Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Trist

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år Mange tak for dit brev. Der har sørme været mange forandringer i dit liv på kort tid. Jeg kan godt forstå, du er overvældet, og har brug for en ven, du kan snakke med, som lytter og forstår. Du har allerede taget det første skridt til at finde støtte og omsorg ved at skrive til os, og jeg vil rigtig gerne prøve at hjælpe dig mere på vej. Når der sker mange forskellige og svære forandringer på næsten samme tid, kan ens tanker og følelser godt blive rodede og lidt kaotiske. Det kan være et problem, fordi det gør det endnu sværere, at finde ud af, hvordan man skal håndtere tingene. Måske er det lidt af det, du oplever i øjeblikket? At mange forskellige problemer fletter sig ind i hinanden og derfor ser næsten uløselige ud?   Noget af det, som jeg tror, fylder mest for dig lige nu, er at din farfar døde 1. oktober sidste år? Er det mon rigtigt? Du og han har haft et helt særligt bånd. Tænk at han flyttede ind på din vej for at være tæt på dig! Det er der ikke mange bedsteforældre, der gør, selvom de også elsker deres børnebørn. Jeg kan godt forstå, du savner ham, han lyder som en dejlig omsorgsfuld mand. Det kan tage lang tid at komme gennem sorgen, når en man elsker dør. Og savnet vil altid være der. Ikke på den måde, at man altid vil være ked af det og savne hvert eneste sekund. Det er mere som en sorg og et savn, der ligger inde bag det hele. F.eks. kan man sidde og hygge sig til en filmaften, og så lige pludselig tænke, at det ville han også have syntes var hyggeligt, fordi han også elskede den slags film. Der går tid, før den voldsomme sorg klinger af. Også mere end et år. Når sorgen med tiden bliver mindre intens, kan man også begynde at mærke en glæde midt i sorgen og savnet. En glæde og en stærk følelse af rigdom, fordi man har været så heldig at have haft så specielt et menneske i sit liv! Jeg ved godt, at du ikke er nået dertil endnu i din sorgproces, og at der kan godt gå tid, før du når derhen. Men måske kan det trøste lidt at vide, at sorgen og savnet vil forandre sig? At det kan blive en lille vemodig ”rigdom”, man bærer med sig i hjertet. Et gammelt ordsprog siger: Det er bedre at have elsket og mistet, end aldrig at have elsket nogen. Jeg synes, det er et klogt ordsprog, og godt at huske på, når sorgen og savnet gør rigtig ondt. Du er heldig, at du har haft en god mand som din farfar i dit liv, og han var heldig, at han havde dig. Med andre ord, så er det helt naturligt, at du også i dag græder og sørger over at have mistet din farfar, og måske slet ikke kan mærke noget af den glæde eller rigdom, som jeg har beskrevet. Ting tager tid. Men nogle mennesker kan godt blive forskrækkede, hvis folk der sørger ikke kommer ”hurtigt” gennem sorgen. Så skynder de på dem, og siger at de skal prøve at komme videre. Mon der er nogen, der ”skynder” på dig? Og siger at sørgetiden må være ovre nu? Hvis der er, så kan du roligt fortælle dem, at ting tager tid. Hvordan har I mon talt om og sørget over din farfar i din familie? I nogle familier har man svært ved at tale om død og sorg, og så kan alle komme til at føle sig meget alene. Jeg har lidt en fornemmelse af, at der måske ikke rigtig har været plads til din sorg i jeres familie, og at du har været meget alene med den? Mon min fornemmelse er rigtig? Det er vigtigt, at man har nogen man kan tale med om sin sorg. Det er en del af helingsprocessen. Et sted, hvor de ved dét, er www.bornungesorg.dk. ”Børn, unge og sorg” støtter og rådgiver børn og unge (0 – 28 år), der har mistet en de holder af, og de ved hvor vigtigt det er ikke at ”skynde sig”. De har også en anonym brevkasse, chat og telefonrådgivning ligesom vi har på BørneTelefonen. Derudover tilbyder de forløb med individuelle rådgivende samtaler eller gruppesamtaler. Måske er det noget for dig? Hvis du har lyst, kan du tjekke deres hjemmeside www.bornungesorg.dk. Du er samtidig blevet 14 år og kan se og mærke, at noget i din familie har forandret sig. I taler ikke sammen, som I plejer, er vokset fra hinanden, og din moster og onkel skal skilles. Samtidig er din mor meget på nakken af dig og kan slet ikke se, at du faktisk gør dit bedste. Det kan jeg godt forstå er svært og gør dig ked af det.

