Kære 13-årige pige
Tak for dit brev, hvor du fortæller om to svære problemer, som begge to påvirker dig. Lad os tage ét ad gangen.
1. For det første er ham du troede var din far, i virkeligheden ikke din biologiske far.
Jeg kan virkelig godt forstå, at du er meget ked af det. Jeg har talt med børn, som er blevet usikre på, om den forælder som ikke er deres biologiske, ”rigtige” forælder virkelig elsker dem. Er det en følelse du kan genkende?
Du skriver, at du blev mest ked af, at din mor først siger det nu. Måske oplever du, at hun har snydt dig lidt? Eller måske ville det have hjulpet dig at kende sandheden tidligere? Nogle børn oplever, at der er nogle ting de pludselig forstår bedre om sig selv, når de finder ud af hvem der er deres rigtige far eller mor. Andre børn synes bare, at det er rigtig trist at få at vide, at tingene er helt anderledes end de troede.
Jeg spekulerer på, om du mon har snakket med ham om det - altså ham du troede var din far? Ville det være en mulighed at du fik talt med ham? Måske kan han forklare dig nogle ting du har brug for at vide?
2. For det andet har din bror gjort noget kriminelt, og har været nødt til at flytte et andet sted hen.
Du har nok været meget bange, men nu er der faldet en lille smule ro på dig, fornemmer jeg, fordi du ved at han ikke kommer i fængsel. Jeg forstår godt dit savn, og at du føler dig lidt ensom derhjemme nu.
Du spørger i dit brev hvad du kan gøre. Jeg tænker, at den bedste idé er præcis dét du selv foreslår, nemlig at du snakker med nogen.
Du må have så mange tanker og følelser der kører rundt i hovedet for tiden, og jeg tror, at det vil hjælpe dig at tale med en voksen, der giver sig tid til at høre om din situation med din far og din bror.
Du har tænkt på at tale med en bisidder. Men en bisidder er mere en, der kan gå til møder med dig i kommunen. Ring på 116111, hvis det er fordi du skal til møde i kommunen.
Så hvis du bare gerne vil snakke med os, så er du også meget velkommen til at ringe til os på 116111.
Du kan også gå til din lærer og bede om at få en privat samtale med ham/hende – eller måske med skolens psykolog. Dét tror jeg også ville kunne hjælpe dig nu. Hvad tænker du mon om det?
Det vigtige er, at du får talt med en god person, der giver sig tid til at lytte.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
