Brev

kontaktlinser eller briller

Jeg har gået med briller siden jeg gik i sjette klasse og har ligenu svært med at komme af med dem. Jeg vil vildt gerne bruge kontaktlinser og prøve et nyt look men jeg er bange for hvad mine venner vil sige til det. Jeg har tidligere fået at vide at jeg har små øjne og at jeg ser meget yngre ud så dette er med til at holde mig tilbage for at gøre sådan. Jeg føler dog at når jeg kigger mig selv i spejlet, efter at have gået mange uger hjemme uden briller, at det omhandler proccesen om at blive godkendt af ens venner
Hilsen anonym

Dreng, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 18 år,

Det føles ofte lidt angstprovokerende, hvis man pludselig prøver noget nyt med sit udseende. Det kan være en ny frisure, en ny tøjstil eller som i dit tilfælde – at skifte fra briller til kontaktlinser. Så jeg kan godt forstå, at du grubler lidt over, hvad du skal gøre.

Først og fremmest synes jeg ikke nødvendigvis, at det behøver være “enten eller”. En del skifter mellem at bruge briller og kontaktlinser. Så føler de efter på dagen, hvad de er “mest til” og tager så enten det ene eller det andet på. Det er jo også en mulighed, og på den måde kan du måske gå lidt stille frem og mærke efter, hvad der føles bedst for dig.

Som med mange andre ting påvirker vores selvbillede vores udseende allermest. Dvs. hvis du selv godt kan lide dit udseende uden briller, er der stor sandsynlighed for at andre også kan.

Som du selv er inde på, lyder det som om, at det primært er pga. omgivelsernes mulige reaktion, at du tøver lidt. Det at det ikke er styrende for dine valg, og at du dermed ikke afholder dig selv fra at prøve noget nyt af frygt for, hvad de måske vil sige. Du kan evt. teste det med en af dine nære venner for på den måde at blive fortrolig med at gå med kontaktlinser, inden du viser det til alle. Hvad tænker du om den ide?

En ide er også at prøve at bruge kontaktlinser i forbindelse med sport eller træning, hvis ikke du gør det i forvejen.

Hvis du kaster dig ud i at bruge kontaktlinser, skal du nok regne med at få nogle kommentarer. Men det behøver ikke være negativt. Kommentarer kan komme fordi brillerne så længe har været en naturlig “del af dig”, og nu er væk. Det har krævet lidt tilvænning for dig selv derhjemme, så det kræver måske også naturligt lidt tilvænning fra dine omgivelser. Giver det mening? Ligesom hvis en god ven har været langhåret længe, og pludselig klipper det kort. Det kan sagtens være lige så pænt, eller måske pænere – men pludselig ser personen anderledes ud, og der går lidt tid før det bliver “det nye normale”.

Jeg håber du har fået mod på at prøve det af – måske et skridt af gangen. Du kan jo altid tage brillerne på igen, hvis du fortryder.

De bedste hilsner fra BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat