Kære pige på 13 år.
Tak for dit brev. Når jeg læser det, tænker jeg, at du er en meget ansvarsfuld og omsorgsfuld pige, der elsker din familie og vil dem det allerbedste. Du beskriver, at der er nogle udfordringer i din familie nu, som du ville ønske kunne blive ændret.
Det lyder som om, at du savner kontakt og sammenhold i din familie. Du savner, at I er sammen alle fire, og du savner nogle glade forældre.
Du skriver i dit brev, at du har talt med dine forældre om, at din mor kan få et arbejde og din far kan mindske hans arbejdstid. Men du skriver ikke noget om, hvad dine forældre har sagt til det? Var det mon noget de også havde lyst til? Ofte er det sådan, at mennesker selv skal have lyst til at ændre på tingene, for at der sker noget.
Måske kæmper de allerede en hel masse, for at din mor kan få et arbejde og din far kan arbejde mindre.
Det er så sødt af dig, at du ønsker at ændre dine forældres måde at leve på. Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det, når du oplever en dødtræt far og en trist mor. Men at du tager ansvar for det og bekymrer dig sådan om det, er et alt for stort arbejde for en 13 årig.
Det bedste du kan gøre er, at fortælle dine forældre hvad det betyder for dig, at det er, som det er. Ligesom du gør her i brevet. Og så fortælle dem, hvad du ønsker var anderledes. F.eks. at I sammen øver jer i, at spise aftensmad sammen.
Det er vigtigt at sige, at det er dine forældres ansvar, at passe på jer som børn, at passe på sig selv og på jeres familie. Du kan kun hjælpe til ved, at fortælle dem om hvordan du oplever det.
Hvis dine forældre gerne vil hjælpes, f.eks. med jobs, kan de tale med en sagsbehandler i kommunen, som kan snakke med dem om deres situation. De kan også ringe til vores Forældretelefon, eller de kan måske få noget familierådgivning. Men det er noget dine forældre skal beslutte, om de er interesseret i. Så er der i hvert fald muligheder for, at de kan få hjælp.
Du skriver, at dine forældre ikke er gode til at tænke på sig selv. Og så kommer jeg til at tænke på dig: jeg får en fornemmelse af, at du heller ikke tænker så meget på dig selv og på, hvad du gerne vil. Jeg kunne ønske for dig, at du kunne slippe dine bekymringer lidt og leve et teenageliv med dine venner. Måske skal dine forældre hjælpe dig med, at minde dig om det. Og at de nok skal tage ansvar for, at det er trygt og rart at være derhjemme.
Det lyder som om, at dine forældre rigtig gerne vil gøre tingene godt for dig og din søster. Men måske er det godt at de bliver mindet om, hvad I savner og kunne ønske jer blev anderledes. F.eks. at spise aftensmad sammen, have spilaften én gang om ugen eller noget andet I kan lide.
Kunne du forestille dig, at tage en snak med dem om det? Måske sammen med din søster?
Hvis du synes, det lyder lidt svært, vil jeg opfordre dig til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 og tale videre med en rådgiver om det.
Mange gode tanker fra BørneTelefonen
