Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Flytte ud

Min mor var enlig mor, hun døde for snart et år siden og jeg blev så nød til at bo hos min far, men jeg kan ikke holde ham ud. Er det muligt at flytte ud?

Dreng, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 17 år

Du har oplevet at miste din mor i en ung alder og bor nu hos din far, hvor du ikke kan holde ud at være. Jeg kan godt forstå, at det må være svært, og derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind. Jeg håber, at jeg kan komme med nogle råd til, hvad du kan gøre.

Det er ikke nemt at skulle bo et sted, hvor man ikke har lyst til at bo, og derfor kan jeg også godt forstå, at du gerne vil finde ud af mulighederne for at flytte hjemmefra.

Det er sådan, at når du er under 18 år, er det din fars pligt at passe på dig og sørge for dig. Der er flere ting i det med at flytte. Der er først og fremmest det økonomiske. Når du er under 18 år, er det din far, der skal betale for din husleje. Det er dyrt med en ekstra husleje, og derudover er der mange andre omkostninger som mad, tøj, forsikringer mm.

Samtidig er det en omvæltning at bo selv, og det kræver meget at få sin egen hverdag op at stå. Det er meget forskelligt, hvornår man er klar til at tage ansvar og del i voksenlivet ved at bo selv. Du er dog 17 år, og derfor også snart myndig og kan træffe dine egne beslutninger. Jeg bliver lidt nysgerrig på, om det er noget, du har talt med din far om muligheden for, eller det er nogle tanker, du går rundt alene med?

Hvis det er svært for dig at snakke med ham om det, kunne en ide være, at du skriver ned, hvad et godt og trygt hjem er for dig. Så kunne I med udgangspunkt i det få talt om, hvad I hver især kan bidrage med, så I får talt bedre sammen. Og så I trives bedre sammen som familie. Måske har du også nogle større søskende, der kender din situation hjemme, og som måske kan hjælpe dig med at  tage en snak med ham.

Hvis du gerne vil blive mere afklaret i forhold til muligheden for at flytte, så er det muligt at undersøge, om der findes ungdomsboliger eller andet i nærheden af, hvor du bor. Du kan ringe til din sagsbehandler i din kommune (alle har en sagsbehandler ud fra sit cpr.nr) eller bruge ‘Anonym rådgivning for unge’  i din kommune og høre om mulighederne. Du kan prøve at google din kommunes navn og ‘anonym rådgivning for unge’. Du kan også ringe herind til BørneTelefonen, så finder vi nummeret. Det kan jo være rart at kende til sine muligheder – uanset hvad.

Du vil ikke blive mødt af bedrevidende voksne, der belærer dig. Den voksne, du taler med, vil have fokus på at hjælpe dig og har et godt overblik over mulighederne i kommunen.

Som familie kan I også få hjælp af kommunens børne- og familie-afdeling. Her kan I få hjælp fx få hjælp af en rådgiver, som taler med jer som familie, og hvordan I sammen kan ændre de måder, I taler til hinanden og i de måder, man forsøger at løse konflikterne.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen, som kan hjælpe dig med at kontakte kommunen og gå med til møder, så du har en bisidder med, som kender dine rettigheder og er på din side. Hvis du tænker, at det kunne være en idé,  så er der mere info om vores bisidder her: Gratis Bisidder fra BørneTelefonen

Jeg vil lige blot nævne en mulighed for dig – som andre, der har mistet en forælder, har været glade for. Det er Børn, Unge & Sorg Den rådgiver, du kommer til at tale med, har nemlig selv stået helt alene – og har skullet klare ting selv i en ung alder. Måske ville samtaler med en rådgiver her kunne få betydning for dig – og hjælpe dig igennem denne periode?

Hvis mine forslag og ideer ikke hjælper dig, som du havde håbet, så tag kontakt til os igen. Så må vi sammen finde ud af, hvad vi kan gøre. Når du er parat til at få hjælp, er det en god ide at kontakte bisidderen – det skal ske inden du fylder 18 år. Herefter bortfalder den mulighed. Men vi kan sammen undersøge og finde frem til andre og nye  muligheder – for du har altid os.

Du er altid velkommen til at kontakte os på 116 111 eller på sms eller chat. Her sidder der altid en voksen parat til at hjælpe dig.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Flytte hjemmefra Andre der hjælper

din kommune – din Indgang

Rådgivning og andre hjælptilbud for børn og unge.
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Studenterrådgivningen

Psykologhjælp og andre tilbud til studerende på videregående uddannelse
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat