Ked af at være flyttet hjemmefra (nogen gange)

Hej!

Jeg er en pige på 16 år.

Jeg startede på gymnasiet for et halvt år siden, og da jeg bor på en ø og skal tage gymnasiet på fastlandet, kan der nogen gange være lidt langt hjem.. Så jeg bor på kollegie.

I starten var det meget svært for mig, og jeg havde bare lyst til at pakke mine ting og tage hjem igen, men det nytter ikke noget.

Jeg synes det hele var alt for meget på en gang, det med at flytte hjemmefra, ny skole, ny by, nye mennesker, skulle klare alt selv pludselig. Så jeg var utrolig ked af det, og var samtidig dårlig og havde svært ved at spise noget mad.

Min mor og andre som jeg snakkede med, sagde at jeg skulle prøve at give det en chance, og det gjorde jeg.

Jeg har altid været en meget stille pige som helst vil være hjemme, jeg er ikke meget til fester og alkohol og jeg er mere typen der går for mig selv, f.eks. når jeg skal shoppe, gå en tur osv.

Og nogle gange har jeg meget svært ved at håndtere nye ting, og jeg kan få det helt dårligt ved at tænke på det.

jeg blev dog gladere for at være her efter 2 uger, og jeg begyndte at snakke mere med dem fra kollegiet og dem i klassen.

Men nogle gange blev jeg nødt til at snakke med min kontaktlærer her på kollegiet.

Det blev bedre og bedre, og da jeg nåede efterårsferien, var jeg rigtig glad for både kollegiet og skolen. jeg har fået en masse nye gode venner.

Så kom jeg hjem på ferie, men lige så snart jeg kom tilbage til kollegiet om søndagen, blev jeg meget ked af det og græd, og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Sådan har det været også i weekenderne, men ikke så voldsomt at jeg har fået det dårligt og har været ked af det i flere dage efter. Men jeg græder også lidt når jeg bare har været på weekend.

Men det var især her efter juleferien, hvor jeg havde været hjemme i 3 uger næsten. at jeg virkelig er gået ned i et sort hul nærmest. Jeg er ked af det og føler mig utilpas. Hver gang jeg tænker på det der hjemme eller noget der har noget at gøre med det derhjemme, så får jeg det dårligt og får hedeturer og får tårer i øjnene. og så græder jeg.

Min mor siger, at det nok skal gå og at jeg jo har klaret det før. Og hun forstår godt hvordan jeg har det, og hun støtter mig. Men hun siger at jeg må prøve at komme ud fra mit værelse og ud, og så skrue smilet på. Og så i stedet tænke på noget andet i stedet for det negative.

Og jeg er fuldstændig enig med hende, men det er bare svært.

Der var også for et par uger siden hvor, de ville flytte mig over på en anden studieretning. I starten synes jeg det var okay, men så gik jeg og tænkte på det hele dagen, og fik det helt dårligt og jeg blev utrolig ked af det. men jeg fik løst det. Men der var jeg nødt til at ringe til min mormor, tante og min kontaktlærer.

Jeg forstår bare ikke hvorfor jeg bliver så ked af det og dårlig hver gang, og det er især når jeg er hjemme, og så skal tilbage til kollegiet, at jeg bliver ked af det. For det er jo ikke fordi jeg ikke har det godt. Jeg har det rigtig godt både i skolen og på kollegiet. Men de andre gange hvor jeg har været ked af det, er det gået over efter et par dage, og så er jeg glad igen.

Hilsen pigen der er fortvivlet