Dårlig selvtillid og alt det andet

Kære bb.
Jeg er en pige på 13 år (bliver 14 til marts), og jeg har brug for at dele mine problemer. Jeg forventer ikke, at I direkte kan hjælpe mig, men jeg har ingen at fortælle alt dette til, ingen der kan forstå. For et år siden, i februar 2011, skiftede jeg skole, fordi jeg havde det rigtig svært i min gamle klasse; alle pigerne var hestepiger, og jeg passede ikke ind længere.
 
Jeg havde kun tre veninder, en pige, jeg stadig er veninder med, som jeg har gået i børnehave med, vi kan kalde hende L; en pige, jeg var begyndt at blive rigtig, rigtig gode veninder med, vi kan kalde hende S; og en anden pige, jeg var rigtig meget sammen med, vi kan kalde hende R. Da jeg skiftede skole, blev S rigtig vred på mig, og hun svigtede mig totalt. Hun sårede mig rigtig meget.

Et stykke tid efter jeg havde skiftet skole, tog jeg til R’s fødselsdag. Jeg har ifølge mit BMI og alle jeg spørger, aldrig været overvægtig, men da jeg tog hjem, var alle de andre piger fra min gamle klasse oppe på R’s værelse, og det sidste, hun sagde til mig, da jeg gik, var: “Ej, nu hvor du går, kommer jeg til at føle mig mega fed!” Da besluttede jeg, at jeg ikke ville ses med hende længere.

Vi har ofte skændtes før, mest over nettet, og hun har bagtalt mig. Jeg fortalte hende også engang en hemmelighed, som INGEN måtte vide, og hun sagde den videre. Eftersom vi ikke længere gik i klasse sammen, behøvede jeg jo ikke se hende længere, så jeg stoppede med at svare på hendes beskeder på facebook, msn og sms.

Det samme gjorde jeg med S. S og jeg har dog skrevet lidt sammen på facebook, og hun har undskyldt. Vi har også været sammen én gang, men ikke siden. Jeg føler, at hun må tage initiativet, for jeg er ikke villig til at lægge mit hoved på et fad for hende igen; jeg er ikke villig til at lade hende såre mig igen.

På min nye skole gik det rigtig fint, og gør det stadig. Jeg begyndte at være rigtig gode veninder en pige – vi kan kalde hende V – og vi var ofte sammen. Jeg var dog også rigtig gode veninder med to andre piger, som vi kan kalde H og N. Jeg ved ikke præcist, hvornår det skete, men på et tidspunkt efter at H desværre var flyttet, begyndte jeg at være næsten 100% kun sammen med N.

Vi har rigtig meget tilfælles, men jeg føler, at jeg har skiftet hende ud med V, hvilket jeg har det lidt dårligt med. Desuden skriver jeg med en 15-årig pige, som jeg også er venner med på facebook. Vi har skrevet sammen i noget tid – og ja, jeg er 100% sikker på, at hun ikke er en faker – og hun har det rigtig svært. Derfor har jeg svært ved at skrive med hende, fordi hun ikke kan skrive andet end negative beskeder.

Dog er hun god til at forstå, og jeg kan også betro mig til hende, fordi hun har betroet sig til mig med alle sine problemer, og der er ikke så få. Hun gør mig dog lidt deprimeret, på trods af, at jeg er kommet til at holde af hende. Jeg går hver dag med en knude i maven, fordi jeg er så usikker og har så dårlig selvtillid, at jeg er virkelig bange for at gøre eller sige noget forkert, jeg er endda bange for at skrive noget forkert på facebook.

Da jeg var mindre, skammede jeg mig ikke det mindste over, at mine to “lidenskaber” er at læse og skrive, og min drøm er at blive forfatter; nu føler jeg, at jeg lever i et univers, hvor det gælder om at være ligesom alle de populære på min alder. Og jeg lever ikke op til deres standarder; jeg har været “teenager” siden jeg var omkring 11 år gammel, og jeg har aldrig kysset en dreng.

Jeg er utroligt genert, og drengene på min egen alder er så latterlige – de interesserer mig ikke det mindste. Jeg har ikke været forelsket i meget lang tid. Selvfølgelig kan jeg se, når en dreng er lækker, men jeg synes bare, det er så latterligt, at de kun fokuserer på pigers popularitet og udseende, og de går kun efter piger, der er fremme i skoene, hvad jeg ikke er.

Jeg har selvfølgelig tænkt på at finde én, der er ældre end mig, men hvordan i alverden skal jeg møde sådan en? Jeg er for genert til selv at gå hen til en fra skolen… Tanken om at prøve at date piger har også strejfet mig, men jeg har aldrig været forelsket eller følt mig tiltrukket af en anden pige, selvom tanken om at kysse og gøre ting med en pige, ikke ligefrem frastøder mig,

Jeg føler mig egentlig okay selvsikker, når jeg ser billig ud, underligt nok. Når jeg har meget makeup, pushup og nedringet tøj på, men igen er jeg bange for, hvad folk tænker om mig, hvis jeg til hverdag går sådan ud – desuden vil jeg meget nødigt se billig ud, og have et sådant ry. Jeg føler et oftere og oftere selvhad, hvor jeg mest hader min – undskyld sproget – røv, og min mave.

Jeg føler mig også usikker, og føler mig ikke køn nok, fordi ingen drenge interesserer sig for mig. Min mor siger, at jeg har tabt mig, siden jeg skiftede skole, men på min gamle skole trøstespiste jeg også hele tiden. Nu træner jeg hver eller hveranden dag, hvor jeg træner mave, lår- og baller, og ryg.

Jeg spiser næsten ikke slik og andet usundt i hverdagen, men jeg gør det fredag og lørdag, og jeg får det sindssygt dårligt med mig selv, når jeg har gjort det, og er NØDT til at træne bagefter, og hvis jeg er sammen med nogen, gør jeg det dagen efter. I min gamle klasse turde jeg trods alt “råbe højt” og svare igen, hvis nogen dissede nu; nu er det som blæst ud af mit hoved, og jeg aner ikke, hvad jeg skal sige.

Sidst jeg vejede mig – det er noget tid siden, fordi jeg ikke har nogen vægt – vejede jeg 50 kg, og jeg er ca. 165/166 cm høj. Og så er der det med min far. I min gamle klasse havde jeg det som sagt rigtig dårligt, og tanken om selvmord strejfede mig indimellem.

Mine forældre er skilt, og min far er gift med en – igen undskylder jeg for sprogbruget – rigtig kælling, som vi kan kalde B. De har dog fået en dreng sammen, vi kalder ham lige P, som er 3 år, og bliver 4 til april. Da han blev født, bragte han et lys ind i mit liv. Han betyder alt for mig, jeg elsker ham så højt, og han reddede virkelig mit liv, dengang jeg var virkelig langt nede.

Jeg hader B, min papmor, af forskellige årsager; dels mener jeg, at hun har suget livet ud af min far, som engang var en afslappet musiker – nu er han en meget kontrolleret mand, som går VIRKELIG meget op i sundhed, han løber hele tiden, og spiser kun fiske- og fuglekød af sundhedsmæssige årsager. Jeg kan ikke holde ud at være der mere end den ene gang om ugen, jeg er der, nemlig hver søndag.

Hveranden søndag overnatter jeg der, hveranden søndag kører min far mig hjem til min mor igen efter aftensmaden. Jeg savner min far, og ikke mindst min elskede lillebror, P. Hver gang jeg kommer, kommer P løbende og råber mit navn, og giver mig et kæmpe kram. Jeg er ikke i tvivl om, at han er glad for mig, men jeg er så bange for, at han bliver uafhængig af mig, eftersom jeg er der så lidt, som jeg er, og at han bliver ligeglad.
 
Han fortæller mig ofte, hvor meget han savner mig, men efterhånden som han vænner sig til det med alderen, stopper han måske også med det? Min mor og min papfar har fået en dreng sammen også; han er 9 år, og han er altid så sur overfor mig. Og ham omgås jeg endda hver dag, så jeg er frygtelig bange for, hvordan det vil udvikle sig med P.

Jeg ville ikke kunne bære, hvis det samme skete, eller det der er værre. Der kan gå en hel dag, uden at B (min papmor) og jeg taler sammen. Vi kan lige have sagt “hej” til hinanden, men det er oftest også dét. Jeg har talt lidt med min far om det; han er ikke meget for at snakke om følelser, men jeg har dog fået ud af ham, at han godt ved, hvordan det er mellem os, det kan han jo både se og mærke. Han ved bare ikke, hvad han skal gøre ved det.
 
Hun har været der, siden jeg var 4 år, og jeg kan heller ikke længere se nogen løsning på problemet. Jeg er simpelthen ikke længere villig til at forsøge, for jeg hader hende så indædt, at jeg aldrig har hadet nogen andre så meget, ikke engang de veninder, der har svigtet mig. Jeg vil ikke bede min far om at vælge mellem os. Det ville jeg aldrig kunne gøre mod min elskede P.

Jeg kan ikke mærke eller se nogen kærlighed mellem B og min far, men jeg har for nyligt spurgt ham, og han siger, at han elsker hende. Om det er sandt ved jeg ikke, men hvis de ønsker at blive sammen, må det være deres valg. Jeg vil heller ikke bede min far vælge mellem os, for det har han jo i grunden allerede gjort; han ser, hvordan det er mellem os, og han ved, hvor lidt jeg er hos ham.

Alligevel bliver han sammen med hende. For mig har han valgt hende over mig. Min mor ved alt om, hvordan jeg har det med tingene hos min far, og lidt af de andre ting. Jeg taler godt sammen med hende, men jeg vil ikke fortælle hende ALT. Ikke alle disse ting.

Jeg har heller ingen veninder, der vil kunne forstå det. Og jeg kan ikke få noget ud af at fortælle dem om det; derfor skriver jeg til jer, og jeg håber på et svar, der måske kan hjælpe mig videre, i hvert fald med nogle af tingene. På forhånd tusind tak for at jeg måtte bruge jeres tid.

Venlig hilsen den meget usikre pige.