Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mor og far snakker ikke sammen

Mine forældre har i et godt stykke tid efterhånden ikke snakket sammen – og det selv om de ikke er skilt. De siger aldrig noget til hinanden, og min mor vil hele tiden lave noget, hvor det kun er min lillebror og jeg der er med. 
Fx skulle vi en dag finde på noget at lave sammen, og så siger min mor, at vi tre kunne tage i biografen. Nogle gange vrisser mine forældre også over hinanden, når den anden ikke er der. I dag begyndte de så at skændes, og min far sagde, at alt ikke hele tiden kunne gå som min mor ville have det. 
Nogle gange bliver jeg sur på dem begge to – andre gange synes jeg faktisk, at det er min mor der laver problemerne.Jeg er bange for, at mine forældre ikke elsker hinanden mere, og det gør mig simpelthen så ked af det. Nogle dage vil jeg bare gerne væk fra alting. Men jeg kan jo heller ikke lade min bror i stikken, og på et tidspunkt skal jeg jo tilbage igen.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Der er ikke nogen jeg kan tale med dem om det, for hver gang jeg snakker med mine tætteste veninder, ser de bare uforstående på mig, og virker ikke rigtig interesserede. Hvad skal jeg gøre?

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Jeg kan godt forstå, at du synes, det er svært, at dine forældre ikke taler sammen, og at I ikke laver noget i fællesskab alle 4, og jeg kan godt forstå, at du sommetider får lyst til at komme væk fra alting, for det er ikke rart at leve i sådan en stemning.

Det er fint, at du kan sige til dig selv, at det ikke nytter at gå væk, men at du må finde en anden løsning. Det har du nu gjort ved og skrevet til BørneTelefonen og bedt om hjælp. Godt!

Selv om der ikke bliver sagt noget, kan børn næsten altid fornemme, når stemningen i familien ikke er rar. Tit er det faktisk sværest, hvis forældrene ikke siger noget og ikke fortæller børnene, hvad der sker, for så bliver man som barn overladt til selv at gætte og til at stå alene med problemet.

Det er fint, at du har prøvet at snakke med dine veninder om det. Når du føler, at de ikke rigtig er interesserede, er det måske fordi det er noget, der er rigtig svært at tage sig af, når man er 13 år.

Når dine forældre ikke siger noget til dig og din lillebror om deres forhold, er det måske for at beskytte jer fra problemerne mellem dem, og måske tror de så, at alt er godt for jer. 

Men sådan virker det jo ikke. Det er jo tydeligt, at du – og måske også din lillebror – fornemmer, at der er noget, der er anderledes. Det behøver ikke være, fordi de ikke elsker hinanden mere. Sommetider kan voksne have problemer f.eks. på deres arbejde eller med økonomien, der også kan gå ud over deres familieliv.

Jeg tænker, at på en eller anden måde må dine forældre have at vide, hvordan det påvirker deres store datter på 13 år, at de ikke taler sammen og vrisser ad hinanden over for dig og din lillebror.

Jeg vil foreslå, at du skriver et brev til dine forældre om dine tanker, sådan som du nu har gjort til BørneTelefonen.
Hvis du synes, det er for svært, har du måske en bedsteforældre, du kunne betro dig til, og som kunne hjælpe med at fortælle dine forældre om dine tanker?
Eller måske kender du en anden voksen, der kan hjælpe dig?

Hvis du har brug for at øve dig lidt i, hvad du skal sige eller skrive til dine forældre, kan du ringe til BørneTelefonen på 116 111 og snakke med en rådgiver om det.

Kærlig hilsen fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat