Kære pige på 22 år
Det kan være rigtig svært at finde ud af, hvor dybt forelskelse stikker, så jeg kan godt forstå, at du kan komme i tvivl.
Du fortæller, at du tidligere har oplevet at være forelsket i ham, men at dine følelser ikke var gengældte. Når du nu skriver, at du er blevet i tvivl om, hvorvidt du stadig er forelsket i ham, går jeg ud fra, at I ses i forskellige sammenhænge af og til.
Der er nok ikke så meget at gøre ved, at du kommer i tvivl. Sådan er det ofte med forelskelser. Det går op og ned og pludselig er der en, som man gerne vil lære bedre at kende. Det er også den mulighed, du har nu.
Du kan vælge at nærme dig ham og være opmærksom på, om han nu har det sådan, at han ser et muligt kæresteforhold mellem jer. Jeg er ret sikker på, at det kan du hurtigt fornemme. Du skal selvfølgelig være forberedt på, at han kan have det som tidligere.
Jeg ved ikke, om du er forelsket i den unge mand, men måske blokerer usikkerheden også for, at du kan komme videre og lære andre unge mænd at kende.
Måske kan du aftale at ses med ham og for eksempel gå en tur. Eller det kan være, at du hellere vil skrive til ham? Det kan også være, at du kan tale med ham, når I ses sammen med andre. Her kan du måske spørge, om han lige har tid til at tale lidt, bare jer to.
Jeg vil dog tro, at du er nysgerrig på at lære ham bedre at kende, og derfor syntes jeg bestemt, at du skal forsøge at nærme dig ham, og forhåbentlig så få afklaret med dig selv, hvordan du har det med ham.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen