Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min far er ikke rigtig hjemme

Hej, Jeg har længe overvejet at skrive ind til jer. Min bror på snart 18, og jeg som er 14 år, vil rigtig gerne have noget hjælp til hvordan vi skal håndtere det her problem.

Min far arbejder rigtig meget. Han står op om natten for at arbejde og er først hjemme hen på aften cirka kl. 21.00-22.00. Jeg/vi er så kede af, at vi ikke rigtig ser vores far i hverdagen, og det har været sådan her i mange år. Lige siden vi blev født. Men det er først de sidste par år vi ligesom har syntes, vi har manglet vores far rigtig meget!

Min mor har også lange arbejdsdage og kommer først hjem ved kl.15.00-16.00. Min mor har også snakket med min far flere gange, om at vi alle tre gerne vil have, at han er mere hjemme. Vi kan også mærke på vores mor, at hun bliver stresset af, at han næsten ikke er hjemme, fordi så er det jo hende, der skal ordne alting i huset og købe ind osv…

Vi bor også i et rigtig STORT hus med en stor have. Og vi er bare så kede af det, fordi han vil sagtens kunne være meget mere hjemme (fordi det har han nemlig sagt), men når vi har sagt til ham “far vi vil altså så gerne, at du er noget mere hjemme”, siger han f.eks. : “Jeg kommer også til at være mere hjemme når jeg lige har fået ordnet det her”.. Men det er aldrig sket, det er bare blevet værre 🙁

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 14 årige pige

Jeg kan virkelig godt forstå, at du og din bror er kede af, at jeres far arbejder så meget og sjældent er hjemme. I har sagt det til ham mange gange. Det kan virke meget frustrerende og magtesløst, når der ikke sker det, man bliver lovet.

Godt du skriver herind, jeg vil forsøge at komme med nogle forslag til, hvad I kan prøve.

Din far trænger til et “wake up call” Er du enig?

Jeres far arbejder rigtigt meget og forstår slet ikke, at der sidder 2 børn lige for næsen af ham, der bare gerne vil være sammen med ham.

Han står op om natten for at arbejde og kommer sent hjem hver dag, fordi han lige skal ordne noget. Men inden det er slut, så er der lige noget mere, der lige skal ordnes og sådan bliver det ved….

Jeres mor har også travlt, udover arbejdet, med at holde jeres store hus og have og få handlet ind, gjort rent og sørget for alt muligt i hjemmet. Hun savner også jeres far til at deltage. Men det er hendes ansvar at tage en snak med ham om det. Det er ikke jeres ansvar.

Hvad med at foreslå jeres far, at I skal lave noget sammen? Det kan fx være en tur i biografen, til koncert, teater, udstilling, brunch på en cafe´ eller lignende?

Sig til ham: Hey far, vi savner, at være mere sammen med dig og nu har vi fundet på det her; fx brunch…. hvad siger du til på lørdag kl 10? Siger han, at det kan han desværre ikke, så bed ham nævne en anden dag. Hold ham fast i, at det er en aftale, og I forventer han overholder den.

Mens I så hygger jer med ham, kan I begynde en snak om jeres bekymringer over han ikke er hjemme og få nogle flere aftaler på plads. Det kan fx være, at I spiser morgenmad sammen hver dag, eller en dag i ugen, er der fælles film i stuen? Tror du det er en mulighed?

Og mens i venter på at far forpligter sig, kan I måske hygge jer mere med jeres mor, så alt ikke går op i indkøb og husholdning.

I er så store nu, at der er mange ting I selv kan klare. Måske har jeres mor ikke opdaget, at hun ikke behøver fare så meget rundt, nu hvor I ikke er små længere?

Foreslå hende noget hyggeligt I kan lave sammen, så I ikke kun sidder og venter på far kommer hjem. I kan jo fx gå ud og spise, spille et spil eller noget af det samme jeg har foreslået I kan med jeres far. Ved hans fravær kommer han alligevel til at fylde rigtig meget i jeres familie.

Måske kan noget af det fravær fyldes med nærvær hos jer tre, der har mere tid sammen. Tror du det er en mulighed?

Jeg vil også foreslå dig, at vise din far dit brev og mit svar, så har I noget at tale sammen ud fra. Du kan selvfølgelig også nøjes med at fortælle, at du har skrevet til BørneTelefonen og fået svar om dit savn. Har du mod på det?

Skriv eller ring endelig igen på tlf. 111 116, hvis dette forslag ikke hjælper. Så kan vi sammen tale mere om, hvad I så kan gøre. Vi kan måske få flere ideer sammen , du kan prøve af?

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat