Kære Trine
Tak for et fint svar til pigen på 14 år, som er bekymret om det er en depression hun bøvler med. Det er super godt, at du gør det tydeligt, at det er almindelig ting hver for aig, som vi som mennesker bøvler med og samtidig tager hendes egen 'mistanke' seriøs. Fint at du tilføjer, at de andre hun kan snakke med, 'skal være nogen som ser/forstå hende på andre måder end moren. Det er egentlig en væsentlig detalje!
Jeg har føjet lidt til omkring tvangstanker og en smule om, at puberteten også bringer hormonelle påvirkninger af humøret i spil.
Kh Kristna
Kære du,Det var godt du skrev for jeg kan læse at du ikke har det godt. Det er rigtig flot at du skriver herind, og jeg synes du meget fint beskriver hvordan du har det.Jeg er glad for at læse at du har veninder, som spørger til hvordan du har det. Og at du normalt er glad for skolen, og dine fritidsinteresser. Når dine veninder spørger til dig, viser de dig, at de bekymrer sig om dig, passer på dig – at de nok mærker, at der er noget som føles anderledes som de gerne vil hjælpe med. Mon du oplever det på samme måde? Men jeg kan forstå, at det den sidste måneds tid har ændret sig. Du beskriver at du er trist, irriteret, har humørsvingninger, ikke er interesseret i skolen og dine normale aktiviteter, har mange "dårlige dage", og har tanker om at en ulykke vil ramme din familie. Hver af disse ting, er hver for sig helt almindelige ting, som alle oplever. Men det skal ikke være sådan, at man har det sådan hver dag, hele tiden, i længere perioder. Jeg synes du har gjort det helt rigtige, nemlig at snakke med din mor om det. Og det virker som om, at hun måske ikke helt forstod, hvordan du har det, og hvor ked af det du er, ud fra den samtale I havde. Din mor beskriver det som tvangstanker, hvilket jeg godt kan forstå, at du ikke er enig i. Jeg gætter på, at din mor måske ikke helt ved, hvad hun skal gøre eller sige til dig. At hun ved at kalde det for tvangstanker prøver at forstå, hvad det kan handle om. På det du skriver i dit brev, lyder det mere som bekymringer og tanker om at miste dem du holder af. Det er også ganske almindeligt at have det sådan, det kan være en måde at forberede sig på, hvis det nu skulle ske og også tanker, der ofte kommer til os omkring puberteten, hvor vi bliver mere selvstændige og uafhængige af vores forældre. Måske fik jeg skrevet det lidt indviklet? Men tanker om at miste, kan også forstås, som en del af den proces vi skal igennem fra barn - ung - voksen. Ofte komme tankerne om ulykker også, når vi hører andre fortælle eller ser det i medierne. Men tankerne om at miste eller at en ulykke rammer familien, skal ikke fylde så meget, at det er svært at koncentrerer sig om andre ting. Både det at du har snakket med din mor, og skriver herind, viser mig, at du er en stærk og modig pige, der tør søge om hjælp, og ønsker at få det bedre. Det er nogle rigtig gode egenskaber at have. Og det gør at jeg tænker, at du nok skal få det bedre.Jeg synes at du fortsat har brug for hjælp. Du skal ikke stå alene med at have det sådan her. En ting, der også kan indflydelse på vores humør og tanker, er også det at være i puberteten... De hormoner som kommer i gang, har også betydning for vores humør og de måder vi kan svinge op og ned, uden helt at forstå hvorfor vi gør det. Så det kan også være derfor du mærker at humøret svinger.Du spørger til om du er deprimeret, og det kan, på det du skriver ikke udelukkes. Men jeg kan heller ikke sige om det er en depression, det er noget en læge eller psykolog kan finde ud af ved at snakke med dig. Du nævner også, at sundhedsplejersken engang har sagt til dig, at du har en snert af Aspergers. Jeg ved ikke, hvad hun har ment med det? Det lyder også til, at du undrer dig over og måske er bekymret for, hvad det betyder for dig. Samtidig må jeg også sige til dig, at sundhedsplejersken ikke kan eller må stille diagnoser. At fortælle dig, at du har en snert af Aspergers syndrom, er ikke ok. Der skal altså andre fagfolk til, som er uddannet og arbejder indenfor området, fx en læge, psykolog eller psykiater.Har du fortalt det til din mor, at sundhedsplejersken har sagt det, og at du bliver i tvivl om hvad hun mener? Jeg synes i hvert fald, at når sundhedsplejersken har sagt det til dig, så må hun også forklare, hvad hun mener, og hvad der kan gøres ved det - så du ikke skal gå rundt og være i tvivl om det. Det er jo ikke sikkert, at hun helt har ment det, eller hvis hun har – ikke sikkert at hun har ret. Det er ikke helt til at vide, før man har fået en forklaring.Hvis du fortsat har det dårligt, når du ser mit svar i brevkassen, synes jeg du skal prøve at snakke med din mor igen om hvordan du har det. Måske vise hende dit brev og dette svar.Er der nogen andre du kan snakke med? Hvad med din far, en nær tante eller onkel, en som forstår dig, på en lidt anden måde – ville du kunne fortælle en af dem, hvordan du har det og det du gerne vil have hjælp til? Hvordan er det ovre i skolen, har lærerne opdaget, at du ikke er så interesseret længere? Måske er der en lærer, som har spurgt ind til dig og har det særligt godt med. Er der en af lærerne, du kunne fortælle hvordan du har det?
Det kunne også være en idé at snakke med din mor, om I skulle spørge skolen om at få snakket med en skolepsykolog – hvad tænker du om det? En anden mulighed er, at du går sammen med din mor eller far til lægen, og fortæller lægen det du har fortalt mig om, hvordan du har det.Jeg håber du bliver ved med at søge hjælp til du får det bedre. Det er dine forældres ansvar at passe på dig, og hjælpe dig, når du ikke har det godt.Du er også meget velkommen at chatte, ringe, sms'e på 116111, og fortælle hvordan det går. Vi vil meget gerne hjælpe dig, så kontakt os endelig, hvis du har svært ved at få den hjælp du har brug for.Jeg ønsker dig alt det bedste.Kærlig hilsen BørneTelefonen
