skole og hjemmmet! ikke godt

Kære pige på 12 år
Mange tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver til os. For den mobning, som du fortæller, du oplever i skolen, er slet ikke okay.
Jeg får lyst til at rose dig, for når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du faktisk allerede har forsøgt at få hjælp til at få det bedre.
Normalt kan man i vores svar i BørneBrevkassen læse, at det er vigtigt at tale med en voksen, når der er noget, der er svært. Det i sig selv kan være rigtig svært, og derfor er det også rigtig, rigtig svært, hvis man så, når man henvender sig til voksne, ikke bliver mødt med den hjælp, som man har brug for.
Skoletiden er vigtig. Både fordi børn og unge bruger relativt meget tid i skolen, men også fordi det er en vigtig tid i livet, hvor børn og unge har brug for venner og veninder at læne sig op ad og socialisere sig med. Derfor er det også helt naturligt, at du bliver ked af det og føler dig ensom, når du oplever at blive mobbet, og når du savner nogle at være sammen med i skolen.
Du fortæller, at skoleinspektøren flere gange har været inde over din situation og talt med dig og dine forældre om at flytte skole, men at der intet er sket. Det er ikke i orden. Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at den mobning du oplever i skolen – endda gennem flere år – SKAL stoppes. Faktisk er det sådan, at alle skoler skal have en antimobbestrategi. Og lærerne har pligt til at hjælpe dig med at stoppe mobningen, men det kræver selvfølgelig, at lærerne ved, hvad der sker. Mon du kan komme i tanke om lærer, som du kunne sætte dig ned sammen med og fortælle om den mobning, du oplever, ligesom du har fortalt os i dette brev?
Det er fint, at du er begyndt at løbe, for det lyder som om, at du i dit løb får et positivt frirum, at du nyder det. Det er godt. Det er også rigtig fint at læse, at du ikke i sommerferien har cuttet, men i stedet har kunnet få tømt tankerne og har fundet ro i tiden, hvor du har været væk fra skolen.
I det hele taget tænker jeg, at det lyder til, at du virkelig prøver at hjælpe dig selv til at få det bedre. Det er så flot. Men jeg tænker også, at du ikke skal gøre det helt selv. Jeg tænker, at du har brug for, at der er nogle voksne, som hjælper dig med at få det godt igen. Det er sådan, at det er de voksne, som er omkring dig, der har ansvar for at hjælpe dig, når der er noget, der er svært.
Du skriver, at du har skrevet et brev til din mor omkring dine selvmordstanker, og at hun blev rørt, men at hun ikke har reageret yderligere. Du skriver også, at du skændes meget med din far. Jeg kan godt læse, at det ikke er det bedste forhold, du har til dine forældre lige nu. Alligevel tænker jeg, at det måske er et forsøg værd, at du får talt med dem begge to igen – måske viser dem dette brev? Måske kan du sammen med dine forældre tale med en lærer, som du stoler på?
Det kan også være, at du har mere lyst til at tale med din mormor, din faster, eller en helt anden voksen, som du har tillid til. Det vigtigste er, at du ikke går alene med dine problemer. Du har ret til at blive lyttet til.
En anden mulighed kunne også være, at du får kontakt til skolepsykologen på din skole, han eller hun har nemlig også pligt til at hjælpe dig.
Du er også altid velkommen til at ringe til os på BørneTelefonen på tlf.nr. 116 111, eller skrive til os på BørneChatten. Så kan du måske sammen med rådgiveren finde frem til, hvem du bedst kan snakke med.

Bedste hilsner til dig fra BørneBrevkassen