Kære dreng på 14
Hvor er det godt du har skrevet herind for det er bare slet ikke okay det, der sker i skolen! Det er så sejt af dig, at du har skrevet her ind, det er et super godt brev du har skrevet og du har været god til at fortælle mig, hvad der sker og sætte mig ind i, hvordan du har det - det er meget flot!
Du har helt ret i, at det skal stoppes! For at det kan stoppes skal du have noget hjælp fra nogle voksne du kender, det er ikke noget du skal stå alene med. Du har kæmpet alene længe, har sagt fra og selvom pigerne prøver at sige noget, så lytter drengene heller ikke til dem. Selv om det kan være svært er det vigtigt, at du får det fortalt til en voksen, du kender og er tryg ved. Det kan være en lærer, en af dine forældre, en onkel eller tante, sundhedsplejersken, skolepsykolgen eller måske er der en AKT lærer på din skole. Hvem tænker du først på, som en voksen du vil gå til?
Jeg tænker, at det kan være svært at få sagt, men det er så vigtigt, at du får noget hjælp. Andre der skal sige noget, som kan være svært, fortæller, at det kan være lettere, hvis man skriver det. Du har skrevet et rigtigt flot brev, måske kan en mulighed for dig være, at vise dit brev og mit svar til den voksen som du vælger, at tale med. Hvad tænker du om det? Det kan også være en sms, en mail eller en besked på intra til din lærer eller gerne skolelederen. Skriver du på intra til din lærer og skoleleder, så har du skrevet til to som har pligt til at hjælpe dig, og de kan være to til at løse det.
Du skriver i dit brev, at pigerne siger stop, jeg tænker, at det må være rart for dig, at høre, at de kan se at det på ingen måde er i orden og langt over grænsen. Jeg tænker på, om en mulighed kan være, at tale med et par af pigerne, som måske kan hjælpe dig, med at få snakket med en lærer og de kan fortælle, hvad de har set? Har du mon mod på det?
Du skriver i dit brev, at du tror, at den leg drengene leger er den eneste måde at blive populær eller i hver fald synlig på. Jeg tænker, at det er drengenes måde at vise hinanden, at det ikke er dem der bliver udsat for mobning og bliver holdt uden for. Men det er simpelthen for voldsomt det de gør - det er ikke bare drengelege! Jeg kan godt se, hvad du mener, at på den måde er du ikke udenfor, men det er slet ikke i orden, som du selv skriver gør det ondt inden i. De fællesskaber man skal være i skal være gode og det er de ikke når det gør ondt inden i. Det er der nogle voksne som skal tage ansvar og leve op til det, og det er ved at få stoppet voldsomhederne og få jeres klasse trivsel på en god vej. Jeg tænker, at alle i din klasse må være utrygge, når så voldsomme ting foregår. Jeg håber virkeligt, at du får det sagt eller skrevet, så de voksne kan hjælpe.
Du spørger om du kan holde det ud de næste to år. Jeg tænker, at det du udsættes for skal ændres, så det bliver rart for dig, at komme i skole. Det ikke meningen, at nogle mennesker skal kunne holde sådan noget ud! Selvom det er sommerferie nu, er det stadig muligt at skrive eller ringe til skolen, måske du og dine forældre kan gøre det, så lærerne og skolen er klar til at hjælpe jer når et nyt skoleår starter.
Jeg håber du har mod på, at få det fortalt til en voksen du stoler på. Jeg tænker, at det kan være svært, måske er en idé at ringe ind til BørneTelefonen og tale om, hvordan man får bygget modet op. Vi vil i hvert fald gerne hjælpe dig.
Rigtig mange tanker fra BørneTelefonen