Kære dreng på 12 år
Tak for dit brev, hvor du fint skriver om at du skal have togskinner på, og at der i din klasse er en pige som bliver mobbet af en del drenge i klassen.
Jeg kan godt forstå, at du frygter at blive mobbet. Du kan jo se i din klasse, at det er noget, som man kan blive mobbet med.
Derfor så tror jeg, at det er meget vigtigt, at du får talt med dine forældre om det, inden du har en tid ved tandlægen. Kan du fortælle dem om din frygt for at blive mobbet? Når du taler med dem, så tror jeg faktisk, at det er ret vigtigt, at du fortæller dem om den pige, der bliver mobbet i forvejen på grund af sine togskinner.
Når der er en pige i din klasse, som bliver mobbet på grund af sin bøjle, så er der et problem i din klasse, som skal løses. Det er ikke okay, at der er nogen, der skal have det skidt, fordi de får hjælp til at få rettet tænderne. Det skal løses, men det er nødvendigt, at der er nogen der snakker med din lærer om det.
Hvis du nu får en god snak med dine forældre om det. Kunne du så ikke prøve at overtale dem til, at tage en god snak med din lærer om det. I den snak, er det ret vigtigt, at dine forældre og dig får fortalt, at du frygter det så voldsomt, fordi du kan se, at der er en anden, som bliver mobbet på grund af bøjlen.
Måske kunne det være en god hjælp, hvis du viste dine forældre og din lærer, det brev, som du har skrevet herind og mit svar.
Hvis din lærer savner idéer til hvordan han/hun kan arbejde med jeres klasse, så der bliver bedre trivsel for jer alle i klassen, er der på vores hjemmeside forslag til øvelser I kan lave i klassen. Det kan være, at du sammen med dine forældre kan foreslå din lærer at tjekke det ud? Jeg sætter et link ind du kan klikke på, så har du (og dine forældre) mulighed for selv at se det:
http://www.bornsvilkar.dk/Raadgivning/SkoleTjenesten/Undervisningsmateriale/trivsel-i-skolen.aspx
Jeg håber du kan bruge mit svar. Hvis du stadig har det svært med det, så er du velkommen til at ringe ind til os på 116 111, eller du skal chatte med os her http://www.bornetelefonen.dk/raadgivning/Basechat.aspx
Kærlig hilsen BørneBrevkassen