Brev

Familiens sorte får

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år.

Hvor er det bare godt, at du har haft mod til at skrive herind.

Når jeg læser dit brev, så bliver det tydeligt, at det ikke er nemt at være dig for tiden. Jeg kan godt forstå, at du føler du har brug for lægehjælp for at få det bedre. Det er faktisk enormt sejt, at du kan mærke på dig selv, at du har brug for hjælp – det er nemlig en stor styrke at kunne mærke det. Jeg håber, at dette svar kan give dig nogle råd til hvad du kan gøre.

Det lyder som om, at det er svært at være dig i din familie. Du fortæller, at din storesøster har det svært. Det er desværre tit sådan, at når der er flere søskende i familien, hvor især den ene har det rigtig svært, så kan det komme til at gå ud over opmærksomheden til de andre børn. Er det mon også sådan, du føler?

Men det skal ikke have den betydning, at du skal føle sig overset og være bange for at komme til at gøre andre sure. Du har lige så meget ret til opmærksomhed og støtte som dine andre søskende.

Jeg kan høre, at du har oplevet mange svære ting i dit liv, så der er ikke noget at sige til, at du ikke har det godt, og at du savner opmærksomhed og hjælp.

Alle børn er forskellige og reagerer helt forskelligt på ting de oplever i deres liv. Derfor er det helt naturligt, at du ikke er/reagerer på samme måde som din mellemste søster – det er jo også dét, som gør dig til et unikt menneske!

Det er super sejt, at du allerede har snakket med både din mor og din skoleleder om hvordan du har det. Det viser nemlig, at du har mod på at række ud efter den hjælp, der er omkring dig.

Det er godt at høre, at din skoleleder bakker dig op i dine tanker om at gå til lægen. Måske kan du snakke mere med ham eller en sød lærer om, hvordan du oplever din situation derhjemme? Det kan være rigtig rart, hvis man synes at det er svært at snakke med sine forældre.

Jeg kan virkelig godt forstå, at du ikke føler at du bliver taget seriøst af din mor. Nu ved jeg ikke, hvordan det ser ud hjemme hos dig. Men det kan lyde som om, at din mor har svært ved at overskue at skulle være der lige meget for dig og dine søstre og erkende, at du også har det hårdt.

Nogle gange kan voksne have brug for at få tingene at vide flere gange, før de gør noget ved det. Selvom du allerede har forsøgt at åbne op for din mor, så har hun måske brug for at høre det på en anden måde.

Selvom du oplever at din far har travlt, så kan det også være at han er god at snakke med? Min erfaring er, at langt de fleste forældre ønsker at hjælpe deres børn, når de har det svært. Også selvom det måske er andre ting han kan gøre, fordi han kun er med på afstand.

En idé kan være, at du på forhånd aftaler et tidspunkt med din far eller mor, hvor I kan få snakket sammen alene, og hvor der er god tid til det. Måske kan du sige “Jeg har brug for at snakke med dig om noget, der går mig på. Har du tid til at vi gør det i aften/i morgen?”. På den måde kan din far eller mor forberede sig på, at I skal have snakket sammen om noget der er vigtigt for dig.

Mange unge synes det er hjælpsomt at skrive et lille brev, hvor de beskriver hvordan de har det og hvordan de gerne vil hjælpes – og viser det til deres forældre. På den måde kan man nemlig åbne op for en fælles snak. Du kan jo for eksempel bruge det fine brev, som du har skrevet her. Hvad tænker du mon om det?

Jeg tænker også, at det lyder som om at din mor selv kunne have brug for noget hjælp. Måske hun selv har svært ved at finde overskuddet til at hjælpe dig og dine søskende, og det kan man heldigvis få hjælp til.

Det er sådan, at alle kommuner tilbyder gratis og anonym rådgivning til familier. Det kan være en rigtig fint til at få hjælp til, hvordan familielivet kan komme til at fungere på en bedre måde, hvor der er plads til alle. Hvad tænker du om at foreslå din mor, at I kan prøve det sammen? Man kan finde netop Jeres kommunes tilbud ved at Google navnet på kommunen og “gratis familierådgivning”.

Du har også selv tænkt på, at du har brug for lægehjælp. Det vil være en god idé at have en af dine forældre med – eller at de i hvert fald ved, at du vil tale med din læge.

Men du kan også sagtens selv bestille en tid hos din egen læge og snakke med ham om de ting, som du har det svært med. Det er sådan, at når man er under 18 år, så har lægen ikke tavshedspligt over for dine forældre. Det betyder, at han gerne må inddrage dine forældre i hvad I har snakket om. Men måske er det også en god løsning på den måde?

Jeg vil også gerne råde dig til at gøre brug af Headspace’s tilbud om gratis og anonyme samtaler. De er super søde og dygtige at snakke med, og man kan komme i samtaleforløb mange steder i landet. Du finder dem her: https://www.headspace.dk/find-dit-headspace

Du er også altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111. Vi vil altid gerne snakke om komme med gode råd.

Kærlig hilsen,

BørneTelefonen

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat