Krig
Hej
jeg er en pige på 10 år og jeg er blevet bange for der kommer krig i Danmark
jeg ved ikke hvad jeg skal gøres
ver gang jeg hører et fly over mit hus bliver jeg mega bange
Børnetelefonen
Hej pige på 10 år
Jeg kan godt forstå dig, og selvom det ikke er så rart for dig, er det er okay at være bange. Når man måske hører noget i radioen eller ser noget i fjernsynet om krige, kan man godt blive bekymret for, om det også kan komme her til Danmark.
Du skal vide, at du ikke er den eneste, som har den frygt og er bange. Der er mange børn som ringer og skriver til os, fordi de også er bange for om der kommer krig i Danmark.
Det er heldigvis er meget sjældent at trusler om krig i verden ender med krig. Langt de fleste mennesker vil gerne undgå krig. Derfor er der en masse politikere, der gør alt hvad de kan for at passe på os, og arbejder for at undgå krig.
Snak med nogen
Det lyder slet ikke rart for dig at gå rundt med frygten alene. Derfor kan det være rigtig godt at snakke med nogen om de følelser, du går rundt med, f.eks. når du hører et fly over dit hus og bliver bange.
Mit råd til dig er at snakke med dine forældre, en god ven eller din lærer om, at du er bange for, om der kan komme krig til Danmark. At sige noget højt kan måske hjælpe dig med at få det bedre, og de voksne kan hjælpe dig, så du måske bliver lidt mindre bange. Vi har nogle videoer og råd, der måske kan hjælpe dig til at sige det højt. Tag et kig på dem, hvis du har lyst.
Nyheder
Jeg kan ikke læse i dit brev om nyheder også er med til at gøre dig bange. Har du det mon sådan?
Det spørger jeg om fordi nogle børn finder ro ved at holde en lille pause fra nyheder i en periode. Måske du har lyst til at prøve det, og se om det vil give dig en pause for dine bange tanker. Hvad tænker du om det?
Der er også nogle børn der finder ro i at vide hvad der sker. Har du det sådan, er mit råd til dig, at du ser nyheder for børn sammen med dine forældre eller din klasselærer. Det kan for eksempel være Ultra Nyt.
Du kan læse flere råd på BørneTelefonen: Bange for krig
Du er ikke alene
Jeg vil gerne fortælle dig igen, at jeg synes du er vildt sej. Det synes jeg fordi du har skrevet herind til BørneTelefonen og fortalt om det du er bange for. Det kræver nemlig stort mod at række ud og bede om hjælp. Det mod har du og derfor er du sej.
Husk at du også altid er velkommen til at skrive igen eller ringe til BørneTelefonen på tlf 116111, hvis du får brug for det. Her sidder altid en voksen klar til at lytte til dig.
Jeg ønsker dig alt det bedste og håber mit svar har hjulpet.
De bedste hilsner BørneTelefonen