Er meget forvirret

Kære pige på 12 år

Tusind tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver. Det lyder nemlig til, at du har mange tanker, som er svære at gå med alene. Du føler dig forvirret og ved ikke, hvad du skal gøre. Jeg vil hjælpe dig så godt, jeg kan.

Først og fremmest vil jeg sige, at det er et virkelig fint brev, du har skrevet. Du forklarer så flot, hvordan du har det og har haft det. Jeg kan tydeligt mærke gennem dit brev, hvad du har gået igennem.

At kunne sætte ord på sine tanker og følelser på den måde, som du formår at gøre, er virkelig en styrke.

Du skriver i dit brev, at du har haft en periode efter bruddet med din ekskæreste, hvor du har været meget ked af det, ja faktisk knust. Oveni det kom, at din hund skulle aflives og senere din hest. Jeg kan godt forstå, at det har været en hård tid for dig.

At miste er aldrig rart. Slet ikke, hvis man ikke selv har været klar til at give slip. Omvendt fortæller vores sorg os også, at dem, vi har mistet, har bidraget med glæde og kærlighed i vores liv. Og det må vi huske og varme os ved, når det hele føles håbløst.

Du skriver, at du nu skriver en med dreng A fra din klasse. Selvom I begge har fortalt hinanden, at I godt kan lide hinanden, føler du ikke den glæde, som du tænker, at du burde. Faktisk er du i stedet virkelig ked af det.

Jeg tænker på, om du mon har en frygt for at blive såret igen? Om du kan mærke, at du bliver bange for at blive så glad for et andet menneske en gang til – hvis det så også ender med, at I på et tidspunkt går fra hinanden? Giver det mon mening?

Det er en frygt, som jeg tror, at mange kan genkende. Når man vælger at putte sine følelser ind i et kærlighedsforhold, giver man meget af sig selv – og lægger rigtig meget af ens lykke i en andens hænder. Man håber bare, at den anden vil passe godt på én.

Men uanset hvor gode intentioner begge har, kan man aldrig love hinanden noget. Følelser kan være svære at have med at gøre, og selvom man er overbevist om, at man har fundet den eneste ene, kan man en dag føle noget andet. Det gælder både for dig og ham.

Det kan virke skræmmende. Men man må derfor også nyde hvert et dejligt øjeblik. Det er om at få så meget ‘dejlig tid’ i sit liv som muligt.

Og så er det vigtigt at mærke efter løbende og være tro mod sig selv. Dit brev viser mig, at du er god til at mærke efter i dig selv og løbende være opmærksom på dine følelser. Jeg tænker, at det er en rigtig god ting.

For selvom det er skræmmende og selvom man kan gøre hinanden kede af det, ville livet også være trist og ensomt, hvis ikke man turde elske andre mennesker.

Det er måske lettere sagt end gjort; at turde være i det. Hvis du kan mærke, at det handler om en frygt i dig, tænker jeg, at du skal snakke med nogen om det. Måske i første omgang en ven (som du allerede har gjort, men måske kan du nu sætte nogle andre ord på det?), dine forældre, din lærer eller en anden voksen, som du føler dig tryg ved.

Det kan være rart at få sat ord på de tanker og følelser, som fylder i én. Nogle gange kan dét i sig selv virke forløsende. Og måske har dem, du snakker med, oplevet noget lignende eller har et godt råd.

I din alder sker der rigtig meget med kroppen. En masse hormoner danser rundt inde i én i puberteten og har stor indflydelse på ens tanker og følelser. Du vil sikkert opdage, at flere af dine venner også begynder at bekymre sig om nogle af de samme ting og være forvirrede over deres tanker. En stor usikkerhed kan melde sig i nogen. Her kan det være godt at snakke sammen og hjælpe hinanden.

Måske handler din tristhed ikke om dreng A? Måske blev den sat i gang af det, men drejer sig egentlig om noget andet? Kunne du forestille dig det?

Hvis du føler, at du grundlæggende er trist og ikke har lyst til at leve – som jeg tolker af den sidste del af dit brev – så skal du snakke med din læge. Lægen ved rigtig meget om, hvordan det er at føle sig trist og forvirret, og kan hjælpe til, at du får det bedre.

Du finder nummeret til lægen på dit gule sygesikringskort. Du ringer bare og bestiller en tid. Måske kan du tage dine forældre med? Det vil være en god idé at snakke med dem om det inden, så de også har mulighed for at hjælpe dig. Det er dine forældres ansvar at passe på dig. Men det kan være svært for dem, hvis ikke de ved, hvordan du har det.

Men du kan også tage til lægen alene. Lægen har dog ikke tavshedspligt over for dine forældre, når du er under 18 år. Men du kan sige til lægen, hvis du helst ikke vil have, at dine forældre får noget at vide. Men i sidste ende er det lægens beslutning.

Måske tænker du omvendt, at det faktisk kunne være rart, hvis lægen fortalte dine forældre om, hvordan du har det. Det kan du aftale med lægen.

Hvis du får lyst til at vide mere om pubertet, følelser og forelskelse, kan du kigge på Privatsnak. Her kan du stille spørgsmål og få gode råd ved at ringe, chatte og skrive til brevkassen. Du kan også læse andre børns spørgsmål og svar.

Det er også en mulighed at læse nogle af de andre børns breve og svar hos BørneTelefonen. Du kan bruge linket her: Brevkassen.

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker og forslag på din videre vej.

Jeg tænker, at du kan gøre brug af din evne til at mærke efter i dig selv og sætte ord på dine tanker og følelser, når du snart skal tage næste skridt. For du skal ikke være alene med det. Og du skal ikke være trist og forvirret hele tiden. Der skal også passes på dig.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Kærlig hilsen
BørneTelefonen