Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Selvværd

Lige her for tiden har jeg det ikke som jeg plejer. Jeg er nemlig en helt normal pige med en masser af energi. Men her for det seneste har jeg haft det svært, fordi jeg har ikke rigtig så meget selvværd jeg føler mig forkert og det er altså ikke det rareste. Jeg plejer normalt at kunne snakke med min mor om sådan nogle ting men denne gang er det bare alt for svært. Kan i hjælpe mig?

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige

Tak for dit brev. Lad mig starte med at skrive til dig, at jeg finder dit brev fuld af personlig styrke, for du kan fortælle at du ikke har det rart og du vil gerne have hjælp til at blive glad for dig selv igen. Lad os finde ud af det sammen.

Jeg kan  se ud fra dit brev at du er 13 år, så lad mig starte der. Når man er 13 år sker der rigtig mange ting i ens hoved og krop. Kroppen ændrer sig, den skal i gang med at udvikle sig til voksenlivet. Det sætter også gang i hormonerne og det er med til at man til tider føler sig meget træt, sur eller ked af det, eller som du så fint beskriver det, helt forkert.

Det er en helt almindelig følelse, man får og den går heldigvis over igen. Men mens det står på, kan man godt føle sig fortabt og at hele verdenen er mod en. Det kan nemlig være svært at følge med kroppens udvikling, når følelserne og tankerne i hovedet er et helt andet sted. Det er udvikling alle mennesker skal igennem, så kære pige, du er ikke alene.

Alligevel forstår jeg godt, at det ikke føles rart. Alle mennesker kan have perioder, hvor de kommer til at tænke dårligt om dem selv, men det er vigtig at reagere, hvis man føler det har taget overhånd. Derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet herind og sagt det højt.

Nogle gange kan det sværeste være at sige det højt første gang. Det har du faktisk gjort nu. Jeg håber, at det føles rart, når jeg fortæller dig, at jeg godt kan forstå, at du gerne vil have at de negative tanker skal fylde mindre.

Du skriver, at du altid har kunnet snakke med din mor om dine følelser, men nu er det pludselig blevet svært. Du skriver ikke hvorfor, så jeg prøver at gætte. Kan det tænkes at du synes det er svært at tale om det, fordi det føles lidt pinligt at snakke med sin mor om dette?  Det kan også være, at det er det manglende selvværd, der gør det? Måske du er bange for, at hun ikke vil forstå dig eller at du gør hende ked af det?

Prøv da at tænke på at din mor måske har oplevet det samme og at hun derfor kunne komme med gode råd til dig. Ud fra det du skriver om hende, lyder hun som én, der vil være parat til at lytte og hjælpe uanset, hvad du fortæller hende. Hvad tænker du om det?

Nogle gange er det nemmere at fortælle om de svære ting, hvis man har ro og tid til at tænke sig om i mens. Hvis det er svært at sige ansigt til ansigt, kan det derfor være en god idé at skrive det. Du kan prøve at se vores Guide: skriv det til nogen. Måske den kan hjælpe dig med at komme i gang.

Du kan også prøve at snakke med pigerne i din klasse, måske de også har det på samme måde. Sammen kan i støtte og hjælpe hinanden. I kan også foreslå at jeres klasselærer tager det op som et emne i klassen, hvor i kan stille spørgsmål om alt det, der er svært ved at blive voksen. Tag gerne drengene med også, for det er ikke kun piger, der oplever dette.

Du kan måske også prøve denne Selvværdsøvelse, hvis du har lyst? På siden har vi samlet forskellige råd, der kan hjælpe dig med dine negative tanker.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlige hilsner fra BørneTelefonen

 

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat