Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Blev droppet pga køn

Halløjsa

Jeg begyndte for et par måneder siden at snakke med en fyr, som går i klassen over mig. Det blev meget hurtigt til, at vi skulle ses i fritiden næsten hver dag, og det endte minsandten også med at vi blev kærester. Det hele var pænt cute og sådan.

Men det var også en hemmelighed. Vores klassekammerater er gode til, at gå meget op i hvem der er kærester med hvem. Drengene i hans klasse synes også, at jeg er ‘cringe’ (igen pga køn og stil), så vi ville gerne undgå kommentarer.

Well, jeg blev droppet d. 1 januar fordi han havde ‘besluttet at han var til piger’, hvilket jo er helt fair. Hvad der ikke er helt fair er, at han nægter at ses i fritiden (og altid med en dårlig undskyldning), og han driller mig gladeligt på en daglig basis, hvilket var sjovt i starten men er begyndt at tage overhånd.
Jeg ved ikke helt altså… de venner jeg har fortalt det til synes han er et svin og skulle smækkes i ansigtet, men jeg tror stadig jeg kan lide ham?? Det hele har f**ket mig ret meget op.

Han har også gjort mig i tvivl om mit køn. Der er nogle gange, hvor jeg fanger migselv i at tænke, at måske ville han kunne lide mig, hvis jeg gik tilbage til at være pige. Det er sgu sådan lidt trælst.

Det gik også op for mig, at på daværende tidspunkt lignede jeg hans ekskæreste ret meget. Det var heller ikke så fedt…
Det hele er bare så mærkeligt. Han lader bare som om ingenting er sket og har ingen problemer med at flirte med alle mulige andre.

Jeg ved ikke om der er så meget spørgsmål i det her. Eller om der overhovedet er andet end tid, der kan løse det. Skulle jeg bare stoppe med at snakke med ham? Han er lidt den eneste, jeg har lyst til at ses, når jeg har mine daglige sammenbrud. Men alt vi nogensinde har lavet sammen er jo en hemmelighed, så han vil ikke/kan ikke hjælpe med noget som helst, uden at blive set. Og det ville åbenbart være verdens undergang.

Jeg har undskyldt over at blive sur på ham. Han har ikke undskyldt over… noget som helst. Ikke noget, som jeg føler, han burde undskylde over.
Jeg har prøvet at have alvorlige snakke med ham, men kan ikke finde ud af det. Han bliver ukomfortabel, eller kommer med undskyldninger, og så bliver det ikke til noget.

Jeg er så træt af det hele. Jeg vil bare gerne have ham tilbage som en ven, men det er han virkelig ikke ret god til.

Hilsen Spire (de/han)

Maskulin non binær, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Jeg kan virkelig godt forstå, at du er træt af situationen. Jeg ved ikke engang, hvor meget jeg kan sige, som du ikke allerede selv har tænkt på. Dit brev vidner om, at du har tænkt det rigtig godt igennem.

Men jeg vil alligevel prøve at give dig et blik på dig selv og dine muligheder, som jeg ser dem.

Grundlæggende kan du gøre to ting her. Du kan enten prøve at komme videre, lade ham være og med forhåbentlig med tiden glemme ham og få det godt igen.

Eller du kan prøve igen at tale med ham. Det ved jeg godt, at du allerede har forsøgt på flere måder. Og det lader ikke til, at han tager særlig godt i mod. Men nogle gange kan man alligvel komme i tanke om en ny måde at prøve på.

Det kunne være at skrive til ham, ringe til ham, eller opsøge ham et sted, hvor han er mere alene. Måske på vej hjem fra skole? Måske på vej til og fra noget han laver i fritiden? Det kan måske virke lidt anmasende, så kun du kan afgøre, om det er en chance du vil tage. Det dur jo i hvert fald slet ikke at tale med ham, når hans klassekammerater er i nærheden.

Igen kommer jeg frem til, at det bliver krævende for dig og derfor er det også kun dig, der kan beslutte, om du ønsker at udsætte dig selv for den risiko, at han igen afviser dig.

Det, som du skriver til sidst i dit brev er så nemt at forstå: Du vil bare gerne have ham tilbage som ven. Har du mon prøvet at sige netop de ord til ham? De ord gør i hvert fald indtryk på mig. Måske kunne det også gøre indtryk på ham. Alle mennesker kan godt lide at blive holdt af og være ønsket af andre.

Det må vel være muligt at være venner uden, at andre skal vide, hvad I ellers har haft sammen? Eller mener han virkelig ikke engang, at I kan det?

Det må du naturligvis også gøre op med dig selv, om du kan holde til. At det skal være så hemmeligt, at I har været kærester. For jeg vil give dine venner ret. Det virker tarveligt over for dig.

Du kan se, jeg har heller ikke svarene. Men jeg kan godt forstå, hvis du har brug for at få nogle svar fra ham. Den eneste vej til de svar er at stille ham spørgsmålene.

Jeg tror godt, at du ved, at jeg vil sige, at du ikke må ændre på, hvordan du opfatter dit køn for at få ham til at kunne lide dig. Det vil kun gøre dig mere ulykkelig og i tvivl om, hvem du er. Tror du ikke også?

Jeg forstår dig nu også mere sådan, at du kommer til at fantasere om, at han ville dig igen, hvis du f.eks. så mere piget ud. Sådan er det desværre ofte med ulykkelig forelskelse – man kan få lyst til at gøre nærmest hvad som helst for at få personens kærlighed. Men der er ting, som vi ikke kan ændre ved os selv.

Du virker som en både klog og omsorgsfuld person, og jeg tror, at du kommer til at møde andre, som bedre kan være den ven eller kæreste, som du har brug for. Som du selv skriver, så kommer det til at tage tid at få det bedre. Et brud, som det, du har oplevet, gør virkelig ondt.

Jeg ønsker dig god heling. Uanset hvad du vælger at gøre nu, så synes jeg, at du kan være tilfreds med, hvordan du har taklet en rigtig svær situation. Jeg synes du virker både modig og meget hensynsfuld – selv i pressede situationer. Og jeg glæder mig på dine vegne over, at du ikke står alene, men har dine venner.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat