Hej Pige
Hvor er det godt du skriver, når du har brug for hjælp og tingende ikke er som de skal være. Jeg skal hjælpe dig så godt jeg kan.
Jeg kan godt forstå at seksualundervisning er ubehageligt for dig
Det giver rigtig god mening, når du netop har haft dårlige og sikkert grænseoverskridende oplevelser med drenge og mænd før. Det er virkelig ærgerligt at din lærer og forældre ikke lytter for der er slet ikke noget at sige til, at det kan være svært at lytte til undervisningen når det kan rive op i dårlige minder.
Seksualundervisning er vigtigt og skal gerne være en rar oplevelse for alle involveret, så man kan lære hvordan, man skal forholde sig til det seksuelle og hvordan, man skal være over for andre. Du har lige som alle andre elever ret til at have det godt i skolen og din lærer skal sørge for, du får støtte, hvis undervisningen er svær for dig at deltage i.
Kan du mon prøve at snakke med dem igen?
Du skriver, at du har prøvet at sige til både dine forældre og lærer, hvordan du har det. Kender de til dine dårlige episoder med drenge og mænd? For så burde din lærer have tænkt over det. Men det er virkelig godt du føler efter og prøver at gøre opmærksom på, at du ikke har det godt.
Jeg synes du skal overveje at prøve at snakke med din forældre og lærer igen, for nogle gange bliver folk mere klar over, at det er et problem anden gang, man bringe det op. Især hvis du siger du ikke føler de lytter til dig.
Du kan måske også prøve nogle andre måder at få deres opmærksomhed så som at skrive dine tanker ned og give dem til dem som et slags “brev” eller sende det som mail elle sms. På den måde kan du finde ud af præcis hvad, du vil sige og de får alt at vide på én gang, uden at kunne afbryde.
Du får lige et link til vores guide i at snakke om noget svært: her
Er der andre, du er tryg ved
Du kan også overveje, om der måske er en anden voksen, som kan hjælp dig fx en anden lærer du er tryg ved, en bedsteforælder, onkel/tante. Det kan være det vil gøre det nemmer at snakke med dine forældre/lærer hvis du har en voksen på din side, som kan hjælpe. Hvad tænker du om det forslag, kunne du mon have mod på at række ud til nogen, du er tryg ved?
Skolen skal være tryg
Du skal i hvert fald ikke give op. For der skal tages højde for, at du har svært ved at være med til seksualundervisning, så der kan findes en måde at gøre det til en rar oplevelse for dig og det skal skolen arbejde med.
Alternativt kan du også forslå om du kan lade være med at deltage i de timer. Det tænker jeg vil kunne give rigtig god mening at bede om.
Når du har oplevet episoder med dreng og mænd, der ikke kunne holde sig væk, så kan emnet omkring sex, føles som om at din krop er tilbage i de situationer igen. Måske det er sådan det føles for dig til seksualundervisning? Det kan man kalde at blive retraumatiseret. Hvis det er sådan det er for dig, så har du al mulig god grund til at skulle passes rigtig godt på og fx undgå at deltage i de her timer.
Hvad tror du der vil ske, hvis du fx viser det her svar til dine forældre eller din skole? Måske de bedre vil kunne forstå hvorfor det er vigtigt at lytte til dig, når du siger at det er ubehageligt at deltage i den undervisning? Det håber jeg meget at de vil.
Du har ret til hjælp
Jeg bliver bekymret, når du fortæller at du har oplevet episoder med dreng og mænd, der ikke kunne holde sig væk.
Sådan er der ikke nogen, der må behandle dig. Og du skal vide at du har ret til at få hjælp, når du har været udsat for noget grænseoverskridende.
Du kan få en bisidder fra BørneTelefonen
Vi har nogle rigtig rare bisiddere, som er gratis at få hjælp af og findes i hele Danmark, lige meget hvor i landet du bor.
En bisidder kan hjælpe dig med at kontakte kommunen og spørge om hvad for noget hjælp du kan få, når du har oplevet noget, som slet ikke er okay.
De her kan hjælpe dig
Nu ved jeg jo ikke præcis hvad, der er sket. Men hvis det, du har oplevet, var et forsøg på voldtægt, så skal du vide, at du har ret til at få hjælp her: Center For Voldtægtsofre
De har åbent hele døgnet og det er lige meget hvor længe, det er siden, det er sket, så vil de stadig gerne hjælpe dig.
Privatsnak
Hvis du har lyst til at læse mere om puberteten, sex og seksualitet så kan du finde det lige her: Privatsnak. Måske det vil hjælp selv at kunne bestemme hvornår, du vil vide noget om det – og du kan gøre det i dit eget tempo.
Jeg håber mit brev kan hjælpe dig. Husk på, at du har ret til at have det godt i skolen og det skal dine lærere hjælpe med. For dine følelser er vigtige.
Hvis du har lyst til at snakke mere eller har nogle spørgsmål så kan du altid skrive til os eller ringe på 116111.
Kærlig Hilsen BørneTelefonen.