Jeg er ikke god nok
Hej BørneTelefonen.
Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal starte dette brev, så jeg starter bare fra begyndelsen..
Uanset hvad jeg gør, er det forkert. Jeg gør ALT hvad jeg kan, for at gøre min familie glade. Det meste skyldes min far. Jeg er flittig i skolen, hjælper til der hjemme og laver gaver til ham. Jeg har altid adlydt hans mindste vink, og været en god pige. Men det er ikke godt nok. Han nævner altid det dårligste først, som om jeg bare er en stor fejl.
Jeg tror, at jeg er ved at lave et slags oprør imod ham. Når jeg alligevel ikke er god nok, hvorfor så prøve?
Jeg kender ikke større emofobikere end mine forældre. Jeg ønsker så inderligt at blive emo, men det er ret svært, når mine forældre er som de er.
Mine forældre er meget ordenlige mennesker. Min far er formand for en forening, og min mor er lærer. Vi har rigeligt med penge. Vi har et stort hus. I deres øjne er alting perfekt. Bortset fra mig. Ville de savne mig hvis jeg ikke var her? Så havde de kun dem, deres pragtfulde arbejde, deres pragtfulde hus, og deres pragtfulde søn.
Udover alt det, tror jeg, at jeg er ved at udvikle nogle psykiske problemer. Jeg ser skygger og høre mærkelige lyde hele tiden. Jeg har meget svært ved at sove om natten, selvom jeg altid er træt.
Nogle gange, tror jeg enda, at jeg er ved at udvikle en ængstelig personlighedsforstyrrelse. Jeg kan gå fra at være helt oppe i skyerne, til at være helt grædefærdig. Som om, at jeg er to personer på én gang.
Jeg får nogle gange små udbrud på mit værelse. I disse udbrud har jeg bl.a. cuttet og skreget af mig selv. Jeg ved ikke hvad der sker med mig, jeg ar bare virkelig lyst til at smadre et eller andet.
Jeg er træt af at være perfekt til ingen værdens nytte, og da det jo er pænt upraktisk at smadre alt omkring mig, smadre jeg mig selv.
Jeg får det til at lyde som om, at jeg er sådan en deprimeret type, som aldrig smiler. Det er jeg overhovedet ikke. Jeg har altid været en meget smilende og åben person, så jeg blev ret forskrækket, da mit første udbrud kom.
Alt i alt, er jeg ved at glide totalt væk fra mine perfekte forældre.
Jeg ved godt, hvad du vil skrive tilbage.
“Jeg synes, at du skulle snakke med nogen om det. Prøv at sige det til dine forældre, en person du har tillid til, eller måske en venindes mor?”
Jeg er lige flyttet skole. Jeg har ingen veninder, ingen mennesker jeg har så stor tillid til endnu. Og jeg kan virkelig ikke få mig selv til at sige det til mine forældre.
Faktisk, vil jeg helst klare det selv, uden at indblande andre i mine psykiske problemer.
"alene" hør andres fortællinger
Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.
