Brev

Mere end flirts?

Hej BørneTelefonen

Jeg er en pige på 12 (snart 13) Jeg har en flirt som går i en klasse højere end mig (han går i 7 snart 8)

Vi er blevet flirts, og han er mega sød. Vi går på samme skole og har set hinanden et par gange… Vi har aldrig rigtig snakket sammen, men kan virkelig godt lide hinanden. Vi skriver tit sammen, hvor han bl.a. skriver at jeg er lækker, smuk, mega sød og har gode former. Jeg er lidt i tvivl om det betyder han vil være mere end flirts eller at han stadig bare ville være flirts.

Vi skal snart være sammen, men vi har ingen ide om hvad vi skal lave. Det er jo lidt akavet når vi aldrig rigtig har snakket sammen. Vi vil gerne bade, men det er måske også lidt akavet, for så skal vi jo se hinanden med meget lidt tøj på!!

Ville han være mere end flirts og hvad skal vi lave når vi skal være sammen (alene) ?

Hilsen en 12 snart 13 årig pige:)

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år

Det ser ud til, at du har fundet en rigtig sød drengeven. Du skriver, at du er 12 – snart 13 år, og at din ven er ca. 1 år ældre. Det er ikke nemt at vide, hvad din ven forventer af jeres forhold. Måske ved han det heller ikke selv.

I er begge meget unge, og I er selvfølgelig begge ansvarlige for, at jeres forhold udvikler sig fornuftigt og til glæde for jer begge to. Så uanset hvad din ven kunne have af forventninger, er det rigtig vigtigt, at du også tænker over, hvad du vil være med til.

Jeg vil tro, at din ven også er noget usikker på, hvordan jeres forhold skal være udvikle sig. I er begge i fuld gang med at eksperimentere med begyndende kæresteforhold. Du skriver, at I ikke har talt så meget sammen endnu, så det vil nok være en god ide – som du jo også har tænkt – at I får snakket noget mere sammen. Det kan ofte bedst ske, hvis man, som du også skriver, laver noget sammen.

Hvis vejret er til det, syntes jeg fint, at I kan tage en tur på stranden. Ja – så er det rigtigt, at man ikke har så meget tøj på, men vælg en strand, hvor der også er andre. Alle de andre har jo heller ikke så meget tøj på. Hvis I er på stranden et sted, hvor der er andre på jeres alder, vil jeg tro, at det bliver nemmere at få lidt mere snak i gang, og det har I jo brug for, hvis I skal lære hinanden bedre at kende.

Du kunne også foreslå en cykeltur eller en gåtur. Der er sikkert et sted i nærheden, hvor I kan købe en is eller en sodavand.

Måske har du lyst til at læse lidt mere om kærlighed. Hvis ja, får du et link til BørneTelefonens side om kærligehed her.

Jeg tror, at det nok skal lykkes dig at få snakket lidt mere med drengen hen over sommeren. Du har jo allerede selv flere gode ideer, men også en helt naturlig usikkerhed på, hvad du går ind til, og det er rigtig fint.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat