Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Drengebesøg?

Hej BB.

Jeg er en moden pige på næsten 14 år.

Det er måske meget at skrive pga det, men jeg er vel en pige med mine bekymringer 😀

Jeg har lidt nogle spørgsmål ang. drengebesøg og forældre og det der i sammenhæng.
 
Altså, jeg er en pænt genert pige, men er nu altid kommet ret godt ud af det med drenge (både drengevenner & “flirts”) men har aldrig rigtigt haft nogle “med hjemme”.

Det kunne enormt godt tænke mig at lave om på, da det virker mærkeligt at vi aldrig er hjemme hos mig.

Det skyldes altså mine forældre sådan i bund og grund. MIne forældre er nu meget cool, og de har tit bragt emnet op. Jeg bliver simpelthen så genert og forlegen hvilket ikke ligner mig når jeg er omkring mine forældre. Men de har været sådan “du må altså gerne se drenge, hvis det skulle være” Osv som nogle ret normale forældre ville sige.

Så jeg frygter egentligt ikke hvordan de ville være når jeg havde nogle på besøg, men mere det der med at “spørge” om at få en dreng på besøg. Altså hvis vi antager han hedder Anders eller sådan noget, det der med at spørge mine forældre “Hey, er det okay at Anders lige kommer forbi lidt?”

Jeg vil så gerne turde det, men jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen. Det går mig lidt på da der virkelig er en jeg godt kunne tænke mig at få besøg af, og bare det der med generelt at vide, at det er cool nok at man kommer hjem hos mig som dreng.

Så egentligt ved jeg bare ikke hvordan jeg får taget mig sammen, og snakket lidt om det fordi jeg skal jo have det fikset før eller siden, så det ville være fedt hvis det allerede nu, hvor jeg ser lidt drenge, at vide at jeg godt kunne tage hjem til mig uden jeg finder det lidt upassende.

Fordi lige pt der finder jeg hver en undskyldning der er mulig, for IKKE at tage hjem hos mig. Hvilket som jeg har skrevet tidligere gerne vil lave om på.

Jeg håber i kan hjælpe mig 🙂

– En desperat pige.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige på snart 14 år,

Tak for dit brev. Hvor er det godt, du har skrevet. Dit problem er ligeså meget velkomment i BørneBrevkassen som alle andre. Jeg kan godt læse, at det er svært for dig lige nu at få taget hul på drengebesøg hjemme hos dig, og det forstår jeg godt, for det er ikke noget, du har prøvet før.

Først vil jeg sige til dig, at det er dejligt at læse, hvordan du har det med dine forældre. Og det er dejligt, at du har lyst til at have drenge med hjem som noget naturligt. Det er dejligt for forældre, når deres børn har lyst til at tage deres venner/veninder med hjem. Det betyder, at man som forældre kan få lov at være en lille del af sit barns teenageliv, og det er altid rart som forældre, når man få lov at se hvem ens teenagere hænger ud med. Kunne det tænkes, at dine forældre allerede godt ved, at du har lyst til at have drenge på besøg, når de selv er begyndt at sige, som du beskriver, at du godt må se drenge osv.

Jeg kan godt forstå, at det er svært at få spurgt, og det er en følelse, som du deler med mange unge, der skal fortælle deres forældre om drenge første gang. Mange undgår at tage drenge med hjem for at undgå den snak, som du så sejt har valgt at tage med dine forældre. Jeg tænker, at du selv har en fin og let måde at sige: ”Hej - er det i orden, jeg får besøg af Anders?” Når du har sagt det, vil dine forældre måske spørge lidt ind til, hvem han er, fordi de interesserer sig for dig, og så har du fået taget hul på den næste del af dit ungdomsliv hjemme hos dine forældre.

Det ved jeg godt lyder let, men tit er tanken om sådan et spørgsmål meget værre end virkeligheden. Du fortjener at kunne tage drenge med hjem. Jeg kan læse, at du virkelig har lyst til at kunne bidrage til dine venner med et sted at være, og at du gerne vil have, at det skal være naturligt. Dine drenge venner er heldige at have en ven som dig, der gerne vil have dem med hjem som noget helt naturligt.

Du skriver, at det, du har sværest ved, er at spørge, om du kan have besøg af en dreng. Men jeg ved fra andre, at de føler sig pinlige over hvad deres forældre kan finde på at sige til ens venner og veninder, når man tager dem med hjem. Da vil det være helt i orden at sige til sine forældre om ikke, de bare kan nøjes med at sige hej de første par gange og ikke stille spørgsmål eller forsøge på at være sjove, så man på den måde kan blive ligeså stille tryg ved at have drenge med hjem.

Jeg håber, du kan finde lidt mere mod til at få spurgt dine forældre. Måske kan det være en hjælp at øve sig i, hvad du skal sige foran et spejl, så du har prøvet at sige ordene for dig selv først. Måske har du brug for flere råd til at få spurgt dine forældre, så kan du altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke.

Held og lykke fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat