Mange tanker i mine nuværende teenageår

Hej BB

Jeg har en masse, at få skrevet til jer. Jeg synes altid, det er rart at I kan svare så godt tilbage med nye råd og forslag, som hjælper og man ikke har tænkt over at kunne bruge. Her fort tiden har jeg taget meget ved lærer af mig selv og andre siden jeg startede på skolen. Der er nemlig så super mange ting, at fortælle, men som mere bare vil være en lang historie som ikke får så meget at gøre med mine nuværende tanker.

Min far har længe haft et alkoholproblem. Min mor har derfor af grunde for at beskytte ham, valgt at jeg ikke må sige det til nogen. Da hans druk ikke var særlig slemt, en til gengæld bare røg en masse cigaretter hver dag, selv kl. omkring 6 om morgenen ryger han, hvilket er meget underligt, synes jeg. Fordi min mor ikke tillod mig at fortælle det til andre, blev jeg mere og mere ligeglad med det også. Men efter 3 år gik det mere ned af bakke for ham, og den dag i dag er den helt gal. Han er blevet arbejdsløs, drikker en masse mens min mor og jeg ikke er hjemme, sover konstant og hans bedsteven og barndomsven ligger på hospitalet med en hjerneblødning.

Den dag vi fik at vide, det med min fars bedsteven var da min far og jeg var alene hjemme og min mor var i Berlin for at fejre sin fødselsdag her i starten af juni. Telefonen ringede og min far var virkelig ude af den. Han blev ved med at gentage samme spørgsmål og vandre meget frem og tilbage. Før telefonen ringede til os, var han også fuld og vi spiste kl. 21 om aftenen. Jeg prøvede at skjule, at jeg stadig var utroligt plaget af hans druk, men ikke måtte fortælle noget. Ikke engang til min far, for det er ham, der har alkohols trangen, og han bliver meget vred og aggressiv hvis man minder ham om det. Min far er ikke typen der slår folk, men nogen gange kan jeg være så fustreret på både min mor og far. Min mor fordi hun altid holder tæt på min fars misbrug i disse år og at min far kun bliver værre og værre med det hele.

Da min mor kom hjem, kunne jeg mærke at min far havde det endnu slemmere. Der var en søndag aften, hvor jeg krammede ham og snakkede meget med ham om hans bedsteven og gav ham gode råd og kærlighed. Selv var han en smule fuld på det tidspunkt, men jeg måtte jo stadig ikke sige et ord om det. Jeg har fortalt min nærmeste veninder om det. Mine bedsteveninder som er så nære, ville aldrig finde på at sige det med min far videre, for jeg har kendt dem så længe og de er virkelig til at stole på.

Til et andet problem, så føler jeg lidt, at en af mine bedsteveninder (Jeg har to bedstevenner, og det er DEM jeg sagde det til), pludselig ikke er så nær mere. Hun er stadig ligeså loyal men hun viser sjælendt at hun kan lide mig. Når man skriver på hendes facebook væg skriver hun altid de samme gentagende ting, og når det er statusser hvor man fx skal beskrie hinandens vennsakb, er mit altid det mest rørerende og præcise mens hednes, er noget som at vi har kendt hinanden og jeg er ret sjov og sej. Det er som om, hun ikke kan sgie andre ting. Hendes familie er meget stor, så hvis hun har et problem ville hu altid fortælle det til familien fx hendes storesøter.

Jeg har ingen søskende, og jeg har ingen at dele mine rigtige tanker at dele med længere. Musik er en slags indgang til min egen verden. Min computer hvor mit internet og ret og sagt også er, så er er jeg blevet den type pige, som gemmer sig bag ved sin computerskræm og passer sins kole. Sådan er mit mønster for hver dag. At gøre de samme ting om og om igen, og det plager mig at det skal være sådan her.

Ikke kort før jeg begyndte på dette brev, kom min mor ind i mit værelse og skældte mig ud. Hun sagde, at min far og jeg må lære at styrre os og vide kærlighed. At vi begge ikke gør en skid og at JEG ikke viser følelser for min vens bedsteven, der jo ikke har det særligt godt. Det er virklelig sørgeligt, fordi hans bedsteven er blevet helt lam i den ene side. Det gør, han ikke kan snakke som han ellers elsker at gøre. Min mor kaldte mig for en igoist, som ikke har vist nogen følelser. Og der var det igen alt for meget for mig. Med al min vrede og irratation råbte jeg til hende, at jeg slet ikke var sådan. Måske viste jeg bare min sorg på en anden måde end hende, men derfor betød det ikke, jeg var smadder ked af det.

Lige nu sidder jeg og skriver videre på mit meget lange brev. Min klaselærer er også opmærksom på problemet, og har sagt at jeg skal søge hjælp på telefon ligesom herinde på jeres website, men jeg er stadig ikke parat til at snakke i telefon med nogen. Selvom at græder ikke vil gøre noget som helst, føles det som, jeg bedst kan lide det på skrift stedet. I denne uge har tit tænkt meget, at jeg burde gå til psykolog med alt det her, men psykologer er så dyre og jeg må stadig ikke fortælle nogen om min far. Min far har intet arbejde, han gør intet for at finde et, han har ingen lang uddanelse og han drikker så meget for tiden, at det gør helt ondt at tænke over…

Mit brev er rigtig langt og indebære mange ting, som ikke lige kan være til at svare på sådan lige med det samme, men det ville bringe et smil hos mig, hvis jeg kunne gøre noget specielt, for at få det bedre. Det største problem ligger i, at min fars økonomi jo med tiden vil blive dårlig, at vi så af den grund må flytte over i en meget mindre hus og værre. Jeg skal efter somemrferien i 8. klasse og det er super vigtigt at få gode karaktere og følge med. Min uddanelse betyder så utroligt meget for mig, at jeg simpelthen må tage mig sammen til at ligge det følelsesmæssige til side, men her må jeg sige det til nogen, og få en bedre hjælp.

Mange tak for at I vil hjæloe mig. Er meget taknemmelig.

Mvh. H…..