Kære pige på 13
Det er godt, at du skriver ind til Brevkassen! Det er svært at gå alene med tankerne om, at man er gravid. Jeg kan så godt forstå, hvis du føler dig alene med det.
Du skal have en abort for at stoppe din graviditet, og du får brug for hjælp – derfor er det nødvendigt, at en voksen får det at vide.
Jeg får indtryk af, at det med mødommen bekymrer dig mest. Du kender din mor bedst, og måske har du gode grunde til at være bekymret for at fortælle det. Måske handler det mere om, at det føles virkelig akavet at tale om sex med din mor. Mange mødre bliver vrede, hvis de bliver ramt af bekymring eller overraskelse. Men langt de fleste mødre vil derefter hurtigt komme til at tænke på, hvordan de bedst hjælper deres barn.
Du kan starte med at sige til hende, at du skal fortælle hende noget svært, og at du har brug for hendes hjælp og støtte. Måske kan du vise dette brev, hvis det er nemmere? Så ved hun også, at hun kan ringe til ForældreTelefonen på 35555557. Her kan hun tale med os om, hvordan hun bedst hjælper dig.
Hvis det er for svært, kan du tænke over, om nogen kan hjælpe dig med at sige det? Eller måske ligefrem sige det for dig? Måske har du en i familien, du taler godt med – og som du kan bruge? En storesøster, der er voksen? Eller en moster? Eller du kan måske bruge en voksen i din skole, din klasselærer, sundhedsplejersken eller en af dine venners forældre. Dem kan du også vise dette brev, hvis det er nemmere for dig.
Du kan også ringe eller gå hen til din læge. Så kan din læge tale med dine forældre om det. Du kan fortælle din læge – hvis du er særlig nervøs for dine forældres reaktion. Så vil din læge beslutte, hvordan du bedst kan blive hjulpet og passet på.
Lige nu, handler det om at få fortalt om graviditeten til en voksen, så den kan blive stoppet. Og dernæst er næste skridt at gå til lægen, gerne sammen med fx din mor. Det er lægen, der kan fortælle dig hvad der skal ske, hvornår og hvordan. Bagefter kan I tale om de ting, der har med faren at gøre. For jeg kan se, at du også tænker på det.
Hvis du igen skulle få brug for os, må du ringe på 116 111. Jeg håber, at du snart vil få det fortalt, så du kan få den hjælp, som du har brug for.
Kærlig hilsen BørneTelefonen