Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Ikke rigtig voksen

Hej,

Jeg har nu gået inde med en del følelser og generelle tanker i det seneste tid, som jeg har meget svært ved at gribe an.

Mange ville mene, at jeg burde være voksen nok, taget i den betragtning af at man er over tyve år gammel, men sådan hænger min verden bare ikke sammen.

I de seneste mange måneder har jeg følt mig som en form af fiasko over for min mor og hendes side af familien. Jeg har følt disse tanker fordi jeg har haft problemer med skolen da jeg var mindre på grund af hård mobning og har derfor aldrig gennemført selve folkeskolen og har derfor hellere aldrig kunne komme ind på en gymnasie uddannelse, som de fleste i min alder burde kunne.

Følelserne og tankerne er kommer meget mere op i mig eftersom, at mon stedbror i sommers fik sin STX uddannelse og han er nogle år yngre end mig. Her har jeg kunne mærke en form af “forskel” eftersom at den eneste uddannelse jeg har er en STU og da jeg blev færdig med den så fik man ikke engang et tillykke af nogen fra familien eller noget af familien.
Men at ens stedbror får tillykke, gaver og ligne fordi han har taget en gymnasium uddannelse så føler jeg mig bare som en fiasko som ikke duer til noget, hvilket leder mig til et par nætter hvor man græder sig i søvn eller overvejer selvmord så familien er sluppet af med en uduelighed.

Mange ville mene, at jeg nok burde tage en snak med min mor eller familie omkring det, men det er en de småting som jeg altid har haft svært ved og endnu ikke har lært, hvilket er derfor jeg skriver ind til jer.

Gode råd fra jeres side af er nok det tætteste jeg ville kunne finde som en slags hjælp, men jeg er ærlig talt usikker netop fordi at jeg har svært ved at tale om følelser.

Pige, 22 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 22

I stedet for at beskrive dig selv, som en der “burde være voksen”, så vil jeg meget hellere beskrive dig som en, der kun er 22 år. Med "kun" mener jeg, at du har et langt liv foran dig, hvor der er gode muligheder for, at blive meget bedre til noget af det som du ikke føler dig så sikker på lige nu. Fx. at kunne tale om dine følelser. 

Så i stedet for at tænke, at det er noget, du ikke kan, så skal du måske øve dig på at tænke anderledes. Måske kender du det allerede, men Pippi Langstrømpe har engang sagt noget rigtig fint, som jeg tit husker mig selv på. Det lyder: ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt". Hvis man tænker sådan om de ting, man endnu ikke har prøvet, så har man en mere positiv tilgang - og så er det måske lettere for nye ting at lykkes. Fx. kan du tænke sådan, når du tænker på, at du endnu ikke har prøvet at fortælle din mor, hvordan du går og har det. Mon du har mod på at prøve Pippis talemåde? 

Jeg kan godt forstå, at du er blevet ked af den forskel i opmærksomhed, som du oplevede, da din stedbror fik sin STX. I Danmark har vi en, måske lidt gammeldags tendens til, at det ofte er studentereksamener, der fejres – og det er jo egentlig lidt skørt. For vi har alle brug for at blive fejret indimellem i forskellige anledninger. Men hvis du ikke fortæller din familie, hvordan du har det, risikerer du, at de aldrig finder ud af det. Og så har de ikke mulighed for at ændre noget. Så kan det være, at de aldrig bliver klogere - og det ville jo være ærgerligt. Både for dig og for dem. 

Da du gennemførte STU og fik dine kompetencepapirer, var det en stor sejr for dig! Det viser, at du godt kan gennemføre noget og det er super sejt. Uddannelse er heldigvis ikke noget, man kan blive for gammel til. Så med den rette hjælp, tror jeg også, at du kan finde noget, som du vil blive glad for. Hvis du helt selv kunne bestemme, hvad tror du så, du kunne være god til? Hvilke uddannelse og måske senere job, vil gøre dig glad? Det handler nemlig ikke om, hvad din mors familie synes er godt. Husk det! Det er dit liv, og det er dig, der skal finde noget, du godt kan lide. 

Det kan sagtens være, at du har brug for lidt mere hjælp. Måske du kan tage kontakt til din studievejleder og spørge, om der er mulighed for, at du kan få en samtale? Er det mon noget, du kunne overveje? Det er jo også altid en mulighed, at kontakte din sagsbehandler for at høre om der kunne være et tilbud eller noget støtte, som ville passe dig?

Men allermest håber jeg, at du får fortalt din mor, hvordan du har det! Hvis det er lidt svært, kan du jo lade hende læse dit brev hertil og mit svar? Det tror jeg, kunne være en god anledning til en god snak med din mor. 

De bedste hilsner
BørneTelefonen 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat