Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Forældre vil ikke lade mig tale med fremmede på internettet

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 14 år

Jeg kan godt forstå, at du gerne vil have dine forældre til at forstå, hvad du får ud af at kommunikere med andre om gaming. Og jeg tror, at du har helt ret i, at dine forældre er nervøse for grooming på nettet, fordi det er noget, som man hører rigtig meget om.

Det er som om, at der mangler positive historier om gaming og det at møde andre online. Mange voksne har ikke selv prøvet at game online, og derfor er det en verden, som de kan have svært ved at forstå. Men for dig og for rigtig mange andre mennesker, så er online gaming et kæmpe univers fyldt med muligheder for gode oplevelser sammen med andre mennesker fra hele verden.

Jeg tænker, at det handler om at få dine forældre til at forstå, hvad du kan få af positive oplevelser gennem din gaming. Og at få dem til at forstå, at det ikke behøver være så farligt.

Jeg vil foreslå, at du aftaler at tale med dem om din gaming. Prøv at finde et tidspunkt, hvor I har god tid og ro til at tale sammen. Det kunne måske være i weekenden eller om aftenen.

For nogle fungerer det godt at gå en tur, mens man taler sammen. Det kan også være, at du hellere vil sidde sammen i sofaen eller ved køkkenbordet. Eller måske kan du invitere dem ind på dit værelse og vise dem Mill-Sims?

Jeg vil foreslå, at du tænker over, hvad du kan fortælle dem om det sjove og gode i online gaming. Hvad oplever du, mens du spiller? Hvad er sjovt, godt, spændende? Hvad får du ud af at samarbejde med andre spillere?

Jeg tror, at du lærer en masse engelsk, at du lærer at samarbejde om svære opgaver, og at du griner og hygger dig sammen med andre – så du måske endda får nye venner. Og måske kan du komme i tanke om flere gode ting.

På BørneTelefonen anbefaler vi meget, at voksne sætter sig ind i deres børns liv – også deres gamingliv og prøver at forstå, hvad børnene oplever. Det er du også velkommen til at sige til dine forældre.

Jeg vil også foreslå dig at lytte til dine forældres bekymringer. Du skriver, at de er bange for grooming. Måske kunne du spørge dem om, hvad de er bange for, at der kan ske. Og måske kan I lave nogle aftaler om, at du kommer og siger det til dem, hvis du oplever noget ubehageligt, når du gamer.

Dine forældre har ret i, at der kan være folk, som man møder på nettet, som vil prøve at udnytte børn og unge på forskellige måder. Men det kan man godt være opmærksom på og beskytte sig selv imod ved at kende faresignalerne.

Man skal især være opmærksom på, om den man skriver med begynder at stille meget personlige spørgsmål om krop eller sex og måske vil have billeder af en.

Det kan også hjælpe at kende sine muligheder, hvis man oplever noget ubehageligt online. Mange steder kan man anmelde og blokere andre brugere. Er man i gang med en chat eller lignende, kan man afbryde forbindelsen.

Det er også en god ide at være opmærksom på ikke at dele ting som sin adresse, telefonnummer og hele sit rigtige navn. Det er ikke nødvendigt at dele den slags for at game sammen. Så for at beskytte sig selv, kan det være en god ide at lade være med det. Måske kan du lave en aftale med dine forældre om, at du ikke fortæller personlige oplysninger om dig selv til dine gamervenner uden først at tale med dine forældre om det.

Det kan også være, at du og dine forældre kan have glæde af sammen at kigge på den side, som vi i Børns Vilkår har lavet om spil og gaming. Du finder den her: om gaming på bornsvilkar.dk

Uanset, hvilke regler I kommer frem til, så er målet at lave nogle aftaler, som både kan gøre dine forældre mindre bekymrede og give dig mulighed for at kommunikere med andre gamere på en tryg måde.

Det håber jeg, at du kan lykkes med, så du kan få alle de gode oplevelser og glæder, som online gaming kan give. Jeg ønsker dig en rigtig god samtale med dine forældre.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Er du gamer eller gambler? Få gode råd her

Der er rigtig mange børn og unge, der spiller online spil, gamer eller dyrker esport. Mange har det som en fritidsinteresse, hvor de hygger sig med deres kammerater eller online venner. Men hvis det bliver til en afhængighed, så er det et problem, du skal have hjælp til.

Hvis du gamer rigtig meget, kan det være, du har spørgsmål som: Hvordan kan jeg game mindre? Jeg føler mig ensom, hvordan får jeg venner i klassen? Jeg bliver udelukket, når jeg spiller, hvad skal jeg gøre?

Når man gamer støder man også på muligheden for at gamble. Men hvad er forskellen egentlig? Og hvad gør man, hvis man er blevet afhængig af at gamble?

Her kan du finde gode råd, du kan se film om, hvordan andre kom ud af deres afhængighed eller du kan prøve testen, og få en fornemmelse for om gamingen eller gamblingen fylder for meget i dit liv.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat