Brev

Jeg er ikke god nok

Hej BørneTelefonen.

Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal starte dette brev, så jeg starter bare fra begyndelsen..

Uanset hvad jeg gør, er det forkert. Jeg gør ALT hvad jeg kan, for at gøre min familie glade. Det meste skyldes min far. Jeg er flittig i skolen, hjælper til der hjemme og laver gaver til ham. Jeg har altid adlydt hans mindste vink, og været en god pige. Men det er ikke godt nok. Han nævner altid det dårligste først, som om jeg bare er en stor fejl.

Jeg tror, at jeg er ved at lave et slags oprør imod ham. Når jeg alligevel ikke er god nok, hvorfor så prøve?

Jeg kender ikke større emofobikere end mine forældre. Jeg ønsker så inderligt at blive emo, men det er ret svært, når mine forældre er som de er.

Mine forældre er meget ordenlige mennesker. Min far er formand for en forening, og min mor er lærer. Vi har rigeligt med penge. Vi har et stort hus. I deres øjne er alting perfekt. Bortset fra mig. Ville de savne mig hvis jeg ikke var her? Så havde de kun dem, deres pragtfulde arbejde, deres pragtfulde hus, og deres pragtfulde søn.

Udover alt det, tror jeg, at jeg er ved at udvikle nogle psykiske problemer. Jeg ser skygger og høre mærkelige lyde hele tiden. Jeg har meget svært ved at sove om natten, selvom jeg altid er træt.

Nogle gange, tror jeg enda, at jeg er ved at udvikle en ængstelig personlighedsforstyrrelse. Jeg kan gå fra at være helt oppe i skyerne, til at være helt grædefærdig. Som om, at jeg er to personer på én gang.

Jeg får nogle gange små udbrud på mit værelse. I disse udbrud har jeg bl.a. cuttet og skreget af mig selv. Jeg ved ikke hvad der sker med mig, jeg ar bare virkelig lyst til at smadre et eller andet.

Jeg er træt af at være perfekt til ingen værdens nytte, og da det jo er pænt upraktisk at smadre alt omkring mig, smadre jeg mig selv.

Jeg får det til at lyde som om, at jeg er sådan en deprimeret type, som aldrig smiler. Det er jeg overhovedet ikke. Jeg har altid været en meget smilende og åben person, så jeg blev ret forskrækket, da mit første udbrud kom.

Alt i alt, er jeg ved at glide totalt væk fra mine perfekte forældre.

Jeg ved godt, hvad du vil skrive tilbage.
“Jeg synes, at du skulle snakke med nogen om det. Prøv at sige det til dine forældre, en person du har tillid til, eller måske en venindes mor?”

Jeg er lige flyttet skole. Jeg har ingen veninder, ingen mennesker jeg har så stor tillid til endnu. Og jeg kan virkelig ikke få mig selv til at sige det til mine forældre.

Faktisk, vil jeg helst klare det selv, uden at indblande andre i mine psykiske problemer.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år 

Jeg vil starte med at sige, at det er meget normalt som teenager at have stærke følelsesmæssige udbrud, som er ukendte og kommer meget bag på en. Som du selv skriver: ”Jeg kan gå fra at være helt oppe i skyerne, til at være helt grædefærdig”. Det er også normalt at man kan få lyst til at bryde ud af ens ”rolle” derhjemme eller i skolen. F.eks. skriver du, at du altid er blevet set som en meget smilende, åben og flittig pige, måske handler dit inderlige ønske om at blive emo også om at få den ”anden side” med, hvilket jeg egentlig ser som et sundheds tegn. 

På mig lyder det ikke umiddelbart som om, du har psykiske problemer. Jeg synes, de fleste af reaktionerne lyder meget normale for en pige i din alder. Det lyder til at du har skaffet dig viden om personlighedsforstyrrelser, men husk på at når man læser om disse vil de fleste finde symptomer som passer på dem, selvom de i virkeligheden ikke har en personlighedsforstyrrelse. Det at du har cuttet finder jeg dog bekymrende og jeg tænker at det vil være godt, at tager kontakt til os eller til rådgivningen: www.selvskade.dk Her kan du finde viden og få gratis telefon- og smsrådgivning. 

Som jeg læser det betyder din familie meget for dig. Du skriver, at det er især din far som du prøver at gøre glad og stolt.Men du føler ikke helt det lykkes, eftersom han altid nævner de dårligste ting først, hvilket får dig til at føle dig som en stor fejl. Det lyder på mig som om, du skal være/eller føler at du skal være perfekt før det er godt nok, men ingen er jo perfekte og hvad mon din far egentlig vil sige, hvis du spurgte ham om, hvad det egentligt er han forventer af dig. At du synes det hårdt med de dårlige kommentarer, at du også har brug for støtte og til ikke at være perfekt og smilende konstant! Perfekt er der ingen der er, og det er vel så at være perfekt! Det er dine forældre heller ikke. Måske er du også ved at indse det?

Alle kommer til at tage valg som ikke falder i deres forældres smag, men det er jo en hel normal del af selvstændighedsgørelsen og identitetssøgning, når man udvikler sig fra barn til ung. F.eks. det med at være emo. Måske du kender andre som er emo’er, som kan fortælle hvordan det har været for dem at skifte stil og hvad de er blevet mødt med af reaktioner fra deres forældre. Jeg tænker mange emo’er kan have en lignende historie? 

Jeg tænker også at det kunne være en stor lettelse for dig, at dele dine tanker om dine forældre og om de ting, som fylder hos dig lige nu. Der er grund til at prøve at klare det selv. Du skriver, at der ikke er nogen veninder på den nye skole som du føler dig tryg nok med og at du virkelig ikke vil sige det til dine forældre. Har du måske nogle ”gamle” veninder som kender dig godt og som du kunne åbne dig op for? Ellers er du også meget velkommen til at ringe til Børnetelefonen på 116111 - en snak kan nogle gange godt have en anden effekt end f.eks. et brev kan. 

De bedste hilsner 

BørneTelefonen

 

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat