Kære pige på 14
Tak for dit brev. Jeg vil starte med at fortælle dig, at du bestemt ikke er den eneste der har det sådan, eller i hvert fald er der rigtig mange piger, der på et eller andet tidspunkt har haft samme tanker som dig. Jeg synes du skal være rigtig stolt af at du har skrevet ind til os og stolt af, at du måske med dit fine brev hjælper rigtig mange andre end dig selv. Det kræver tit rigtig meget mod, styrke og ærlighed at åbne sig og fortælle om de ting der kan fylde og det viser du, at du har ved at skrive til os. Det er rigtig godt gået.
Det er ikke unaturligt, at piger i din alder gerne vil begynde at barbere sig. Nogle piger gør det blot og tænker slet ikke over, at tale med sine forældre om det - lidt ligesom at gå i bad og børste tænder. Men, det vil du gerne spørge om, og jeg fornemmer, at det også betyder meget for dig, at din mor synes det er ok, det du gør. Det betyder at din mors mening er vigtig for dig og det tænker jeg, at din mor kan være rigtig glad for. Hun har en datter der gerne vil dele sin udvikling og tanker med hende, mon ikke hun værdsætter det?
Jeg kender jo ikke din mor eller jeres forhold, men måske det kan være, at det slet ikke vil komme bag på din mor, hvis du taler med hende om, at du gerne vil barbere ben og armhuler, som de andre piger? Jeg er nysgerrig på, hvad det er der får dig til at tro at hun vil sige nej? Og hvis hun nu vil vise dig, hvordan man gør, kunne man så forestille sig, at det er fordi hun bare gerne vil hjælpe dig godt på vej, så du f.eks. ikke skærer dig? Det kan godt være, at det kan føles lidt pinligt og lidt akavet...men måske også lidt fedt at vide, at ens mor gerne vil hjælpe. Ellers er det måske en idé at sige, at du gerne selv vil øve dig?
Nogle gange, når man skal åbne for en samtale, kan det være en idé at vide, hvornår og hvad man gerne vil sige. Find de gode argumenter frem, så du kan fortælle hvorfor det er vigtigt for dig at barbere ben. Du kan måske også skrive det i en sms til hende, og så kan du og din mor få en snak sammen bagefter?
Jeg håber rigtig meget, at du får talt med din mor og at det bliver en god samtale. Du har vist flot mod ved at skrive ind til os. Mon ikke du kan bruge det til at komme godt igennem samtalen med din mor på den ene eller anden måde? Jeg synes i hvert fald, at du er en sej pige.
Til sidst vil jeg minde dig om, at du altid er meget velkommen til at ringe til børnetelefonen om måske øve dig på samtalen eller blot tale mere om det. Der er altid en til at lytte.
Kærlig hilsen BørneTelefonen