Når jeg læser dit brev, så kan jeg se, at din familie var glade og gode til at vise, I elskede hinanden, da du var mindre. Nu er du blevet større, og dine brødre er flyttet hjemmefra. Det får mig til at tænke, at måske er det dét, der sker i din familie? At I alle er blevet ældre? Og at I skal til at finde nye måder at tale sammen og være sammen på? Det er jo ikke det samme at være forældre og børn i en familie med 3 små børn, som det er at være i en familie, hvor alle børnene er ved at være store og nogen er flyttet hjemmefra. Der kan godt gå flere år, hvor f.eks. dine brødre har brug for at rive sig løs fra jeres forældre, for at finde sig selv som unge voksne. Når de har gjort det, så vender de tilbage, og I bliver en ”voksen” familie. Måske er det det, der sker? Det kan selvfølgelig også være, at der ligger andre og mere alvorlige ting bag forandringerne? Hvad mon din mor, far og brødre tænker om forandringerne? Ved din mor, hvor ked af det du er over jeres forhold? At du savner at tale med hende, og ville ønske hun forstod dig? Hvad mon der ville ske, hvis du viste din mor dit brev og vores svar? Tror du, hun ville kunne forstå, og at I ville kunne blive bedre til at tale sammen? Måske har hun været optaget af en masse andre ting, og har slet ikke opdaget, hvor ked af det du er? Endelig har du ikke kun skiftet skole, du har også skiftet land. Du skriver, at du ikke er blevet taget særlig godt imod på din nye skole. Er det blevet bedre nu, eller er det stadig svært? Hvis det stadig er svært for skolen at støtte dig i kulturskiftet, er der så en lærer eller anden voksen på skolen, du kan fortælle det til? Så de får chancen for at støtte dig på den rigtige måde. Måske forstår de ikke den kultur, du har boet og gået i skole i, i næsten 5 år, og skal have hjælp til at forstå forskellene?

Du skriver også, at dem på skolen (dine klassekammerater?) siger, de forstår dig, men at det ved du, de ikke gør. De vil jo aldrig kunne forstå det hele – for det er umuligt at forstå et andet menneske 100 % - men måske forstår de lidt af det? Under alle omstændigheder lyder det som om, de gerne vil hjælpe og støtte dig? Hvis det er rigtigt, så er det måske godt nok lige nu? Jeg har nok heller ikke forstået alting helt rigtigt, men jeg håber, mit svar har kunnet hjælpe dig lidt på vej? Jeg håber også, du har lyst til at tjekke www.bornungesorg.dk, eller har lyst til at ringe eller chatte med en rådgiver hos os på BørneTelefonen. Nummeret er 116111, og du kan være helt anonym. Det er bedre at tale med nogen, end at være alene om det og trøste sig selv ved, som du skriver, måske at skære i sig selv. Vi har alle brug for støtte og omsorg, når livet er svært. Jeg er enig med dig i, at du ikke skal gå alene med det hele, og har brug for en ven at tale med. Måske kan BørneTelefonen være den ”ven”, du mangler lige nu, indtil du finder en ven/veninde, der er rigtig god at tale med? Sådan ved jeg, at mange børn og unge bruger os. Stort varmt kram til dig fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat