Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Flytte hjemmefra som 16 årig?

Hejsa børnebrevkassen.

Jeg er en dreng på 16 år som snart bliver 17.
 
Jeg ved der er unge under 18. som får “ungdoms lejligheder” og jeg ville gerne høre, hvordan gør de det??

Jeg ved at en af metoderne, er en masse problemmer derhjemme som føre til tvangsfjernelse, hvilket jeg havde i en periode, men dog ikke nok…

Nu har jeg dog min mors tilladelse hvis det endelig skulle være, så nu mangler jeg bare at høre: hvordan?

Regner med at kontakte min sagsbehandler ang. spørgsmål omkring den slags. Men lad mig være ærlig og generaliserende og sige at jeg ikke har tillid til hende nok. Derfor ville jeg gerne høre om mulighederne inden for sagen, via andre, bare for at have et større overblik på det.
 
så ja.. kort sagt, hvor søger man om sådan nogle små boliger?

Betaler kommunen for husleje og den slags nødvendige ting?

Hvis ja, hvordan får man dem til det?

Dreng, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 16 år

Tak for dit brev! Jeg vil forsøge at svare på hvilke muligheder der er for, at du kan flytte for dig selv.

I de fleste kommuner er der nogle ungdomslejligheder/ungdomsboliger, som man kan skrive sig op til. Man kan godt skrive sig op selv, uden at ens sagsbehandler har noget med det at gøre, men det kræver at ens forælder så vil skrive under på lejekontrakten og betale huslejen, hvis man er under 18 år. Når man er under 18 år er man nemlig ikke myndig endnu, og kan derfor ikke selv skrive under på f.eks. en huslejekontrakt. Ofte er der også nogle forskellige betingelser man skal opfylde for at komme på ventelisten til en ungdomsbolig, det kan f.eks. være et krav at man er i uddannelse.

Jeg ved jo ikke hvor du bor, men ofte kan man finde noget om ungdomsboligerne i sin kommune ved at søge lidt på nettet. I mange familier har man ikke råd til at betale en ekstra husleje, sådan som din mor ville skulle betale, hvis du flyttede hjemmefra nu uden kommunens hjælp, så derfor tænker jeg at det også godt kunne være svært i din familie at få råd til? Og så er muligheden at spørge kommunen om hjælp, som du også selv skriver.

Hvis kommunen skal hjælpe en med at flytte i sin egen lejlighed, før man fylder 18 år, hedder det at man bliver anbragt. Som du skriver, så kan man blive tvangsanbragt, men man kan også godt blive frivilligt anbragt. Det betyder at både den unge og forældrene har sagt ja til anbringelsen. Selvom både den unge og forældrene gerne vil have at den unge bliver anbragt/flytter hjemmefra, betyder det dog ikke at kommunen skal anbringe den unge. Kommunen skal nemlig vurdere i forhold til den enkelte unge om de synes det er nødvendigt, og om det er den bedste måde at hjælpe den unge på. Hvis kommunen beslutter at hjælpe dig med at flytte hjemmefra, så er det også kommunen som betaler din husleje indtil du bliver 18 år, og du får et fast beløb hver måned som skal dække dine nødvendige udgifter, så som mad, rengøringsmidler, tøj osv. 

Du skriver, at der har været en del problemer hjemme hos dig før og du allerede kender din sagsbehandler, så jeg tænker, at kommunen allerede kender din situation lidt? Jeg tænker på, hvad der mon er blevet gjort for at hjælpe dig og din familie tidligere? På dit brev lyder det i hvert fald som om, at det er blevet lidt bedre derhjemme? Jeg tænker også på hvordan det mon kan være at du gerne vil flytte hjemmefra netop nu? Er det fordi der stadig er nogle problemer der hjemme, eller er der en anden grund? Det er meget naturligt, at man kan få lyst til at flytte hjemmefra i din alder, da man gerne vil ud og lære at klare sig selv og stå på egne ben. Måske er det også sådan du har det?

Nogle gange kan det også godt være sværere at klare sig selv, end man lige havde regnet med når man lige pludselig selv skal stå for alting selv, som f.eks. at betale telefonregning, gøre rent og lave mad. Derfor kan det også nogle gange være nødvendigt at man får hjælp i starten, især hvis man er under 18 år. Så hvis kommunen beslutter at de gerne vil hjælpe dig med at flytte i en ungdomsbolig, så kan det være at de også vil foreslå  at du får hjælp til at lære de ting i starten. Måske kommunen faktisk vil sige at det er et krav, at du får hjælp hvis du skal bo for dig selv. Hvordan tror du, at du ville have det med det?

Du skriver, at du regner med at kontakte din sagsbehandler for at høre hvilke muligheder der er, og det synes jeg lyder som en god idé. Det er hende som kan give dig svar på, om kommunen kan hjælpe dig med at flytte for dig selv. Når du taler med hende, tænker jeg, at det er rigtig vigtigt at du får fortalt hende, hvorfor det er at du ikke kan bo hjemme mere og hvorfor du tænker, at det vil være en god løsning at du flytter for dig selv.

For mange både unge og voksne, kan det være lidt svært at huske alt hvad der blev sagt efter et møde med sin sagsbehandler, og derfor har man også ret til at tage det der hedder en bisidder med til mødet. Det kan det være rigtig godt, hvis man har en voksen som man føler sig tryg ved med til mødet og som kan være et par ”ekstra ører”, og som man kan tale med bagefter om hvad det egentlig var der blev sagt til mødet. Har du mon en som du føler du kan tage med? Jeg tænker, at det skal være en, som du godt tør fortælle om. hvordan det er der hjemme og hvordan du har det. Så  skal du ikke være bekymret for, hvad du siger til mødet.

Hvis du ikke synes, at du har en voksen som du kan tage med til mødet, er det også muligt at få en bisidder gennem BørneTelefonen. Bisidderen fra BørneTelefonen kan støtte dig under mødet, og kan også hjælpe dig med at fortælle hvad dine rettigheder er. Du kan læse mere om det her: http://www.børnetelefonen.dk/bisidder

Du lyder meget selvstændig og god til at spørge om det du gerne vil vide, men derfor kan det nogle gange være godt alligevel at få lidt ekstra hjælp. Især hvis du ikke har så meget tillid til din sagsbehandler, som du skriver i dit brev. Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig med at blive lidt klogere på hvilke rettigheder og muligheder du har  i forhold til at flytte hjemme fra.

Hvis du har flere spørgsmål eller har lyst til at tale om noget helt andet er du også altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111.  

Kærligste Hilsner BørneTelefonen

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Flytte hjemmefra Andre der hjælper

din kommune – din Indgang

Rådgivning og andre hjælptilbud for børn og unge.
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Studenterrådgivningen

Psykologhjælp og andre tilbud til studerende på videregående uddannelse
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat