Er det syner, eller faktisk ånder?

Hej BB!
Jeg har et problem der gør mig rigtig bange. Det er torsdag nu, og det startede natten til søndag. Lad os starte fra en ende! Lørdag var jeg til en fest med min kæreste. Jeg fik noget at drikke og sådan, og da jeg ikke er vant til at drikke, så bliver jeg hurtigt påvirket. Jeg var helt klart ikke fuld, men lidt påvirket var jeg.

Min kæreste tog mig så med ind i sengen, fordi jeg frøs, var træt og svimmel. Vi lå og puttede lidt. Så tror jeg, at jeg faldt i søvn. Vågnede ved at min kæreste sagde, at jeg snakkede i søvne. Jeg havde sagt, at forsangeren fra Linkin Park var gået igennem rummet. Og at jeg havde bedt ham om at kigge. Så faldt jeg vist i søvn igen. Og der sagde jeg, at en dreng stod udenfor hoveddøren med et brev i hånden.

Jeg blev ved med at falde hen, og sagde, at de to mennesker blev ved med at være der. Nå jo, plus en ældre mand, der “hjemsøger” vores hus. Festen blev holdt langt væk fra hvor jeg bor, så er lidt overrasket over, at han følger efter mig.

Ham der “hjemsøger” vores hus, har næsten altid været der. Han skræmmer mig ikke rigtig, men han har givet mig nogle mareridt på det sidste, som er meget svære at forklare. I drømmene gør jeg mig selv ondt. Jeg begår selvmord på nogle forskellige måder.

Men tilbage. Alle de gange min kæreste vækkede mig, slog han mig nærmest på kinden, fordi jeg ikke ville reagere. Han ved alt om de mareridt jeg har haft, og “syner”. Min kæreste gik endda ud til hoveddøren for at kigge, om ham drengen stod der. Han gjorde det 2 gange. Det fortalte han mig efterfølgende. Han fortalte mig også, at jeg havde sagt noget i stil med “Skal jeg hoppe!?” og min kæreste så har spurgt: “Hvorfra?” Og jeg har svaret “Storebæltsbroen”. Og det var med den lille dreng.

Jeg kan kun huske, at jeg så de mennesker, og at jeg nogengange sagde noget, der ikke lige hang sammen. F.eks. kan jeg huske, at jeg begyndte at snakke om stjernerne. Selvom vi lå indenfor. Og at jeg skulle til at sige ting, som ikke var der, og når jeg selv lagde mærke til det, stoppede jeg mig selv.

Det skal lige siges, at ham drengen er en fra min skole. Ved ikke hvad han hedder, men ved han går min skole.
Mandag morgen tager jeg selvølgelig i skole. Der får jeg så en veninde til at finde ud af, hvad den lille dreng hedder. Så vi går ned i frikvarteret, for at lede efter ham. Men så finder vi ud af, at han er blevet indlagt på sygehuset. Han havde fået nogle anfald. Han var død i nogle minutter mellem 11 og 12 natten til søndag. Lige præcis i den tid, hvor jeg synes jeg så ham.

Mandag eftermiddag, efter skole tog jeg hjem som sædvanligt. Så faldt jeg næsten i søvn. Og lige før jeg sov, så jeg en kvinde. Vandet fossede af hende. Og det blev ved. Så sagde hun, at hun var bange. Og at jeg skulle hjælpe hende. Jeg formoder, at hun var blevet druknet. Jeg blev bange og turde derfor ikke at sove, selvom jeg var super træt.

Om aftenen før jeg sov, skete der ikke noget. Men tirsdag efter skole igen, tog jeg hjem, og var ved at falde i søvn på en madress i stuen. Så kommer der en pige hen til mig. Hun havde et reb rundt om halsen og helt sort under øjnene af mascara. Hun havde tydeligvis grædt. Hun begyndte at snakke. “Jeg fortryder så meget! Min familie skulle ikke blive så kede af det! Hjælp mig tilbage! Jeg savner dem så meget!” og jeg lå bare og stirrede på hende. Så fik jeg sagt “Jeg ved ikke, hvordan jeg skal hjælpe dig. Undskyld.”

Så skrev jeg det hele til min kæreste. Så blev han ved med at sige, at jeg kunne se ånder. Men jeg blev bange, så bliver ved med bare at sige, at det var syner. Men så faldt jeg så i søvn. Stadig tirsdag. Aften. Der ser jeg en mand. Jeg kunne ikke se hans ansigt. Bare en skikkelse. Han sagde, at han havde brug for hjælp. Og at jeg skulle finde hans to venner. Jeg blev skræmt, og sagde det hele til min kæreste igen. Mens jeg så falder i søvn, leder min kæreste nyhederne igennem, for at finde ud af, om der er nogle forsvundne. Onsdag morgen læser jeg en lang sms om 3 mænd der er forsvundet i en båd. Og at de stadig ikke er fundet.

Så begynder jeg at blive bange for, om jeg kan se ånder. Jeg ved virkelig ikke, hvad der er sket. Så da jeg skal sove onsdag aften, ser jeg min kæreste stå og har skåret sig i håndleddet. Jeg sætter mig op og begynder at græde. “Du skal ikke græde skat. Det her er det bedste. Du skal ikke følge efter mig. Ikk’ græd søde. Gid jeg kunne holde om dig. Ring til min mor, men sig jeg ikke vil forstyrres. Beslut dig snart for hvad du vil, for jeg forsvinder snart. Farvel. Jeg elsker dig min skat. Husk mig.”

Der blev jeg virkelig frustreret og ringer til min kæreste. Han hører mig græde, og lægger derefter på. Men han svarer, så han er ikke død. Så må det være syner. Men hvad med de andre personer? Det frustrerer mig helt vildt, og jeg er vildt bange for at ligge mig til at sove nu. Jeg vil bare have de mennesker til at forsvinde. Forresten, min kæreste og jeg var ikke sammen noget af tiden i den uge, kun weekenden. Og en ting mere, vi har begge selvmordstanker. Det var derfor jeg reagerede så hårdt, da jeg så ham på mit værelse.

Jeg tror ikke på, at en læge vil kunne hjælpe. Jeg er bange for prof. hjælp. Eller egentlig ikke, bare for at skulle fortælle min far det, af andre grunde! De mennesker skal bare stoppe med at komme til mig. Jeg ved ikke, om jeg skal ignorere dem, eller sige de skal stoppe med at komme til mig. Det går mig bare på. Håber på den bedste hjælp, eller bare lidt råd.
Hilsen A!