Kære Ss
Tak for dit brev. Jeg synes det er rigtig godt, at du har skrevet et brev. Måske kan det blive et skridt på vejen til, at du kan få det bedre. Jeg vil meget gerne prøve at give dig nogle ideer til, hvad du kan gøre.
Allerførst vil jeg gerne sige, at jeg godt kan forstå, det kan være svært for dig med det forhold, du har til dine forældre og til skolen. Det er normalt at blive forvirret, når folk den ene dag er søde og rare og den næste dag er sure og siger nogle grimme ting. Så ved man ikke, hvad man kan forvente fra dem. Jeg forstår ud fra dit brev, at det er sådan dine forældre nogle gange er. Når man som du har oplevet at blive mobbet, kan det blive ekstra svært, hvis man ikke ved, hvad man kan forvente fra andre.
Du skriver også, at dine forældre truer med at sende din hund ud i skuret, hvis du ikke lader være med at snakke med den. Jeg bliver nysgerrig efter, hvorfor du ikke må snakke med din hund. Er det mon i bestemte situationer, de siger sådan, og mon du ved, hvorfor de siger det? Eller har du mod på at spørge dem, hvorfor du ikke må og hvorfor de truer med det?
Du skriver, at du tit har gået og tænkt på at tage dit eget liv, men at du ikke tør snakke med dine forældre om det. Ved du, hvad det er der gør, at du ikke tør tale med dem om det? Er du mon bange for, at de bliver sure og skælder ud?
Jeg kan forestille mig, at det må være meget meget hårdt, at gå med sådanne tanker alene, og derfor tænker jeg, at det er rigtig vigtigt, at du finder nogen at snakke med. Du skriver, at du på din gamle skole havde én du kunne snakke med. Mon du stadig ser ham eller hende? Jeg tænker på, om det kunne være én, du kunne snakke med om, hvordan du har det? Det kan også være, at du har en helt anden, som du har tillid til? Det kunne fx være en ny ven eller veninde, en voksen du kender eller en fra din familie. Det kunne måske være en moster, faster eller en bedsteforælder.
En anden mulighed kunne også være, at du prøvede at få en god snak med dine forældre. Har du mon prøvet det tidligere? Du skriver, at de nogle gange er super søde. Jeg bliver nysgerrig efter, hvad det er for situationer, hvor de er super søde. Kan du mon se et mønster i det? Nogle voksne kan blive sure, hvis de er stressede, måske er det dét, du mærker hos dine forældre. Måske kunne en måde være, at du på forhånd har aftalt med dem, at du gerne vil tale med dem. Du kan fx sige til dem: Mor og far, jeg har noget vigtigt, jeg gerne vil tale med jer om. Hvornår kan det passe jer? Vil det være en idé at prøve det...
På den måde er de forberedt på, at du gerne vil tale med dem og det kan måske betyde, at I har god tid til at snakke sammen. Jeg tænker, at det kunne være en god idé, at du læste dit brev højt for dem. Hvad tænker du om det? Måske kunne du også læse svaret højt. Så får de en forklaring på, hvorfor du gerne vil tale med dem.
Når du taler med dem kan du fx fortælle dem, hvad det gør ved dig, når de nogle gange er sure, og når de truer med at sætte din hund ud i skuret. Du kunne fortælle dem, hvad du gerne ville have, at de gjorde i stedet for. Det er også vigtigt, at I får snakket om, at du ikke trives i skolen. Så de kan støtte dig i, at lærerne kan hjælpe med at du trives i klassen.
Selv om jeg har givet dig nogle ideer til, hvad du kan gøre, kan det godt være svært at finde ud af, hvordan man kommer videre. Jeg har også stillet dig nogle spørgsmål i brevet, som du måske har fået lyst til at svare på. Hvis du vil, kan du ringe til BørneTelefonen på 116111 og tale med en rådgiver om, hvordan du gør det helt præcist. Det kan være, du kan læse brevet og svaret højt i telefonen. Når man ringer på telefonen er man også anonym.
Jeg håber, at du har fået nogle idéer til, hvad du kan gøre og at du kan bruge dem til noget. Jeg håber virkelig, at du vil få det bedre. Jeg synes det er så sejt af dig, at du prøver at gøre noget ved det.
De bedste tanker og kram fra BørneTelefonen
