Brev

Føler mig ikke elsket

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Du slutter dit brev med at skrive ”Ved ikke hvordan jeg skal forklare det bedre...”, men ved du hvad, jeg synes faktisk at du forklarer rigtig godt hvad det hele handler om for dig. Din overskrift siger alt. Føler man sig ikke elsket smitter det af på resten af ens liv så dét, at det føles mærkeligt ikke at være en del af klassen er helt forståeligt og naturligt. Vi mennesker kan rigtig godt lide at være sammen med andre mennesker. Og vi kan allerbedst lide at være sammen med nogen som elsker os og som vi kan elske tilbage.

Jeg får lyst til at spørge, hvor længe denne følelse af ikke at være elsket og en del af klassen har været i dig? Har det på et tidspunkt været anderledes? Jeg tænker på, hvor glad jeg er for, at du nævner din mor og mormor, som får dig til at føle dig elsket. Er I så tætte, at du har betroet dig til dem? Fortalt dem, hvad du beskriver her i brevet? Det kan være rigtig svært at overskue når man er i midten af noget svært, at se vejen ud, men nogen gange kan det hjælpe, at der står nogen på den anden side og guider én og hjælper én med at finde vejen frem. Måske din mor og/eller momor kunne hjælpe dig og støtte dig? Og måske du endda med deres hjælp kunne nå til at finde nogle helt præcise ting, som din familie eller dem fra klassen gør, som får dig til at føle, at du ikke er elsket og så spørge dem, hvorfor de gør som de gør eller hvad de mente i den præcise situation, for du blev altså ked af det. Giver det mon mening for dig?

Sammen med din mor og mormor kunne du muligvis også finde frem til nogle situationer hvor du føler dig elsket og prøve at beskrive dem mere præcist. Hvad er det der sker i de situationer? Hvad gør eller siger du? Hvad gør eller siger de andre? Det kan styrke at tænke på de situationer, der er gode for én og finde ud af hvordan man kan skabe flere af dem.

Nogle gange når man har det svært og der er nogle følelser der fylder meget, så kan det nemlig være en god ide at kigge efter små bitte øjeblikke, hvor noget der var rart og så gøre endnu mere af det. Gør man noget der er rart for en selv, så bygger man lige så stille lidt mod op indeni og måske dette mod kan hjælpe dig til at tale med din familie? Og siden kunne de måske hjælpe dig med at tale med nogen voksne fra skolen? Det er jo dem, der skal hjælpe dig til at få det bedre med din klasse.

Jeg håber mit svar kan være med til at hjælpe dig på vej.

Til sidst vil jeg minde dig om, at vi altid gerne vil tale endnu mere med dig om alle dine tanker og følelser på telefonen, på sms eller chat.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat