blive bekymrede eller reagere på en anden måde, som du ikke bryder dig om. Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at de også vil føle en form for lettelse over, at du fortæller det til dem. Måske vil det gøre det nemmere for dem, hvis der er en anden voksen, der hjælper dig med at fortælle det til dem? Kunne det mon være en mulighed?
En anden mulighed kan være, at du viser dem brevet. Brevet forklarer på en rigtig god måde, hvordan du har det samtidig med, at du også selv kommer med en idé til, hvordan det kan blive anderledes – at du taler med en psykolog. Det vil måske være nemmere for dine forældre at forstå og støtte dig, hvis de får forklaringen på, hvorfor du tænker på at tale med en psykolog.
Der er også den mulighed, at du kan snakke med skolens sundhedsplejerske. Hun har som regel en tid på skolen en gang om ugen, hvor man kan komme og snakke med hende. Hun kan være rigtig god at snakke med - også om ting, der kan være svære at snakke om.
Nu har jeg givet dig nogle ideer til, hvem du måske kan få talt med det om, så de kan hjælpe dig videre – det tænker jeg er det vigtigste i første omgang. Jeg kunne også godt tænke mig, at stille dig nogle spørgsmål til noget af det andet, du skriver.
Du skriver, at du for det meste kan kontrollere det, men at der tit kommer nogen tidspunkter hvor person To eller Tre bryder frem, især person To. Jeg bliver nysgerrig efter, i hvilke situationer du kan kontrollere det, og hvornår det er svært at kontrollere. Hvis du kunne finde ud af det, ville det måske være nemmere for dig at få flere af de situationer, hvor du kan kontrollere det.
Du skriver også, at det er som om dine øjne slukker engang i mellem, og du så lever i dit hoved, mens virkeligheden er skærmet, og at det kan være svært at komme ud af. Jeg tænker også på, om du kan se et mønster i, hvornår det føles som om, dine øjne slukker? Kan du mon selv se det? Nogle gange kan det hjælpe os til at undgå at komme i nogle bestemte situationer, hvis vi ved, hvad vi kan gøre for, at det ikke sker så tit eller så voldsomt. Det er ikke nemt, og det kræver noget øvelse, men måske kan det hjælpe dig lidt på vej.
Jeg har stillet dig nogle spørgsmål, som du jo kan svare på overfor dig selv, hvis du har lyst til det. Det kan også være, at du egentlig gerne vil tale med en om spørgsmålene. Det kan også være, at du har brug for mere hjælp til, hvordan du får fortalt om de tre personer og får hjælp til at finde en psykolog. Hvis du tænker, det kunne være til gavn for dig, så er du meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111. Du kan også chatte med en rådgiver.
Ligegyldigt hvad du vælger, så vil du altid være anonym. Til slut vil jeg ønske dig rigtig meget held og lykke til at få styr på de tre personer. Det er så stærkt af dig, at du har skrevet brevet og fået forklaret, hvad der sker, og hvordan du har det med det.Mange tanker og kram fra BørneTelefonen
