Brev

Forvirret og nedtrykt

Kære BT

Jeg har længe spekuleret på hvad jeg vil med mit liv. Jeg er igang med at uddanne mig som spiludvikler, hvilket jeg gerne vil, men jeg føler at der er et stort tomrum i mig.

problemet er at jeg føler jeg er født på et forkert tidspunkt. Set på den måde at jeg hellere ville være langt ude i fremtiden, hvor teknologien er ekstremt højt udviklet og udforskning af rummet ville være noget man selv kunne gøre i sit eget rumskib.

Det er fysisk umuligt idag, og med stor sansynlighed også resten af mit liv. Det fylder rigtig meget i min hverdag, da tanken strejfer mig ofte og det er noget jeg gerne vil opnå så ubeskriveligt meget inden jeg tager herfra. Det jeg egentlig vil med mit liv er uopnåeligt i nutiden, da jeg gerne vil udforske det ukendte i universet helt tæt på og komme helt tæt på andre planeter ved at vandrer omkring på dem og udforske dem, samtidigt nyde universets flotte sammensætning helt tæt på. Det er noget jeg aldrig kommer til, hvilket gør at tomrummet i mig bliver større for hver dag der går.

At se sci-fi film og spil gør ofte længslen efter det liv værre, selvom jeg nyder at se dem. Det gør nogle gange virkelig ondt i maven, når jeg tænker på det liv jeg egentlig gerne vil have, samtidigt fører det til at jeg ofte føler mig nedtrykt og fælder nogle tåre, og at jeg ikke føler mig motiveret af noget, hvilket gør at jeg tit bare sidder og stirrer ud i luften uden at vide hvad jeg vil lave.

Det er ved at være ubærligt. eftersom at det både påvirker min arbejdskraft på gymnasiet og mit humør i det hele taget. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Med venlig hilsen fra en studerende

Dreng, 18 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 18

Tak for dit brev og dine tanker om dit liv, fremtiden og udforskning af rummet.

Du har ret i, at det kunne være fedt at udforske rummet i sit eget rumskib, vandre på andre planeter og opleve storheden i universet. Du har også ret i, at teknologien ikke er udviklet til, at man kan komme så langt ud, og slet ikke alene - endnu. Jeg sidder og tænker på, om du nogensinde har overvejet at blive astronaut, måske en tur til månen kunne være en start? Månen kan man jo godt komme til.

Det at tænke på fremtiden og håbe på, at bestemte ting kommer til at ske, før man skal herfra, er meget normalt. Jeg har talt med andre unge, som f.eks. gerne vil nå at opleve, at fattigdom bliver udryddet, kræft bliver muligt at helbrede, og at man kan fryse mennesker ned, som så igen at fryses op igen på et senere tidspunkt.

Ingen ved, hvad fremtiden kommer til at byde på, eller hvor hurtigt udviklingen lige pludselig går. Det er uvist, og det skal man på en eller anden måde lære at leve med. Du skriver, at tankerne fylder meget hos dig, og at det gør dig nedtrykt. Tanker om at du måske ikke opnår at komme til at udforske rummet i dit eget rumskib. Det er naturligt at opleve perioder, hvor man bliver nedtrykt over tingenes tilstand her i denne verden, og de præmisser vi lever under. Det man bare skal passe på er, at det ikke kommer til at tage fuldstændigt over inde i ens hoved, og det kunne lyde lidt til, at det er ved at gøre det hos dig?

Det, som så kan hjælpe, hvis ens tankerne begynder at styre ens humør, er at dele dem med andre eller beskæftige sig med noget, som flytter ens fokus f.eks. udvikle spil, hænge ud med venner, dyrke lidt motion, høre historier på f.eks. YouTube om astronauters oplevelser ude i rummet eller bare se en god film. Måske du allerede godt ved, hvad som kan hjælpe på dit humør og skrue lidt ned for tankerne. Ellers kunne du måske dele dine tankerne og det, som de gør ved dig, med dine forældre, venner eller måske en lærer? At tale med andre om de ting, som fylder, kan gøre, at man pludselig ser det på en anden måde, og når det sker, kan tingene ændre sig. Men det kan tage tid. Du har jo allerede delt dem med os her på BørneTelefonen, og måske dette svar kan give dig lidt at gå videre med?

Jeg ønsker dig den bedste fremtid med masser af eventyr - enten her på jorden eller ude i rummet.

De bedste hilsner,

BørneTelefonen