Jeg er ikke god nok

Kære pige på 13 år 

Jeg vil starte med at sige, at det er meget normalt som teenager at have stærke følelsesmæssige udbrud, som er ukendte og kommer meget bag på en. Som du selv skriver: ”Jeg kan gå fra at være helt oppe i skyerne, til at være helt grædefærdig”. Det er også normalt at man kan få lyst til at bryde ud af ens ”rolle” derhjemme eller i skolen. F.eks. skriver du, at du altid er blevet set som en meget smilende, åben og flittig pige, måske handler dit inderlige ønske om at blive emo også om at få den ”anden side” med, hvilket jeg egentlig ser som et sundheds tegn. 

På mig lyder det ikke umiddelbart som om, du har psykiske problemer. Jeg synes, de fleste af reaktionerne lyder meget normale for en pige i din alder. Det lyder til at du har skaffet dig viden om personlighedsforstyrrelser, men husk på at når man læser om disse vil de fleste finde symptomer som passer på dem, selvom de i virkeligheden ikke har en personlighedsforstyrrelse. Det at du har cuttet finder jeg dog bekymrende og jeg tænker at det vil være godt, at tager kontakt til os eller til rådgivningen: www.selvskade.dk Her kan du finde viden og få gratis telefon- og smsrådgivning. 

Som jeg læser det betyder din familie meget for dig. Du skriver, at det er især din far som du prøver at gøre glad og stolt.Men du føler ikke helt det lykkes, eftersom han altid nævner de dårligste ting først, hvilket får dig til at føle dig som en stor fejl. Det lyder på mig som om, du skal være/eller føler at du skal være perfekt før det er godt nok, men ingen er jo perfekte og hvad mon din far egentlig vil sige, hvis du spurgte ham om, hvad det egentligt er han forventer af dig. At du synes det hårdt med de dårlige kommentarer, at du også har brug for støtte og til ikke at være perfekt og smilende konstant! Perfekt er der ingen der er, og det er vel så at være perfekt! Det er dine forældre heller ikke. Måske er du også ved at indse det?

Alle kommer til at tage valg som ikke falder i deres forældres smag, men det er jo en hel normal del af selvstændighedsgørelsen og identitetssøgning, når man udvikler sig fra barn til ung. F.eks. det med at være emo. Måske du kender andre som er emo’er, som kan fortælle hvordan det har været for dem at skifte stil og hvad de er blevet mødt med af reaktioner fra deres forældre. Jeg tænker mange emo’er kan have en lignende historie? 

Jeg tænker også at det kunne være en stor lettelse for dig, at dele dine tanker om dine forældre og om de ting, som fylder hos dig lige nu. Der er grund til at prøve at klare det selv. Du skriver, at der ikke er nogen veninder på den nye skole som du føler dig tryg nok med og at du virkelig ikke vil sige det til dine forældre. Har du måske nogle ”gamle” veninder som kender dig godt og som du kunne åbne dig op for? Ellers er du også meget velkommen til at ringe til Børnetelefonen på 116111 - en snak kan nogle gange godt have en anden effekt end f.eks. et brev kan. 

De bedste hilsner 

BørneTelefonen