Kære dreng på 12 år
Tak for dit brev. Der er rigtig mange drenge, der ligesom du, får smerter når forhuden trækkes tilbage.
Jeg gætter på, at du har det man kalder for forhudsforsnævring og det vil være godt at få lægen til at se på det.
Du kan også selv forsøge at træne din forhud, så den bliver blød og smidigere.
Jeg har to forslag til, hvordan du selv, forsigtigt, kan træne forhuden til at blive mere smidig – det kan være, at det hjælper dig.
Ellers er det en god ide at snakke med dine forældre og lægen om det.
Det er muligt at træne forhuden, ved at du hver dag skal trække forhuden så langt tilbage som du kan, uden at det gør ondt. Hver dag skal du se om, du kan trække forhuden lidt længere tilbage end dagen før. Husk at det ikke må gøre meget ondt. Husk at gøre det forsigtigt. Nogen gange hjælper det at være i bad, når man gør det. Så er huden mere afslappet og smidig, hvis det er et varmt bad.
Du kan også træne forhuden ved at ballontisse. Når du tisser, skal du med fingrene klemme let sammen på kanten af forhuden ude på spidsen af din tissemand. Så du laver en slags ballon med forhuden, hvor tisset fylder forhuden, så det ligner en ballon. Når du har fyldt forhuden op, så slipper du og tisser videre som du plejer. Det kan du også træne hver dag.
Der er rigtig mange der oplever, at det hjælper efter noget tid, men hvis det ikke gør, kan din læge hjælpe dig. Ofte så giver lægen en salve, der hjælper, så forhuden bliver blød og smidigere. Når du har smurt salven på er det er vigtigt, at du samtidig træner forhuden, ved at trække så langt tilbage som du kan, uden at det gør ondt. Det vil din læge nok fortælle dig mere om.
Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig ellers er du også meget velkommen til at ringe eller sms’e til BørneTelefonen på 116111.
Kærlige hilsner
BørneTelefonen