Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

min familie

jeg er en pige på 14 år jeg har det rigtig svært med at være sammen med min familie jeg lukker mig meget ned på mit værelse.

Min mor kan godt komme med nogen dårlige kommentar som fx. “du gider ikke at lave noge eller være sammen med os du ødelægger vores familie” og det er ikke det jeg vil

jeg vil gerne være sammen med dem osv.. men jeg er bange for at gøre noget forkert eller sige noget som er dumt jeg følere ikke jeg høre til her, jeg er bange for min mor at hun måske kunne finde på at slå mig eller noget andet

jeg har ikke haft det ført sådan men efter det her år har jeg har cuttet og drukket mig for at få tanken væk jeg pjækker for skole og vil bare slet ikke være her og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre håber i kan hjælpe

hilsen den bange pige

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år.

 

Hvor er det godt, at du skriver herind for at få hjælp til at finde ud af, hvordan du kan få det bedre med din familie igen. 

Jeg har snakket med mange andre, der beskriver de samme ting. Du er altså slet ikke alene om at synes, at det kan være svært med familien. Ofte handler det om to ting, nemlig misforståelser og dårlig kommunikation. Man kommer hurtigt i en dårlig vane med at snakke på en bestemt måde til hinanden, og så bliver det bare sådan, man gør i familien. Måske har du også oplevet det?

Jeg tror ikke, at der er én gylden vej til at ændre det, men små ting som at spørge, om hvordan det går, om man kan hjælpe med noget og et lille smil, kan tit bløde op for en dårlig stemning - det gælder især også de voksne i familien.  

Det kan være svært og føles hårdt, når man har mange tanker, som man selv skal holde orden i og finde løsninger på. Faktisk kan man opleve, at man får helt svært ved at koncentrere sig, fordi alle de andre ting fylder. Derfor kan det nogle gange være rart at få delt sine tanker med andre. 

Du lyder som en pige, der rigtig gerne vil sin familie, og jeg ved ikke, om du har snakket med andre om det her, og om du måske har prøvet at snakke med din mor om det? Hvad ville der mon ske, hvis du fortalte din mor, at du har det sådan her og du har brug for hendes støtte til at få det godt? 

Når man skal snakke sammen om så vigtige ting, synes jeg, at det kan være rart at forberede sig til snakken. Det kan man fx gøre ved at overveje, hvornår man vil snakke sammen, hvem der skal være der og hvad man skal sige. 

Du kunne fx sige til din mor, at du har haft det svært i lidt tid, og at du bliver ked af det, når hun siger, at du ikke vil jeres familie, fordi du i virkeligheden rigtig gerne vil familien - at du gør, hvad du kan for at være med. Måske kan du også fortælle, hvordan du håber det kunne være i jeres familie. Kunne du mon have mod på at sige det?

Hvis det er rigtig svært at sige, kan du måske give brevet her til din mor? Det kan også være, at du har en helt anden person i tankerne, en som det kunne være rigtig rart at snakke med? 

Ved at skrive herind har du allerede vist, at du har modet og kræfterne til at ændre det her, og jeg håber, at I finder gode løsninger sammen som familie. 

Kærlige tanker fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat