Kære pige på 16 år
Hvor er det godt, du skriver og deler dine tanker. Det kan være svært at gå alene med blandede følelser og de tanker der dukker op. Jeg håber, jeg kan give dig nogle råd til, hvordan du kan håndtere situationen.
Du skriver, at du i starten syntes han var træls. Da du lærte ham bedre at kende, fik du følelser for ham. Jeg kan godt forstå, at det er svært at have så blandede følelser og vide, hvad du skal gøre. Jeg fornemmer lidt, at det også handler om aldersforskellen og det at han har kone og to børn. Mon det er rigtigt?
Når I lukker sammen, viser han dig interesse, og I snakker godt sammen. Det kan være, at din kollega synes du er en sød pige, der er god at snakke med, uden der er mere i det? At han spørger ind til andet end arbejde, er måske bare en ægte interesse i, hvem du er?
Det kan få en til at føle sig set, og det føles dejligt at få opmærksomhed og møde forståelse fra din kollega. Det at blive set og lyttet til kan godt frembringe en følelse af, at den anden er interesseret og du kan få en følelse af forelskelse.
Det er meget forståeligt, og vi taler med mange unge, der har prøvet at blive forelsket i en voksen, de har en relation til enten i forbindelse med arbejde, skole eller fritidsinteresser. For mange kan det være svært at skelne mellem hvorvidt; at det giver en rar følelse (a la den til sine forældre/venner), at man er fascineret eller om det er en forelskelse. Måske kan du prøve at mærke efter, hvordan du mærker dine følelser føles?
Du er selv inde på, at den store aldersforskel er et problem. Med så stor aldersforskel står I to helt forskellige steder i jeres liv. Du er ung og har masser af oplevelser og erfaringer i livet, som du først skal i gang med nu. Han har derimod både kone og to børn, og han er et andet sted i livet.
Jeg tænker, du måske kan se følelserne for din kollega, som en mulighed for at finde ud af, hvilke værdier der er vigtige for dig. Værdier du kan bruge, når du selv skal finde en kæreste, som er mere på din alder. Som jeg læser det, betyder det meget for dig, at han er god at snakke med, viser interesse for hvem du er, og at I kan grine sammen. Det er også gode ting at kunne med en kollega, men også at se forskelle i følelserne. Forskelle og kvaliteter, som du kunne bruge til at se som vigtige egenskaber hos en kommende kæreste. Kunne det være en mulighed?
Som jeg skriver, oplever mange unge at få følelser for en voksen. Derfor kan det være en god idé at dele det med en god ven. Måske kender du flere, der har oplevet det samme. Det er bare ofte ikke noget, der bliver talt så åbent om. Det kan give luft til hovedet at få snakket om det, da det kan være svært at gå med alene.
Hvis du føler, at noget af mit svar ikke hjælper, kan det også være en mulighed at se, om du kan få andre vagter, hvor du ikke skal lukke sammen med ham. Det kan være svært at være sammen med ham ofte, når der er følelser på spil. Ved at arbejde sammen med andre skifter du fokus, hvilket kan være en hjælp. Måske ville du også opleve, at andre kolleger også spørger ind til dig og er interesseret i dig som kollega?
Måske kræver det, at du helt skifter job?
Der er nok ikke nogen enkel måde at slippe følelserne, men du har allerede taget et stort skridt ved at skrive herind. Bare det at skrive det ned og dele med nogen kan være en del af processen,som giver mulighed for at se det lidt “udefra”.
Jeg håber, du kan bruge mine tanker og forslag til at finde din vej og komme videre. Du er også altid velkommen til at kontakte os på 116 111 eller på sms eller chat. Her sidder altid en voksen parat til at hjælpe dig.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen