Kære dreng på 17 år, Mange tak for dit utroligt stærke brev. Jeg syntes, du gør dig nogle meget kloge og modne overvejelser. Og jeg tænker, at du inderst inde godt ved, hvad du har lyst til at gøre? – Og har idéer til, hvordan du kan gøre det på en god måde? Samtidig kan jeg også godt forstå, at du gerne vil have en voksens/en andens mening om dine overvejelser. Det plejer at være en klog strategi, at høre andres tanker, om det man går og tumler med. Ikke fordi andre har det rigtige svar, men fordi deres tanker kan hjælpe en med at finde ud af, hvad man selv syntes er det bedste valg. Om at ”springe ud” overfor dine forældre: Jeg tænker, at du og din familie har været gennem svære tider, og du har som barn betalt en meget høj pris. Men det er også tydeligt at mærke, at du har fået en helt særlig styrke og modenhed med dig. Heldigvis ligger den tid nu bag jer, og i dag har du en stærk tro på, at dine forældre vil støtte og bakke dig op, hvis/når du fortæller dem, at du er biseksuel. Du kender dine forældre rigtig godt, så jeg tror godt du kan regne med, at din fornemmelse er helt rigtig. Men selvom du regner med deres støtte og opbakning, så kan jeg også godt forstå, at det alligevel er svært og kræver mod at fortælle dem det. Både fordi der desværre stadig er mange fordomme om bi- og homoseksuelle, og dine forældre kan blive bekymrede på dine vegne. Men også fordi det kan være svært at tale om sex og seksualitet med sine forældre helt generelt. Du fortæller, du har en lille stemme, der er bekymret for, om det måske kan forværre de fordomme, du allerede oplever omkring din seksualitet. Her tænker jeg, at det du fortæller dine forældre er privat mellem jer. Forstået på den måde, at det at fortælle dine forældre, at du er biseksuel og har en drengekæreste, IKKE er det samme som at fortælle det til alle omkring dig. Det er to forskellige ting. Du og dine forældre kan sammen aftale, hvornår du/I er parate til at fortælle andre om det. Eller om det skal fortsætte med at være privat mellem jer – og andre du har valgt at betro dig til. Husk: Du/I selv vælger, hvornår du/I vil fortælle det til anden familie, venner, bekendte og andre. Fordomme vil der desværre altid være – om alt muligt. Heldigvis er vi også mange der kæmper for, at fordommene skal komme til at fylde mindre, og for at styrke accepten og tolerancen overfor dem og det, der er anderledes end os selv. Og du er helt klart én af mange hverdagshelte! Om at have en kæreste der skal i krig: Jeg tænker, at det er meget klogt af dig, gerne at ville fortælle dine forældre om din kæreste netop nu. For som du selv skriver, så er det et vigtig og betydningsfuldt valg han har truffet, men også et valg som er risikofyldt. Og jeg kan godt forstå, at du er bange. Du mærker så fint, at du har brug for at kunne dele det hele med nogen: At du er bange for at miste ham, for at han skal blive såret eller for at han skal opleve ting, der skader ham. Sådanne tanker har ALLE, der er pårørende til nogen der er i krig. Og alle har brug for at kunne dele deres tanker, håb, frygt og bekymringer med nogen. Og hvis det værst tænkelige sker, at han kommer alvorligt til skade eller dør, så er det vigtigt, at du har nogen at dele sorgen med. Jeg ved fra andre unge og voksne, der har haft ”hemmelige” kærester, at det har været utroligt svært for dem, ikke at have nogen at dele sorgen med, når de har mistet den de elskede eller vedkommende er blevet alvorligt syg. Det fornemmer jeg, at du allerede selv har gjort dig tanker om? Og det er langt mere end nogen af de voksne jeg har talt med, havde gjort sig inden… Jeg tror du har nogle meget, meget kloge ”indre stemmer”! Måske kan du (og dine forældre?) finde gode informationer om at være pårørende, på hjemmesiden: http://veteran.forsvaret.dk/paaroerende/Pages/ansattemls.aspx Her står der lidt om, hvordan det er at være pårørende til en, der er i krig. Noget af det er ikke så relevant for dig, for det handler om at være barn og have en forældre der er i krig. Men der står også noget generelt om at være ung/voksen pårørende. Om at være pårørende før, under og efter udsendelsen i krig. Det er altid rart, at vide at de følelser man har, er nogle andre i samme situation også kender til. Mit svar helt kort: Jeg syntes det lyder som en meget rigtig og klog beslutning, at fortælle dine forældre om din kæreste, nu hvor han skal i krig. 2 forlag til hvordan du kan fortælle dine forældre det: En god måde at fortælle dem det, kunne måske være at printe dit brev og mit svar ud, og så sætte dig ned sammen med dine forældre, og bede dem læse det. Du har beskrevet så fint og klogt, hvordan du har det. Jeg tror selvfølgelig dine forældre vil blive bekymrede og bange på dine vegne, over at din kæreste skal i krig, men jeg tror også de vil blive stolte og taknemmelige over, at du har tillid nok til at dele noget der er så personligt og vigtigt, med dem. Desværre har langt fra alle unge den tillid, og det forhold til deres forældre, som gør at de vil/tør dele den slags vigtige ting med dem. Hvis du hellere vil fortælle dem det uden et brev, så kan I måske sætte jer sammen, og du kan bede dem lytte og ikke sige noget før du har talt helt færdigt. Også selvom det tager et stykke tid. Så får du, ligesom hvis de læser brevet, ro og tid til at forklare. Og de får lidt tid til at tænke og fordøje den nye viden – inden de behøver svare eller reagere. Måske har de rigtig mange spørgsmål, fordi de gerne vil forstå. Og gerne vil være med til at finde, den bedste måde at hjælpe dig på.
Nogen gange kan det også hjælpe at "gennemgå" samtalen med dine forældre oppe i hovedet, inden I sætter Jer sammen. Måske tænke over, hvad der vil ramme dig mest, når I snakker om det bagefter - den der mere "løse snak", som kan være sværere at forberede sig på. Ad den vej kan du måske fornemme, hvor du er mest sårbar, og så være endnu mere forberedt på, hvad der end måtte komme og hvordan du helst vil reagere på det. Selv de bedste forældre skal have tid til at tænke sig om en gang imellem, og det er ikke altid nemt at følge med i deres proces, mens man er i sin egen.
En sidste ting jeg kom til at tænke på, da jeg læste dit brev var, hvad alternativet til ikke at sige det til dem, er? Tænk hvis dine bekymringer over alt det der nu skal ske, kommer til at påvirke dig så meget, at du pludselig går rundt og ikke længere er "rigtig dig", og dine forældre bemærker det, og måske forestiller sig de værste senarier om deres skønne dreng? Lige meget hvor gammel ens børn er, vil forældre bekymre sig og lægge mærke til, om de ændrer sig... Som sagt bare en tanke, du kan bruge eller lade ligge.
Afslutningsvis: Jeg håber du kan bruge mit svar og mine tanker til noget, og er blevet inspireret til at finde ud af hvad du nu vil gøre? Jeg ønsker alt det bedste for dig, din kæreste og dine forældre. Og samtidig så håber jeg, at rigtig mange bi- og homoseksuelle unge læser dit brev. Det er så stærkt og klogt det du skriver, at selvom de ikke har en kæreste der skal i krig, så er jeg sikker på, at de kan finde mod og håb, ved at læse dit brev. Mange tak for det! Husk du altid er velkommen til at ringe, skrive eller chatte med os, hvis du får brug for at tale med en voksen uden for familien. De varmeste tanker og håb til dig fra BørneTelefonen
