Kære pige på 13 år
Det er dejligt at læse, at I arbejder med børns rettigheder i klassen. Det er et vigtigt område at kende til – både for børn og voksne. Det er helt rigtigt, at man som barn også har ret til privatliv. Det kan dog godt være en lidt svær rettighed at forstå…for der står ikke direkte, hvad det så betyder.
Derfor kan jeg godt forstå, at du er lidt forvirret, om det så fx betyder, at skal have sit eget værelse. Det gør det ikke nødvendigvis. Der er mange børn i Danmark, der deler værelse med fx deres søskende eller måske forældre, fordi de bor et sted, hvor der ikke er mulighed for at have hvert sit værelse. Men selvom man ikke har sit eget værelse, kan man godt have privatliv alligevel. Men det kræver ofte, at man får en snak i familien, så ens forældre og søskende ved, at man måske ikke helt føler, at man har så meget privatliv. Måske kan man sammen lave nogle små ændringer, der gør, at hele familien bliver gladere. For vi har alle brug for lidt “alene-tid” imellem.
Jeg ved fx, at nogle laver aftaler, så man har sit eget skab eller kommode, hvor resten af familien ikke har adgang. Der ligger de ting, som man gerne “vil have for sig selv”. Det kan også være, at man laver en aftale om, at der er tidspunkter på dagen, hvor man har lov til at være alene på dele-værelset, fx et par timer om dagen eller måske en hel dag, hvis man har en kammerat med hjemme. Man kan fx også aftale, at man husker at banke på og vente på svar, før man åbner døren ind til værelset eller at man har ret til at låse døren.
Mon det kunne være noget for dig at tage en snak med din familie, så I kan finde ud af, hvordan I sørger for, at I alle har mulighed for lidt mere privatliv derhjemme? Du kan jo starte med at fortælle din familie om det, som du har lært i skolen, for det er slet ikke sikkert, at de kender den rettighed? I kunne måske bruge vores tema om rettigheder, hvis det er en hjælp: https://bornetelefonen.dk/rettigheder/
Du er også meget velkommen til at vise dem dit brev og mit svar. Måske det kan give anledning til en god snak?
Husk også, at du altid kan ringe til BørneTelefonen på 116111.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen