Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

forelsket i en dreng der er 2 år ældre end mig?

Hej jeg er en pige som er 12 år jeg går i 6 klasse . Jeg har lagt meget mærke til at jeg hurtig får øjenkontakt med den her dreng som går i 8 klasse han er 2 år ældre end mig, en dag der jeg skulle have noget som hedder street art sad jeg udenfor sammen med mine veninder vi var igang med at sætte garn rundt om målene og han stirret på mig som om han gerne ville have øjenkontakt jeg er så blevet lidt forelsket i ham og synes at han ser pisse sød ud men tør ikke at snakke med ham. tror du at der kunne ske noget imellem os?

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år,

Tak for dit brev. Hvor lyder det bare dejligt for dig, at du er lidt forelsket. Jeg tror, at de fleste kender til lige præcis den følelse, som du beskriver af at se en person, som man synes ser sød ud – men at man ikke tør snakke med personen. Det vil jeg prøve at hjælpe dig med.

Først vil jeg fortælle lidt om forelskelse. Når man er på din alder, er det meget naturligt, at man kan have nemt ved at blive forelsket. Særligt dem, der er lidt ældre end en selv. Det sker faktisk ofte, at piger bliver forelsket i drenge, der er et eller to år ældre end dem selv.

Det hænger også sammen med, at drenge ikke udvikler sig ligeså hurtigt som piger. Drenge kan være lidt længere tid om at få interesse for piger på en ”kæreste-agtig” måde. Man kan sagtens synes, at en dreng virker sød uden at kende ham. Jo mere man ser ham og tænker på ham, des mere kommer man til at kunne lide ham og dagdrømme om ham. Nogle børn og unge skriver deres tanker og følelser i en hemmelig dagbog, når de er forelskede.

Du spørger om jeg tror, at der kan ske noget mellem jer. Jeg tænker, at du kan mærke indeni dig selv, om du har du lyst til at tage chancen og prøve at lære ham at kende. Det kræver, at du tør at satse lidt.

Hvis du ønsker, at der skal ske noget mere mellem jer, tænker jeg, at du skal gøre noget, så han begynder at lægge mærke til dig. Du skriver, at I ikke har snakket sammen endnu. Derfor er det nok meget godt at starte stille og roligt.

Næste gang du ser ham på skolen kunne du starte med at kigge på ham og få øjenkontakt, og så sende ham et smil. Måske sker der ikke så meget første gang, du smiler til ham, men prøv at gøre det nogle gange, og måske smiler han tilbage til dig. Du kan også prøve at sige hej til ham, hvis I får øjenkontakt, når I går forbi hinanden i skolen. Det kunne være et bud på, hvad du kunne gøre.

Hvad ville der mon ske, hvis dine veninder fik at vide at, at du er forelsket i drengen…? Måske ved de det allerede. Jeg tænker, at det kunne være meget rart for dig, hvis du fortalte dine veninder om, hvordan du har det. Det kunne være, at nogle af dine veninder har prøvet at være forelsket. De ved måske, hvordan du har det, og det kan være, at de kan hjælpe dig med at få kontakt til drengen.

Man kan tit blive genert, hvis man skal smile eller snakke med personen, som man godt kan lide. Derfor er det nogle gange nemmere, hvis man kan få nogle til at hjælpe sig. Hvis du gerne vil have, at drengen får at vide, at du synes han er sød, kunne dine veninder fortælle det til ham, hvis det er noget, de tør. De kunne også give ham en seddel, hvor der står, at du synes han er sød.

Det kan være, at du har lyst til at prøve nogle af de ting, som jeg har skrevet til dig, og måske har du selv andre gode ideer til hvad du kan gøre. Det kan også være, at du har mest lyst til at holde din forelskelse hemmelig og bare dagdrømme dig væk – uden at prøve at tage kontakt til ham. Du kan gøre begge dele. Det vigtige er, at du mærker efter hvad, der føles rigtigt for dig.

Til sidst vil jeg råde dig til at læse mere om forelskelse på vores hjemmeside: https://bornetelefonen.dk/kaerlighed/

Hvis der er noget, som du er i tvivl om eller har spørgsmål til, så tøv ikke med at ringe eller skrive igen! Vi vil så gerne hjælpe dig.

De kærligste hilsner fra BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat