Har det rigtigt svært for tiden.

Kære børnebrevkasse.

Jeg er en pige på 13 år, og som har det meget svært for tiden. Jeg ved ikke om det er fordi, at jeg er ved at blive teenager, men alting har bare forandret sig. Da jeg var lille bl.a var mine forældre så søde og forkælede mig. Men nu er de bare så sure hele tiden, og bliver irriteret på mig. Og det er jeg virkelig snart ved at være mere end træt over.

Også nogle gange når jeg kommer hjem fra skolen, og hjem til familien bliver jeg altid så irriteret. For det er som om de altid lige ville have mig til at lave noget, og at jeg aldrig nogensinde kan slappe af, og det bliver jeg så sur over. Jeg ved ikke hvad det er. Det her har sket i lang tid, og jeg ser slet ikke mine søde forældre, jeg havde en masse gode oplevelser med længere, end da jeg var mindre. De er så irriterende synes jeg.

For ca. et år siden fik jeg en hund, og den skal jo luftes, og de beder mig hele tiden om at gå med den. Fx. idag da jeg lige var i så godt humør og fjollede rundt, så da jeg havde fået sat mig ned og slappet af, så siger de med det samme “gå tur med din hund” og jeg skulle altså meget på wc, og jeg kan jo ikke hele tiden gå med den. De går selv aldrig med den, og beder hele tiden mig om at gøre det, og om at ordne deres ting. Og det er jeg pænt træt af.

Jeg ved slet ikke, om det her er normalt familieforhold men jeg ser næsten intet godt i denne familie. Jeg er en adoptiv pige der er blevet adopteret. Og jeg har det rigtigtigt svært. Det er ikke kun familien der får mig i dårligt humør, det er også en masse andre ting. Bl.a er min søster aldrig sød over for mig, hun ignorer mig hele tiden, og snakker aldrig til mig. Og så når jeg interesserer mig for hendes ting og spørger hende, svarer hun altid “jaja” og “mmm”.

En dag var hun også ret voldelig hvor der var meget dårlig stemning i huset, hvor hun skubbede mig ind i bordet, og derefter på gulvet, og kastede en blyant efter mig, hun knækkede som hun påstår, at hun slet ikke gjorde.

Her på det sidste har jeg altså haft på en måde nogle selvmordstanker. Jeg ved virkelig ikke hvad der er godt ved livet. Jeg hader bare mine irriterende familie SÅ MEGET. Jeg har masser af gange prøvet at foklare dem, at jeg har det svært, men de gider ikke at lytte efter. Så derfor gør de mig bare endnu mere ked af det.

I skolen går det virkelig heller ikke godt. Jeg føler mig ignoreret, og jeg kommer hele tiden op at skændes med dem fra klassen. Og derhjemme tuder jeg tit, og overvejer at begå selvmord. Det er virkelig ikke en god tanke jeg har. Skulle jeg gå til psykolog? Eller hvad skal jeg gøre ved denne sitaution? Gider virkelig snart ikke, at være i denne familie længere! De har altid så travlt med, at bede mig om ting, når jeg endelig slapper af. Når jeg laver sjov og ballade og er i godt humør, virker de lidt ligeglade.

Det eneste der betyder noget for mig lige nu, er dans. Jeg drømmer virkelig meget, om at gå på en kendt danskeskole i danmark. Der er ikke noget jeg hellere ville gøre, end det! Det er sådan set det eneste der bedtyder noget lige nu. Det er dans, og nogle piger fra en danskeskole, som jeg skriver med på nettet, der er mega søde.

Og her til marts er der optagelsprøve til danseskolen, hvor man skal have forældrenes lov. Men de t er som om de er ligeglade med mig, og faktisk ligeglad med hvad jeg elsker. Drømmer virkelig hele tiden om at gå derinde, i stedet for min skodskole, og de piger der går derinde, de inspirer mig meget, og er inde på deres profiler hele tiden.

Nogle gange tænker jeg altså bare “Jeg vil væk herfra. Jeg vil have en ny familie!” jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Er det normalt for en 13 årig pige, at tænke på det her? Please svar så er i søde. Jeg har det mega svært, og jeg tror, at det er meget unormalt det her, for de fleste elsker jo deres familier. Iih bare jeg var sådan, at jeg havde en familie, som ikke stressede mig hele tiden!