Brev

Hvordan fortæller jeg det?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Jeg kan godt forstå, at du ikke helt ved, hvordan du skal fortælle dine veninder om din storebror. Men jeg mærker også, at du faktisk gerne vil fortælle dem lidt, så det kan være en mulighed, at de kan sove hjemme hos dig. Mon du kan følge mig?

Som du skriver, er du vant til, at din bror spiller computerspil og larmer meget. Men fordi han gør det, så har du ikke lyst til, at nogen skal sove hjemme hos dig.

Din bror har autisme, og din far har også en psykisk sygdom. Jeg har talt med en del børn, som har forældre eller søskende, som er psykisk syge på den ene eller anden måde.

De børn fortæller tit, at de på den ene side holder af deres bror/søster, men på den anden side så synes de også, at det kan være hårdt med den psykiske sygdom.

Det kan være hårdt, hvis den psykiske sygdom kræver meget af ens forældre. Så kan man som den anden søskende godt komme til at føle sig lidt glemt eller overset.

Man kan også komme til at føle sig lidt flov eller skamme sig over sin søskende, hvis nu den psykiske sygdom påvirker deres opførsel, fx at de råber, larmer eller siger noget pinligt. Jeg ved slet ikke, om du kan have det sådan nogle gange. Hvis du kan, så er det i hvert fald meget naturligt og helt okay.

Jeg tænker på, om du har snakket med din mor og måske også din far om dine tanker? Tit kan det være rigtig rart at få sagt det højt, og det kan være, at dine forældre gerne vil hjælpe dig med at finde en god løsning, så dine veninder kan komme hjem til jer.

Du kunne måske sige til din mor: “Mor, det her er svært at sige, så jeg har brug for, du lytter og hjælper mig. Jeg vil rigtig gerne have mine veninder over og sove en dag. Men jeg synes, det er svært, fordi min storebror larmer så meget. Kan du hjælpe mig med at finde en god løsning, for jeg tænker meget på det.”

Det kan være, din mor har nogle gode forslag. Mon det fx kunne være en idé, at din bror er hos din far den første gang, du har veninder ovre? Så kunne du og dine veninder sove hos din mor, imens han var hos din far.

Det kan også være en mulighed, at din mor og/eller din lærer hjalp dig med at forklare dine veninder om autisme, og hvorfor han gør, som han gør. Det kan tit gøre venskaber stærkere, hvis man åbner op og deler også de svære ting i livet. Kunne du have mod på det?

Det er jo bare så godt at høre, at du har gode veninder, som du har lyst til at være sammen med. Jeg tænker, det nok ikke er sidste gang, du får lyst til at sove med dine veninder. Derfor er det nok fint at begynde at øve, hvordan du kan leve et godt og sjovt liv med dine veninder, samtidig med at du bor derhjemme med din bror, der måske fylder en del.

Jeg vil også gerne fortælle dig om En Som Mig. Det er en hjemmeside lavet til børn og unge, der har forældre eller søskende med en psykisk sygdom. Her kan du se små film og høre fortællinger fra børn, der står lidt i samme situation som dig. Linket til hjemmesiden er her: En Som Mig

Jeg håber rigtig meget, du får talt med din mor eller din lærer. Det er en god idé at have en voksen tæt på, som kan støtte dig i at finde en god løsning.

Du kan også altid ringe til os på 116111. Så kan vi sammen finde gode måder at snakke med dine veninder på.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat