Kære dig Tak for dit brev!Du skriver, at du har svært ved at være i fokus i store forsamlinger, og at du gerne vil have hjælp til at være mindre genert. Jeg tænker det er en følelse rigtig mange mennesker genkender – både børn og voksne. Dog er det forskelligt, hvor meget det påvirker én. Jeg tror, at det for de fleste unge kan være en ting man tænker rigtig meget over, da man ofte kan føle, at man skal præstere noget bestemt for at være en del af fællesskabet. Jeg tænker også at det er meget normalt at man i puberteten bliver mere bevidst om sig selv og andres måde at opfatte én. Det er en af de ting der hører med til at blive mere moden og tættere på voksen.Du skriver, at du føler de andre kigger dømmende på dig. Jeg tænker at du faktisk har fat i noget rigtig vigtigt – det er dig der føler det – det er faktisk slet ikke sikkert de andre har lagt mærke til alt det der foregår inden i dig. Man kan dog alligevel nogle gange føle at de kan se lige igennem én, og det kan få en til at rødme. Det er vigtigt at prøve at huske på, vi alle er forskellige og har forskellige personligheder. Nogle mennesker er meget åbne og andre mere stille, begge dele er helt normalt. Ofte sker der det, at man begynder at tro, at det er en selv, der er noget galt med, hvis man ikke er som folk er flest. Føler du mon sådan? Tænker om du mon har talt med dine forældre om hvordan du går og har det? Grunden til, at jeg foreslår dig, at tale med dine forældre/eller andre voksne du er trygge ved, er den, at jeg tænker, det er vigtigt, at du fra andre hører, at du er god nok og du besidder flere kvaliteter. Hvilket jeg er sikker på du gør. Hvad tænker du mon om dette forslag?Som du selv er inde på, kan det handle om dit selvværd. Jeg tænker at det måske kan hjælpe dig at blive mere bevidst om, hvad du er god til og i hvilke situationer du føler dig rigtig godt tilpas. Så kan du måske tænke på de eksempler i situationer hvor du føler dig usikker og sige til dig selv, at du er god nok. Du kan styrke selvværdet ved hver dag at øve dig i at tænke over, hvad du er stolt over ved dig selv, det kan for eksempel være "været en god veninde ved at støtte og lytte", "god til at samarbejde i en gruppeopgave i skolen" eller måske "rakt hånden op en gang i en time". Jeg kan læse du fandt modet til i løbet af konfirmationen at tale med mennesker du ikke kender, husk også at klappe dig selv på skulderen over dette. Måske næste gang du er i en forsamling, øver du dig lidt tidligere i at komme i snak? Man tager et lille skridt ad gangen og så huske på at rose sig selv når det lykkes.Du skriver, at du er genert fordi du er blevet drillet meget. Det lyder som om at du ikke bliver det mere? Uanset hvor lang tid siden det er, kan det dog stadig sidde i kroppen, hvis man ikke har fået hjælp til at “komme videre”. Har du mon fået hjælp fra nogle voksne omkring drillerierne? Når det stadig er noget der påvirker dig, synes jeg, du skal prøve at tale med nogen om det. Det kan f.eks. være dine forældre, en god lærer som du stoler på og taler godt med. Det kan måske også være en skolepsykolog? Sådan nogle kan tale med børn og unge om alting – der er intet der er mærkeligt eller pinligt og man skal ikke præstere noget bestemt. De er der kun for at hjælpe én med de problemer man har. Skolepsykologen kunne måske både hjælpe dig med at “komme over” den tid hvor du blev drillet, og finde nogle redskaber til, hvordan du bliver mere sikker på dig selv. Hvis det er noget du er interesseret i, kan du spørge din lærer om der er en skolepsykolog på skolen, og om du kan få en tid hos ham/hende. Du behøves ikke fortælle din lærer hvad det handler om, hvis du ikke har lyst til det.
Hvis du finder modet til at tale med en af dine lærere om hvordan det er at være dig, kan I måske lave en aftale, at i stedet for de spørger dig direkte om noget, så aftaler I, du måske selv rækker hånden op, når du kender svaret, så du starter med at være med i snakken, når du føler det er emner, du har styr på. Måske kan I i starten aftale du i timen rækker hånden op 1 gang, senere 2 gange og til sidst at det er ok læreren spørger dig. Igen gælder det om at øve sig lidt hver dag og langsomt finde styrken, modet og troen på at det ikke er så farligt at være en del af fællesskabet, heller ikke selvom man ind imellem kommer til at fejle. Det gør alle, det er en del af det at være menneske.Du skriver, at du ikke ser dine venner ret meget, og jeg bliver nysgerrig på hvad grunden til det er? En måde at få det bedre med sig selv kan godt være at være mere sammen med gode venner, så man oplever, at de også synes man er god nok. Måske kunne du gøre noget for at I ses noget mere? I kan måske have mange ting at se til med fritidsinteresser, lektier osv. Men du kan evt. starte med at fokusere på én af dine gode venner og ses mere med hende/ham, måske du kan invitere en hjem og I kan hygge sammen, evt. gå en tur og få en is, eller en tur i biffen? Jo mere din selvtillid vokser, jo lettere vil du sikkert også opleve det at kontakte flere venner. Det er sådan med de fleste svære ting, at det tager tid at udvikle sig og lære noget nyt. Sådan tænker jeg også det er at blive bedre til at føle sig tilpas i store forsamlinger. Jeg kan godt forstå det kan være svært f.eks. at være til konfirmation hvor man ikke kender så mange. Faktisk læser jeg det sådan, at du allerede på samme dag fik taget et skridt på vejen, og til sidst talte med nogen du ikke kendte. Det synes jeg da er rigtig flot og det skal du være stolt over!Jeg synes det er rigtig fint at du skriver her, og selv forsøger at gøre noget ved det du synes er svært. Jeg tænker at det er en styrke ved dig selv som du bare skal holde fast i. Jeg tror du nok skal blive venner med genertheden som tiden går, hvis du prøver at øve dig i, at finde gode ting ved dig selv.Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej. Du må have held og lykke med det! Du er altid velkommen til at skrive igen eller ringe til BørneTelefonen på tlf. 116 111 hvis du har brug for det. Mange hilsner BørneTelefonen
