Hej pige på 16 år, Hvor er det godt, at du skriver, for jeg kan fornemme, at du føler dig alene med problemerne lige nu, og mest af alt ikke tilpas i din hverdag.
Til at starte med virker det ikke til at hverken din far eller din mor giver dig den omsorg, du har brug for. Jeg kan godt forstå at du føler at det ikke er holdbart for dig at skulle blive ved med at bo hjemme.
Hvis du ikke allerede har forsøgt, kan du starte med at prøve og forklare dine forældre hvordan du har det, og hvad du går igennem. Det kan måske være at de ikke, er helt klar over hvordan du har det inden i?
Jeg kan derudover forstå at du oplever modstand omkring at finde et værelse og ikke mindst økonomien til at kunne bo ude.
Når man er under 18 år, kan man gå til kommunen, hvis man ikke ønsker at bo hjemme hos sine forældre. Hvis kommunen så vurderer, at dine forældre ikke kan tage sig godt af dig, så beslutter de, hvor man så ellers kan komme til at bo. Det kan blandt andet være en institution eller i en plejefamilie. Eller man får måske lov at komme på efterskole. Man kan også få tildelt en kontaktfamilie som man kan bo hus engang imellem. Imens ens forældre så kan få støtte i at blive mere støttende og nærværende forældre.
Du kan ringe til din kommune og tale med dem om, hvordan de kan hjælpe dig. Du kan i første omgang ringe anonymt, hvis du har mest lyst til det. Du kan finde nummeret på den anonyme rådgivning på din kommunes hjemmeside. Ellers kan du ringe til kommunens hovednummer og spørge.
Derudover vil jeg også anbefale dig at tale med en anden voksen om, hvordan du har det med dine forældre. Måske har du allerede en i tankerne? det kunne være en familie ven, eller måske en lærer på skolen du føler dig tryg hos.
Hvis du ikke føler at du kan tale med en voksen så har vi her på børnetelefonen noget der hedder en bisidderordning. En bisidder er en voksen, som kan støtte og hjælpe et barn/en ung med at tage og have kontakt til kommunen. Jeg tror, det kunne være en god ide for dig, at få en bisidder. Hvis det er noget, du er interesseret i, kan du læse mere her https:https://bornetelefonen.dk/bisidder-boernetelefonen/ Læs også mere om anonymitet inden du kontakter bisidderen https://bornetelefonen.dk/anonymitet/
Jeg vil også gerne vise dig, hvordan en bisidder kan se ud og ikke mindst hvordan, man kan tale med en bisidder. Du bestemmer, hvad I skal tale om. Du kan tale med en bisidder om alt. Her får du en video, så du får en fornemmelse af, hvad det vil sige at tale med en bisidder:Terese fik en bisidder fra Børns Vilkår
Du har i brevet fået en masse måske ny viden, og hvis det er for meget er du velkommen til at ringe ind. Her kan du snakke med en at vores søde rådgivere der sidder klar til at hjælpe dig på telefon 116111
Jeg håber, at du kunne bruge mit svar til noget, og at du snart får den hjælp og omsorg du fortjener.
Kærlig hilsen og knus STORT fra
BørneTelefonen